Sæt et loft over direktørlønningerne

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nogle i Danmark har 2018 været et særdeles godt år. Igen i år. Lønningsposerne for en lille elite af direktører i de danske topvirksomheder vokser med uhørt hast. Lønudviklingen for topdirektører de seneste ti år kan opsummeres kort og godt; det går voldsomt op, og det går voldsomt stærkt.

Nye tal fra LO viser, at en topchefs løn i dag svarer til 36 almindelige LO-arbejderes løn. I 2012 var tallet 27 arbejdere, i 2006 var det 15 og tilbage i 1983 gik der kun syv arbejdere per topdirektør.

Jeg mener, at vi bør sætte et loft over, hvad en topchef kan tjene i løn. Alternativet er, at udviklingen tager endnu mere himmelflugt. Der er nemlig intet, som tyder på, at rimeligheden kommer af sig selv på de fineste direktionsgange i Danmark.

De liberale vil sikkert sige, at det er de frie markedskræfter, som skal styre løndannelsen. Problemet er bare, at nok kan markedet fordele penge, men det sker bare ikke på retfærdig vis. Så mens danske lønmodtagere kan stå ved produktionsbåndene med udsigt til en højere pensionsalder og tidlig nedslidning, så tjener direktørerne styrtende med penge ved hæve-sænke-skrivebordet. Det er ikke rimeligt, og det er usundt for samfundet. Forskellene vokser, og kun få belønnes for mange lønmodtageres hårde arbejde.

Bare i år er lønnen til direktørerne steget med 9 pct. i de 25 mest handlede aktieselskaber svarende til 100.000 kr. mere om måneden. Til gengæld er almindelige lønarbejdere i gennemsnit kun gået 2,4 pct. op i løn, hvilket svarer til 800 kr. mere om måneden.

Der er ingen tvivl om, at en direktør skal have en flot løn. Og jeg tvivler ikke på, at topcheferne i de store danske virksomheder arbejder hårdt. Men en topchef har også kun 24 timer i døgnet, og hvordan det retfærdiggøres, at værdien af deres timer år for år stiger i så ekstrem en grad, fatter jeg simpelthen ikke. Topchefen i Carlsberg tjener 21 mio. om året, hvilket er 200 gange så meget som bryggeriets gennemsnitlige medarbejder. Det er at strække vores samfunds uligheder i løn for vidt. Almindelige lønmodtagere er i mine øjne rygraden i samfundet. Ikke direktørerne. Tager direktørlønningerne himmelflugt, så er der mindre til lønmodtagerne.

Ved at lave en hårdere beskatning af ekstremt høje lønninger, kan vi som samfund skubbe retfærdigheden tilbage i fordelingen af velstand. Derfor skal firmaerne og ekstremt rige danskere beskattes af de høje lønninger, så de enten holder lønningerne nede eller må lægge mere i fælleskassen. Der skal også sættes en grænse for, hvor stor en andel af lønnen, der må være variabel og ske gennem aktie- og optionsprogrammer. Disse ekstra bonusser giver nemlig topchefer helt vanvittige tillæg til grundlønnen. Tag f.eks. Lars Marcher, topchef i AMBU, som angiveligt fik en aktiegevinst på ca. 525 mio. kroner uddelt i perioden 2013-2017. Det er gået godt i virksomheden, men har en person virkelig gjort sig fortjent til en halv milliard?

Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som kan se et problem med de ekstra bonusser. En rundspørge blandt 233 bestyrelsesmedlemmer og direktører, som professor på CBS og ekspert i ledelsesaflønning Ken Bechmann står bag, viser, at flertallet mener, at der skal være et loft over, hvor meget, der kan gives gennem aktier og optionsprogrammer.

Modstandere vil nok påstå, at Danmark vil miste talent, hvis vi sætter et loft over direktørlønninger. Vi vil ikke vil kunne tiltrække de bedste af de bedste. Men er de grådigste chefer virkelig de bedste? Og hvornår er nok så nok?

Gennemsnitslønnen for direktører i de største amerikanske virksomheder var 99,6 mio. kr. sidste år. Er det der, vi skal ende? Ikke hvis det står til mig, så derfor skal vi sætte et loft over direktørlønningerne.