Fra lakridspiber til brexit – der er stadig plads til forbedringer i mediernes EU-dækning

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et let strejf af lyserødt, fantasiglødende krymmel på en pibe lavet af lakrids. Et helt almindeligt stykke slik – og så alligevel slet ikke. For mange danskere blev lakridspiben i sensommeren 2013 med ét forvandlet til et skræksymbol på Europa-Parlamentets voksende magt – og nok så vigtigt; til et pinligt symbol på en haltende, dansk EU-dækning. Forvandlingen skete, da et rygte om, at lakridspiben var truet af et nyt EU-direktiv, pludseligt lynspredte sig i de danske medier, og Facebook-grupper lystigt knopskød i nyhedens kølvand med ét fælles mål: at bevare den tilsyneladende stærkt udrydningstruede danske lakridspibe. Danskerne var ophidsede og klar til kamp – den her gang var EU gået for vidt.

Selv om nyheden allerede senere samme dag blev modsagt af blandt andre pressechefen for EU-Kommissionens repræsentation i Danmark, der kunne forsikre, »at piberne ikke er i fare«, havde folket allerede set (lyse)rødt og valfartede til butikshylderne for at støtte op om den folkekære spise. Og ja, resten er historie: Mens der nok blev uddelt en kvajepibe eller to på redaktionerne rundt om i landet i efterdønningerne af virakken, kunne selskabet bag lakridspiberne melde om en markant omsætningsvækst og mere end 18 millioner solgte piber i det første år efter pibe-gate.

Mens de originale lakridspiber her godt seks år senere ligner sig selv (og for øvrigt lever i bedste velgående), er EU-mediedækningen en helt anden. Blandt andet de store migrant- og flygtningestrømme verden rundt, brexit og de allestedsværende klimaforandringer har utvivlsomt kastet et nyt, skarpt lys på EU-systemet og har resulteret i betydeligt mere spalteplads og skærmtid til EU-stoffet. Ja, EU-politik er øjensynligt blevet så spiseligt, at DR sidste år endda valgte at integrere det i den ellers normalt ganske upolitiske og rent hyggebaserede sommerserie “Anne og Anders”.

Der blev tilsyneladende heller ikke opstartet så meget som én eneste Facebook-modstandsgruppe, da Information den 1. april i år forsøgte at bilde danskerne ind, at EU ville forbyde elevatorer i nybyggerier af hensyn til klimaet, og i de seneste måneder har andre programmer flere gange måttet vige, for at danskerne kunne følge med live, når de britiske parlamentsmedlemmer i et sindigt, fodbåret tempo igen-igen har tilsluttet sig enten “the ayes” eller “the noes” i nye forsøg på at nå frem til et brexit-udspil.

Den noget haltende mediedækning, som pibepostyret i sin tid fremviste, lader med andre ord efterhånden også til at være historie, omend der absolut stadig er rum til forbedringer og plads til en øget integrering af EU-politikken i de øvrige nyheder. EU-stoffet kan for eksempel stadig findes henvist særskilt til udlandssektionerne, ligesom sendetiden klokken 21.40 var alt, hvad DR kunne svinge sig op til at tildele den første tv-debat med de danske spidskandidater til europaparlamentsvalget. Derudover har vi også stadig til gode at se, hvor meget plads medierne vil tildele EP-valget, hvis folketingsvalget ender med at løbe af stablen samme dag.