En EØS-aftale er ikke bedre end at være med i EU

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkebevægelsen mod EU var de første på gågaden i Herning med materiale om valget til Europa-Parlamentet 26. maj.

Valgbrochurens slogan er: ”TAG MAGTEN TILBAGE”. Folkebevægelsen vil have Danmark ud af EU og forestiller sig, at det kan ske efter en lang demokratisk debat, hvor »alternativerne til EU tegner sig klart«. Forbilledet er den aftale, som Schweiz har med EU.

Om Norges forhold til EU i den såkaldte EØS-aftale påstod Folkebevægelsens repræsentant, at »Flertallet i Stortinget er imod EØS-aftalen«, og at de «siger nej til meget af det, der kommer fra Bruxelles«.

Det gik jeg hjem og tjekkede. Partierne Rødt, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet, svarende til 31 mandater ud af 169, er imod EØS-aftalen, resten er for. Og hvad angår retten til at sige nej til ny EU-lovgivning, har Norge formelt set aldrig brugt denne ret.

Folkebevægelsen mener, at en EØS-aftale er bedre end at være med i EU. Det er jeg uenig i. Norge er uden indflydelse, de adlyder og betaler. Den generøse aftale med Schweiz vil Danmark aldrig få. Den blev indgået, da EU regnede med Schweiz som senere medlem. I flere år har Det Europæiske Råd ført forhandlinger med Schweiz om en institutionel rammeaftale, for at samarbejdet kan fortsætte.

Jeg kan godt se, det bliver nødvendigt med en lang debat forud for en eventuel dansk udtræden af EU. Der er så mange misforståelser, der skal ryddes af vejen, at det vil tage lang tid, før vi kan komme til sagen.

Det lyder forjættende, at »hvert land skal bestemme alt selv,« som Folkebevægelsens repræsentant sagde. »Jamen, hvad hvis Danmark vil forbyde brugen af sprøjtegiften Roundup, og de andre lande ikke vil?« spurgte jeg. »Så skal vi være foregangsland og få de andre med,” var svaret.

Det lyder smukt, men kan vi opretholde et sådant forbud, uden at de andre lande er med? Er det ikke bedre at prøve at overbevise de andre inden for de rammer, EU giver, selv om det er svært?

Når mange danskere er bekymrede ved EU, skyldes det en forståelig frygt for tab af suverænitet. Men hvor stor suverænitet har småstater som Danmark, når de optræder alene? Vi kan tage magten fra Bruxelles, men ikke på nogen måde være sikre på, at den ender i København. Går vi sammen med andre lande, har vi dog en vis indflydelse. Og denne beskedne indflydelse er reel, hvor Folkebevægelsens langt hen ad vejen er ønsketænkning.

Særlig store forventninger havde jeg til at høre om Folkebevægelsens syn på brexit. For det britiske eksempel skal vi naturligvis lære af. Og efter Folkebevægelsens mening er det, vi kan lære, at vi skal stræbe efter en aftale om udmeldelse, som kan »sikre ordentlige handelsforhold og retten til at kunne bestemme over miljø, velfærd, arbejdsforhold og lignende«. Det er nogenlunde alt det, der ikke lykkedes med brexit.

Set her fra Vestjylland virker det som om, følelserne har en meget stor plads i Folkebevægelsens politik. Følelser er en drivende kraft i politik, ingen tvivl om det. Men helt uden fornuft og respekt for realiteterne går det ikke.