Tilbageblik til dengang, vi måtte flygte fra Kosovo

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Søndag er det nøjagtig 20 år siden, at jeg sammen med to kammerater, fotograferne Carsten Ingemann og Christian Jørgensen, forlod Hotel Pristina i Kosovo så hurtigt, at vi ikke nåede at betale vore regninger.

Vi var som så ofte før installeret højt oppe i hotellet, da vi hørte skrig og skrål fra bunden af bygningen. En serbisk ven ringede og fortalte stakåndet, at krigsforbryderen Zeljko Raznatovics milits, kaldet Serbiens Tigre, var ankommet og i fuld gang med at banke løs på vore mindre heldige kolleger længere nede i huset. Vi holdt et kort krigsråd og enedes om, at når tigrene nærmede sig, ville vi passere dem i elevatoren og forsvinde.

Som aftalt så gjort. Det lykkedes os under flugtagtige omstændigheder at løbe ud til vor bil, hvorefter vi satte kurs Beograd 500 km mod nord.

I aftenmørket gjorde vi holdt ved en motorvejsstation nord for Nis. Da vi vendte tilbage til bilen, bemærkede vi en serie voldsomme lysglimt ude i den vestlige horisont: Nato havde indledt sit længe ventede bombardement af Jugoslavien. Iagttaget af dystert udseende serbere stablede vi vor kilosvære satellittelefon (det var dengang) op på vognens tag og afleverede vor historie til redaktionen i Viby. Derefter kørte vi gennem natten op til Beograd. Byen var mørkelagt, sirener hylede. På vort sædvanlige hotel blev vi køligt modtaget. Vi var ikke længere gode gæster, men fæle fjender. I de følgende næsten to uger forsøgte vi at skjule os. Så dukkede politiet op og meddelte, temmelig galsindet, at vi havde at være ude af landet inden 24 timer. Ellers …

På grænsen til Kroatien blev vi kropsvisiteret. Vort grej – kameraer, skrivemaskiner, båndoptagere, dengang anslået til en værdi af ca. 60.000 kr. – blev konfiskeret.

Jeg fortaber mig i denne detalje 20 år senere af to grunde. Jeg er træt af at skrive om de forkælede briters udtræden af EU, og jeg føler trang til at sige, at Balkan i vore dage – alle sine problemer til trods – er et meget bedre sted end i 1999. Tvangsstaten Jugoslavien, forestået af Slobodan Milosevic (død 2006 i FN-fængslet i Holland), blev til syv fædrelande, som enten er eller snart vil være medlemmer af EU og Nato. Radovan Karadzic, den bosnisk-serbiske opvigler, der lod 8.000 muslimer myrde i Srebrenica, fik 40 års fængsel, en dom, som tribunalet i Haag forleden skærpede til livsvarig indespærring.

Tusinder af serbere, montenegrinere og albanere demonstrerer uge efter uge mod deres i alt væsentligt frit valgte regeringer. De demonstrerer – som mange polakker, ungarere, slovakker, rumænere med flere – mod magtmisbrug og korruption, mod undertrykkelse af retsstaten, mod undertrykkelse af ytringsfriheden. Det glemmes i opstandelsen omkring brexit, at Balkan og Centraleuropa er i oprør. Borgerne har fået mod og mæle, de går på gaden, de er blevet europæere. Modsat de gangsteragtige såkaldte gule veste i Frankrig, forsvarer de en nyligt vunden demokratisk værdighed.

Ud på sommeren 1999 vendte Carsten Ingemann og jeg tilbage til Kosovo, som serberne i mellemtiden havde forladt. På Hotel Pristina beklagede jeg vor hastige afgang og ville betale. »Glem det,« svarede en kosovarisk receptionist. »Vi har nye tider.«

Netop. Vi har nye tider. Hele tiden. Det er nemt at overse, at Europa gør fremskridt, og endnu nemmere at påstå det modsatte. Men har det sin rigtighed? Nej. EU er de frie folkeslags forbund. Det går os slet ikke så ringe som påstået i ofte antidemokratiske kredse.