Skam dig privat – ikke offentligt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sin nye murstenstunge bog ”Vesten mod Vesten” om den standende kulturkamp i vores del af verden har Rune Lykkeberg, der til daglig er chefredaktør på Information, et afsnit om skam. Det minder os om, at skam kommer med civilisation og er tæt knyttet til normer og social kodeks, thi i naturen er der ingen skam. En verden uden skam ville netop være skamløs. Rune Lykkebergs pointe er imidlertid, at skam er blevet gennemtrængende, og at særligt de kulturelle og politiske eliter har drevet ”skammermagten” så vidt, at flere og flere går rundt og skammer sig – eller føler sig udskammet.

De ord, vi bruger, det, vi mener om alt lige fra de fødevarer, vi indtager eller ikke indtager, til andre menneskers kropspleje, forbrugsvaner, adfærdstendenser og politiske sympatier, indgår i en ny skammens økologi, som både vokser i gammelmedierne og gennem de sociale medier, vi i stort mål er blevet afhængige af. Når vi agerer mere og mere med hinanden og spejler os selv og hverandre på den digitale scene, stiger det sociale pres tilsvarende. Mens vi tror os frie, lige og tolerante, forholder det sig omvendt sådan, at det vestlige samfund producerer mere skam end nogensinde før.

Man kan formulere situationen sådan, at skammen er eksploderet. Men den kalder på en reaktion, som den har fået i form af det opgør med skammermagten, vi har oplevet med fænomener som brexit, Trump og Østeuropas nyvundne selvstændighed i forhold til EU. Et opgør er der ligeledes tale om med den voksende folkelige modstand i Vesteuropa mod den muslimske masseindvandring og de bærende liberale forestillinger om menneskenes universelle lighed og ret. Idet skammermagten voksede, sådan som den gjorde efter Murens fald med internettets opfindelse og den socialliberale hegemoni i medier, politik og underholdning, hvor der kun syntes at være ét svar på alting, vækkede den til sidst til modsigelse og protest.

Jeg har vel selv deltaget i dette løbende opgør. Jeg har ment, at det var på tide at skrue ned for den offentlige skam, og fundet, at det ville være mere oprigtigt at skamme sig privat og individuelt over de konkrete synder, vi hver især måtte have begået, i stedet for at kræve af andre, at de skal skamme sig over at mene, hvad de mener om indvandring, over at have tanket diesel, spist en bøf, drukket komælk, ansat en mand i en ledende stilling eller agter at stemme på Nye Borgerlige. Skam bør være noget, man går hjem og gør, ikke noget, man går ud og gør.

Alligevel blev skam et nyt vidundermiddel, herunder udskamningen af ”racister”, ”nationalister” eller slet og ret ”nazister”. Andre gange var det nok at være ”hvid”, ”mand”, ”traditionel”, ”ressourcestærk” eller interessere sig for historie, der jo som bekendt er ét langt synderegister begået af hvide, traditionelle, ressourcestærke mænd. Skam kommer med Twitter, Facebook og Amnesty International, det kommer døgnet rundt, ligesom det går langt tilbage i historien og begynder med korstogene, som vi bør skamme os noget så guddommeligt over i dag, fortsætter med slaveriet, kolonialismen, kapitalismen for at nå sit højdepunkt med Det Tredje Rige, der skulle have varet i tusind år, og måske endda kommer til det som retorisk figur, fordi vi til stadighed og pr. refleks sammenligner pærer og æbler med de 12 år fra 1933-45.

Misforstå mig ikke. Vi skal ikke ud af skammen, vi skal ud af hypermoralen, for det er, hvad den offentlige udskamning hviler på. En forestilling om det, der findes et særligt sted, en særlig mening eller et særligt klubkort, der gør os til de udvalgte, de genfødte, de rene i tro og handling. Vi har mere end nogensinde brug for en kritik af den rene moral, og vi skal i den grad vænne os til, at der ofte er to eller tre meninger om samme sag. Ikke, at de kan være lige gode, men at der findes nogen og noget, som ikke er som os eller dig selv, og at det er menneskeligt både at blive klogere og dummere med alderen.

Rune Lykkebergs historie er en fortælling om, hvordan efterkrigstidens internationale organisationer som FN, Nato og EF blev afløst af studenteroprør, oliekrise, miljøkrise og siden af populisme og fravær af fælles løsninger i forhold til finanser, folkevandring og europæisk samarbejde. Her synes pointen om skam at forsvinde. Bliver eliternes skammermagt for massiv, slår skammen over i et mindst lige så massivt opgør med skamfuldheden. Det er derfor, at det i dag høres fra højre og ikke fra venstre, at det kan være sundt at dræne sumpen en gang imellem og slippe fantasien løs. I dag ligger sumpen nemlig til venstre.