En kold skulder siger alt om Wozniacki – på den gode og respektindgydende måde
Caroline Wozniacki er Årets Sportsnavn 2018. Fortjent og sikkert langt fra sidste markering fra tennisveteranen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Umiddelbart var det en bet.
Det skal jeg ikke lægge skjul på.
Trods indledende løfter fra hendes lejr og stribevis af mobilbeskeder på tværs af diverse oceaner endte det med et nej fra Caroline Wozniacki – hun ønskede ikke at stille op til interviews i forbindelse med slutspurten om at blive Årets Sportsnavn 2018.
Netop den slags iskolde prioriteringer har jo gjort hende til Danmarks bedste kvindelige atlet nogensinde
Efter en indledende fordøjelse af ærgrelsen blev jeg alligevel ramt af en vis beundring for afvisningen, for netop den slags iskolde prioriteringer har jo gjort hende til Danmarks bedste kvindelige atlet nogensinde og en af verdens fremmeste tennisspillere i mange år.
Nu kan hun så tilmed på ny kalde sig Årets Sportsnavn – hele otte år efter sin første udnævnelse, og jeg er helt på linje med Jørgen Leth, der i et vinderportræt erklærer sig betaget af den slags langtidsholdbare fænomener. Konkurrencen helt i toppen er så skarp, at langt de fleste har svært ved at komme videre efter at være kommet helt til tops – for hvordan gør man?
Stor er fristelsen til bare at holde fast i det kendte, dét, som i første omgang var en god formel til succes, men de allerstørste personligheder ikke blot inden for sport formår at kigge kritisk på sig selv, tage store chancer og nogle gange bryde det meste ned for at kunne bygge et endnu stærkere fundament.
Til den gruppe hører Caroline Wozniacki, der har haft det påkrævede mod og den nødvendige disciplin til at levere et bemærkelsesværdigt comeback. Ikke for ret mange år siden var hun bogstaveligt talt i knæ – slidt både fysisk og psykisk raslede hun ned ad verdensranglisten og blev hånet for sine mangler i det offensive spil samt for sin vægren ved at lade andre end sin far komme helt tæt på.
Hun syntes færdig.
Bagfra kom yngre og stadigt bedre udrustede talenter tromlende uden den mindste skelen til hendes ry eller bedrifter.
Omkring hende lykkedes relativt dårligere spillere med at ramme 14 magiske dage og vinde en grand slam, der til gengæld blev ved med at være uden for hendes rækkevidde – indtil Australian Open 2018, hvor hun fuldendte et bemærkelsesværdigt comeback ved omsider at være bedst i en af tennissportens fire største turneringer.
Markeringen var dog ikke et punktum, blot et komma – og netop derfor havde Caroline Wozniacki ikke tid til et interview, for der var jo en ny sæson og nye mål at forberede sig til.