Danmark bør holde sig langt væk fra Eurovision i Tel Aviv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Intet kan for så vidt være mere ligegyldigt end Danmarks nærvær eller fravær ved Eurovision-halløjet i Tel Aviv senere på måneden. Er Danmark overhovedet til stede? Forhåbentlig ikke. Forhåbentlig er det blot en håndfuld danske sangere og musikere, som drager til denne hårdt pumpede begivenhed, i Europas misbrugte navn henlagt til Mellemøsten. Er Israel et europæisk land? Mig bekendt ikke. Jeg ser Israel som en temmelig aggressiv militærstat, grundlagt af indvandrede europæere på ruinerne af et andet folks civilisation, et folk – palæstinenserne – som skiftende israelske regeringer nægter en egen stat i et sidste hjørne af det gamle Palæstina.

Danske kunstnere, fodboldspillere og andre kan selvfølgelig optræde, som det måtte passe dem, fra Israel over Kasakhstan til Nordkorea, men de er ikke Danmark og slet ikke hele Danmark. Eurovision i Tel Aviv minder mig om de i det uendelige skandaleramte olympiske lege – fra 1936 i Berlin til 2014 i Sotji, hvor alle talte om venskab og fredelig kappestrid. Samtidig forberedte Ruslands diktator, Vladimir Putin, erobringen af Krim og en krig i Ukraine, der indtil videre har kostet 13.000 mennesker livet og drevet to millioner på flugt. En menneskelig, social og kulturel massakre midt i Europa, som de fleste europæere længere mod vest dygtigt lukker deres øjne for.

Der er mange problemer med Israel. Det første og alvorligste er, at Israel blev oprettet i 1948 – med vestlig bistand – for at give jøderne et hjemland. Man kompenserede så at sige et hårdt ramt folkeslag på bekostning af andre, som ikke havde medvirket til folkemordet på Europas jøder. Der er siden gjort meget ud af, at beslutningen blev truffet i FN. Javel, et FN, hvor Vesten førte ordet, og hvor ingen interesserede sig seriøst for palæstinensernes mening.

At det skulle komme til flere krige mellem jøder og arabere siger sig selv. At jøderne vandt igen og igen, fordi de blev støttet af Vesten, er lige så indlysende. En dårlig samvittighed førte til det amoralske forslag om en tostatsløsning. Den sande demokratiske løsning, en fælles jødisk-palæstinensisk republik fra Middelhavet til Jordanfloden, kom aldrig på tale.

Tostatsløsningens illusion forsvandt endegyldigt for få måneder siden, da premierminister Netanyahu – hvis forbundsfæller i den arabiske verden er diktaturer som Egypten og Saudi-Arabien – helt officielt gjorde de israelske palæstinensere eller godt 20 pct. af Israels befolkning til andenklassesborgere i det land, hvor de er født og opvokset. Israel er nu både formelt og i praksis jødernes land. Israel er blevet til det, liberale jødiske intellektuelle har advaret mod i årevis, en apartheidstat. Palæstinenserne tåles som de sorte i datidens Sydafrika, deres menneskerettigheder krænkes, deres retssikkerhed undergraves. Pressefriheden har det i øvrigt skidt: Israel ligger ifølge Journalister uden Grænser på plads nr. 88 i den globale sammenhæng – efter Tunesien.

Østjerusalem og Golanhøjderne er længst annekteret i strid med folkeretten. Det palæstinensiske selvstyre består i, at de lokale kan fjerne deres eget affald. Senest har Netanyahu erklæret, at de ulovlige jødiske kolonier på den besatte Vestbred aldrig vil blive opgivet. En fredelig bilæggelse af striden mellem jøder og palæstinensere, mellem kolonister og koloniserede, ses ikke længere.

Jeg synes, at danskerne skal holde sig fra Eurovision. Langt væk. Kan de ikke det, skal de i hvert fald ikke optræde i Danmarks navn.