Underholdningsværdien i den britiske brexit-saga er meget høj

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Tragedier er tit noget med, at mennesker opnår det modsatte end det, de har brugt en masse tid og energi på at opnå. Jo hårdere de kæmper, jo dybere graver de deres egen grav. Det kan siges om to grupper for tiden: de overbeviste EU-modstandere i Storbritannien og de nordirske protestanter. For de overbeviste EU-modstandere bliver udsigten til en uafhængig nation uden for EU mere og mere tåget, som dagene går. For de nordirske protestanter er kampen imod et forenet Irland det vigtigste i denne verden og også i den næste verden. ”No surrender” er deres slogan. Ingen overgivelse. Det er deres protestantiske identitet og gudstro i forholdet til det katolske folkeflertal, hvis man ser på den irske ø som et hele, som protestanterne slås for at bevare.

Men den flydende situation om den irske afgrænsning af Nordirland fra Den Irske Republik har sjældent været mere skrøbelig end nu og dermed i fare. De irske republikanere i Nordirland, der er katolikker og tilhængere af et forenet land, slår naturligvis, foreløbigt kun verbalt, til ved at sige, at et forenet Irland i EU på længere sigt er den eneste irske løsning både på grænseproblemet og med hensyn til freden. Protestanterne gyser og knytter næverne. Men protestanternes held til at placere det irske backstop så centralt i forhandlingerne mellem EU og Det Forenede Kongerige bliver måske en fælde for dem selv. Det irske backstop blev knasten. De arbejdede på et få en forsikring af deres separate identitet. Måske opnår de det modsatte, fordi det hele sejler nu.

Både de overbeviste EU-modstandere og de nordirske protestanter skulle formodentlig have sagt ja tak til premierminister Mays første og anden halvbagte aftale med EU for længe siden frem for at være så ”leninistiske”, altså upragmatiske, i hele forløbet. Ved at være stejle og principfaste ødelagde de det for sig selv.

Således i hvert fald i skrivende stund. Den, der ler sidst i kærlighed og politik, ler naturligvis bedst. Ingen og intet er i mål endnu. Dertil har der undervejs været for mange selvmål hele vejen rundt. Underholdningsværdien i den britiske brexit-saga er meget høj. Mennesker, der tror, at de er sat på jorden for at styre verden, de ser sjove ud, når uforudsete hændelser slår dem af pinden. En britisk brexit-ven kommenterede: »Jamen hellere være til grin i et demokrati end blive taget alvorligt i et diktatur.« Sådan kan man også se på det.

Den store, indflydelsesrige hofnar i spillet har naturligvis været speakeren i Underhuset, John Bercow. Han er søn af en jødisk taxachauffør og har hele den londonske cockneykulturs snerrende og brutale vid i sin stemmeføring. Han lyder som et stykke af Harold Pinter. Man kan se, han morer sig over den panik, hans uforudsete interventioner skaber. Men, helt i overensstemmelse med de bedste dramatiske traditioner hos Shakespeare, så har the fool, narren, de sidste og mest vise ord i spillet. Det er narren, der slår slutstregen og udlægger handlingen for tilskuerne.

John Bercow blev konservativ politiker i sin tid på grund af Margaret Thatcher. Han må savne hendes samlende stråleglans og greb om håndtaskens hank i det poltergejstagtige og surrealistiske drama, der for tiden udfolder sig i europæisk politik og med ham selv som omdrejningspunkt nu og da.

De nordirske protestanter har aldrig været rigtigt spøjse. Dertil er de for ensporede; deres ansigter er som skuret med pimpsten. Generationer af kampe på en kulturel, farlig frontlinje med romerkirken plus terror på den ene side og deres egen kampberedte lutheranisme plus provinsialisme, også hyppigt garneret med terror, på den anden side har forstenet dem i selvretfærdighed og manglende musikalitet i historiens store melodrama, et melodrama uden pauser. Der har sjældent været pauser i klangen af faresignaler i den irske situationen.

Winston Churchill skrev i sin tid om den irske situation efter Første Verdenskrig. Han beskrev, hvordan den store krig ændrede verden, og imperier gik til grunde. Alt var forandret efter krigen i forhold til tilstandene inden krigen. Men da syndfloden trak sig tilbage, skriver Churchill i et berømt citat, da ragede de grå kirketårne fra Fermanagh og Tyrone, to nordirske grænseamter, op af vandene, som om intet var hændt. Den syndflod, der forandrede verden, forandrede intet i Nordirland. Den irske strids ”integritet” var uberørt af syndfloden, i modsætning til alt andet i Europa.

Verden venter på en løsning. Vi lever i forvirringens tid. Det var en lovpræcedens fra 1604, der fik John Bercow til at tage endnu en behandling af premierminister Mays forslag af bordet i Underhuset forleden. Vi foreslår Danelaw næste gang. Fra dengang danskerne regerede. Hvorfor ikke gå helt tilbage til begyndelsen?