Vinder forløseren, fornyeren eller fortrængeren?
Valgren, Harder og Wozniacki står tilbage som kandidater til den fine pris. Alle tre har deres særlige kvalitet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Under dækningen af et OL har journalister mange sære rutiner.
Jyllands-Postens udsendte har eksempelvis altid en lille intern konkurrence om, hvem der vinder flest medaljer til fædrelandet – eller i hvert fald dækker flest af de konkurrencer, hvor danske atleter får kæmpet sig op på podiet.
Den slags øjeblikke er altid specielle at være vidne til – en følelsesladet belønning for en uimodståelig energiudladning på selve dagen og for den megen træning og store offervilje i årene forinden.
Den slags øjeblikke er altid specielle at være vidne til.
Derfor også ganske pudsigt at indse, umiddelbart inden skrivningen af denne klumme om de tre finalister til Årets Sportsnavn 2018, at jeg faktisk selv var til stede, da to af disse gjorde sig fortjent til at blive en del af trioen.
I januar fulgte jeg Caroline Wozniackis vej mod Australian Open-titlen, hendes første og åh så eftertragtede grand slam-trofæ. De 14 dage var lige så bøvlede som resten af hendes karriere, der mange gange er blevet dømt færdig, til grin og hæmmet af den stædige fastholdelse af far Piotr som træner.
Forløsningen til trods for al modgangen var ikke kun kronen på værket, men også en understregning af, at Caroline Wozniacki fortjener prædikatet som Danmarks største kvindelige sportsudøver nogensinde.
Så højt på rangstigen er Pernille Harder endnu ikke nået, men hun har papir på at være årets bedste kvindelige fodboldspiller i Europa, og fra pressepladserne fik jeg noget af en øjenåbner i Champions League-finalen mellem Wolfsburg og Lyon. Harder var ikke bare én af 11 spillere, nej, holdkammeraterne søgte hende konstant, og hun søgte konstant at påvirke kampen.
Sådan en selvtillid og sådan et niveau har Pernille Harder kun fået, fordi hun som ung var en fornyer, turde tænke stort og blandt andet trænede med drenge for at presse sig selv maksimalt.
De store drenge tog Michael Valgren også fusen på i Amstel Gold Race og vandt en af cykelsportens klassikere som den første dansker siden 1990’erne. Jeg var ikke selv i Holland, men har tidligere overværet de lidelser, som disse løb piner ud af vinderne, og med sejren har Michael Valgren gjort sit til at fortrænge cykelsportens dopingplettede fortid en lille smule mere.
Altså alt i alt tre markante repræsentanter for dansk idræt og tre meget værdige kandidater til titlen som Årets Sportsnavn.
Spændingen udløses i forbindelse med DR-showet ”Sport 2018” i aften, og inden da vil jeg gerne takke alle, som har læst vore artikler om de 15 nominerede og de 3 finalister, deltaget i afstemningen for at finde vinderen og ikke mindst har diskuteret priskomitéens valg og fravalg.