Brev fra et spansk fængsel: vor kamp for fremtiden
De catalanske fanger i Soto del Real-fængslet i Madrid agter ikke at opgive deres kamp, forsikrer de Per Nyholm i et brev.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Wien
Et brev løber ind på computeren. Det sker regelmæssigt, ofte positivt, til andre tider vredladent, denne gang bevægende.
Raül Romeva, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for de grønne, dernæst det catalanske selvstyres udenrigsminister, i hvilken egenskab han åbnede sit lands repræsentation i Danmark – som regeringen i Madrid derpå lukkede – skriver til mig fra sin celle i Madrid, at han og de øvrige politiske fanger er ved godt mod. De agter ikke at give op.
Romeva, 48 år og indespærret på andet år i strid med et godt europæisk retsprincip om, at den må anses for uskyldig, som ikke er dømt, fremhæver, at kampen for et frit Catalonien går videre.
Jeg mødte Romeva sidste efterår i Lledoners-fængslet uden for Barcelona. Han og 11 andre politiske fanger, flere af dem tidligere ministre, parlamentsmedlemmer og medlemmer af Europa-Parlamentet, blev overført til Soto del Real-fængslet uden for Madrid i januar.
De trues med fængsel i op til 25 år for at ville en selvstændig, demokratisk republik, frigjort af Spanien, som erobrede Catalonien i 1714. Romeva kandiderer til Senatet i Madrid ved denne søndags spanske parlamentsvalg.
Herunder hans brev, der også er et brev til min hustru, Nancy, og til Jyllands-Postens læsere.
Kære Per,
Vi har det godt, vi er rolige, vi er standhaftige.
Vi har vænnet os til Soto del Real og retssagens rutiner. Den juridiske proces har i skrivende stund stået på i ni uger.
Den foregår hver dag fra mandag til torsdag. Vi er trætte, og det tærer på vore kræfter, at vi ikke kan stille i retten som frie mennesker. Følgelig, modsat andre, kan vi heller ikke forberede vort forsvar i samråd med vore advokater.
Jeg vågner hver morgen kl. 06.00 i celle 115. Kort efter begynder overførslen til Madrid, hvor vi forventes at ankomme kl. 07.30.
Vi bliver først bragt til Landsretten, hvor vi venter en time. Derfra går turen videre til Højesteret, hvor retshandlingen indledes kl. 10.00. Normalt slutter den kl. 19.00.
Derpå bliver vi bragt tilbage til Soto del Real med ankomst ved 21-tiden. Sådan er det: fire til fem dage i træk, uge ind, uge ud.
Min ufrihed bruger jeg på at læse, skrive og tænke, eller jeg udveksler ideer med de øvrige politiske fanger. Den verden, vi lever i, og det liv, vi ønsker for vore børn og fremtidige generationer, er også vort ansvar. Jeg ser mig selv optaget af en endeløs kamp for et bedre samfund, en bedre verden.
Som jeg sagde til dig i Lledoners, ser jeg vor indespærring som et politisk middel, en del af vor fredelige kamp. Du kan ikke imødegå en politisk stillingtagen med juridisk tvang, med undertrykkelse af individets rettigheder og frihed.
Uanset dommen ved vi alle, at problemet vil fortsætte. Fængsel, retssager og undertrykkelse løser intet. De catalanske institutioner opfordrer igen og igen til dialog – den spanske stat svarer med vold i stedet for at skabe et rum for gensidig forståelse, for en udveksling af synspunkter.
Du kan være sikker på, at den igangværende retssag ikke er slutningen på en proces – den er begyndelsen. Vor vilje til at bygge det nye, vort politiske engagement forbliver uændret.
Jeg ser frem til et snarligt gensyn.
De bedste hilsner, også til Nancy.
Raül Romeva
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.