Verden fra forstanden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var ikke opmærksom på Franklin Foers debatbog Verden fra forstanden. Den eksistentielle trussel fra techgiganterne, da den udkom på Jyllands-Postens Forlag i september, og det er en fejl.

Amerikanerens kritik af it-giganternes forsøg på at monopolisere den kritiske offentlighed og få privilegeret adgang til alle vores sanser og privatøkonomi er pligtlæsning for alle, der kan læse. Ikke mindst fordi den dokumenterer, hvor deres tanker kommer fra. En af bogens iøjnefaldende pointer er nemlig, at Google, Apple, Facebook og Amazon videreformidler hippiebevægelsens ideologiske univers.

Det kræver en forklaring. Vi begynder med de langhårede blomsterbørn på Vestkysten, som trods al deres optimisme ganske hurtigt indså, at de ikke kunne forandre menneskeheden med politiske midler. På en eller anden konservativ måde forbliver menneskeheden med at være sig selv, uanset hvad man kommanderer den til. I stedet fødtes plan B. Måske kunne man skabe global forandring ved hjælp af personlige computere, kunstig intelligens og algoritmer.

Hippierne blev it-profeter som Steve Jobs, Jeff Bezos, Peter Thiel, Larry Page og Mark Zuckerberg og dyrkede netværk og flokmentalitet i den globale landsby. Teknologien skulle være det nye storkollektiv, når nu Mao og de andre revolutionshelte var pist borte. Modkulturen, som i udgangspunktet var venstreorienteret og spirituel, skiftede musik og hash ud med skærmens magi og magt på et globalt marked. Målet var det samme, én samlet verden.

Ved at sy verden sammen mente singularisterne at kunne befri kloden for dens onder, herunder menneskelige fordomme og fremmedgørelse, og deres længsel efter en verden uden åndelige mangler og materielle afsavn blev en besættelse i Silicon Valley. Den berømte dal var ikke blot en fysisk lokalitet, den leverede både hardware og software til drømmen om et varmt fællesskab, åbent, liberalt og mangfoldigt i modsætning til det nationale fællesskab, ja, det californiske smørhul skulle være et våben mod »destruktiv individualisme og alle andre fragmenterende kræfter i verden«, sådan som Franklin Foer formulerer det.

Techprofeterne ville ligesom blomsterbørnene hele og integrere alting med verdensånd, men ifølge forfatteren tromlede de i virkeligheden hen over enhver form for individualitet på vej mod et nyt Jerusalem, idet de betjente sig af en teknologisk teologi, manipulerede med vores bevidsthed og samtidig tjente milliarder på at kortlægge og udnytte vores digitale fodspor. Ifølge de nye prædikanter var institutioner og traditioner »ikke andet end en dynge rusten skrot«. Fremad det gik mod fællesskabets poesi.

Det er den poesi, der er blevet vor tids prosa. Når først man ser forbindelsen mellem hippiebevægelsen og techgiganternes verdenssyn, forstår man, hvorfor universalismen kom til at dominere politik, medier og kulturliv op gennem 1990’erne. Den satte sig på tidsånden og trængte ind alle steder, især i uddannelserne.

Den konkrete næste forsvandt; alle var nu mennesker. Grænseløshed blev den nye guldstandard, ingen steder så massivt som i Vesteuropa, hvilket vi blev mindet om i sidste weekend, da nålestribede topledere, politikere og meningsdannere mødtes i World Economic Forum i Davos og anbefalede, at ”verden” må finde sammen om globalisering og liberalisme.

Fyrre års indvandringsivrig politik kommer således ikke ud af det blå, men er båret frem af hippier, hipstere og banditter i habitter. Og samme ideologiske grænseløshed aktiveres, når EU med sine imperiale politiske og retlige beslutninger reducerer medlemslandene til kolonier – eller hvad FN i dag benævner ”ikkeselvstyrende territorier” (Non-Self-Governing Territories). Igen den samme gamle hippiedrøm: Verden skal blive singulær og udelelig.

Verden er, som titlen siger, gået fra forstanden, og det er vores medfødte hang til myter og fiktioner, som har gjort det muligt sammen med techindustriens tiltagende dominans over vores dømmekraft.

Franklin Foer giver os den brik, vi manglede, for at kunne lægge det puslespil, der illustrerer vores overtroiske universalisme.

Mere end nogensinde forestiller vi os verden som hippier i forklædning.