Måske er det på tide at finde din indre viking frem

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En amerikansk missionær gik forleden i land på en ø i Andamanerne i Den Bengalske Bugt mellem Indien og Myanmar. På Google Maps ligner øen et tropisk ferieparadis, men bebos af en lille stamme, der har modsat sig kontakt med resten af verden, så længe nogen kan huske. Besøget blev missionærens død. Først blev han såret af pile og fik en løkke om halsen; siden blev hans lig slæbt rundt på stranden af de indfødte. Kristendom eller ej – den unge mand var ikke velkommen.

Der er meget få steder tilbage, som er uberørt af de seneste 200 års industrialisering, kolonisering og globalisering. Når en historie som ovenstående vækker opsigt, skyldes det netop det forhold, at verden er blevet langt mere transparent og afmystificeret end tidligere. Tænk sig, et sted, hvor mænd stadig skyder med bue og pil, hvor der ikke findes skriftsprog, penicillin, asylindvandring, black friday, kommunal affaldssortering, smartphones, svindel i Socialstyrelsen eller ledelsesguruer som Morten Albæk.

Episoden i Den Bengalske Bugt er god at få forstand af. Den fortæller en overraskende sandhed om den nye verdensorden, som er ved at vende tilbage til normalen, selv om mange stadig afviser det. Vi er så heldige, at vi kan sætte årstal på vore illusioners fødsel. Siden afslutningen af Den Kolde Krig har vi troet, at flere og flere ønskede eller ligefrem længtes efter at blive som os. Vi rejste ud i verden – civilt, politisk og militært – med selfiestang, ulandshjælp og soldater. Verden var én, den var et univers, og denne universalisme var vores inderste drivkraft, for vi er jo alle mennesker, ikke sandt?

I de fremmede så vi en spejling af os selv. De kunne blive ligesom os, og det samme kunne deres respektive lande. EU skulle bare udvides mod øst, Mellemøstens fejlslagne stater blot demokratiseres, ligesom liberale institutioner skulle bygges op ved hjælp af internet, jurister og engelskkundskaber. Kineserne, russerne, muslimerne, afrikanerne, ja selv nordkoreanerne ville komme til fornuft.

Vi stod på den rigtige side af historien – og den var for øvrigt slut.

I stedet veksler kineserne nu deres økonomiske magt til politisk magt over for rigets nærmeste naboer i Sydøstasien.

Globaliseringen fra 90’erne til i dag ser i det hele taget ud til at have styrket autokratierne frem for verdens demokratier, og trosfriheden er på retur i Indonesien, Indien og Pakistan. Autokratierne har fået selvtilliden tilbage. Mens Kina sætter sig på verdenshandlen, mens Rusland går sine egne geopolitiske veje, mens Tyrkiet søger tilbage til en renere islamisk-ottomansk identitet, mens Iran drømmer om atomvåben, mens Saudi-Arabien finansierer sharia og jihad i Vesten, mens Mellemøsten drukner i revolutioner, klanvælde og sekteriske krige, er USA mere delt end længe, EU i dyb krise, ligesom masseindvandringen er gået hen og blevet det største problemkompleks fra Nordafrika til Nordkap. Ifølge den engelske avis The Guardian stemmer hver fjerde europæer i dag på populistisk partier mod 7 pct. i 1998. Hvad flere og flere lader til at forstå, er, at det er os, der lever på en ø.

I modsætning hertil mener de toneangivende, at verden består eller bør bestå af verdensborgere. Det gør verden ikke. Verden er stor og fuld af forskellige tidszoner, kulturer og civilisationer. Det hjem, vi kalder vores, findes kun et bestemt sted, ikke alle mulige steder. Der er således kun danskerne til at tage vare på Danmark, svenskere til at at tage vare på Sverige, tyskere til at tage vare på Tyskland og så fremdeles. Hvert folkeslag har eller bør have sit land. Vi er, negativt formuleret, alene i verden. Mere positivt kan man sige, at vi er fælles om at være særlige, hvor vi fødes, vokser og bor, og at denne forankring gør os til dem, vi er.

I modsætning til dette nationale udgangspunkt for den ny verdensorden har den internationalistiske intelligentsia hidtil været overbevist om det rimelige i, at resten af verden skal kolonisere os. Først og fremmest araberne. Jeg ved ikke, hvad man synes, særligt araberne har at tilbyde os i det 21. århundrede, men et eller andet må de jo have. Mange af dem promoverer i hvert fald med en religion, som intelligentsiaen mener, vi andre skal respektere, mens vi andre ikke skilter med at tro på ret meget andet end materielt forbrug og underholdning. Måske er det på tide at finde vor indre viking frem.

En ekstra trussel udgår fra de nye imperialister. Den imperialisme, der førte til to verdenskrige, kommer i dag fra eurokraterne, som ønsker at underlægge sig nationer og retlede de enkelte landes befolkninger, og som i disse dage og måneder fryder sig over briternes problemer med at komme ud af unionen. Lad det blive så dyrt og besværligt for dem som muligt, hviskes der internt. Af alle øer i verden, er EU dog den mest isolerede.