Tanker i anledning af Knuds død

Forleden døde Knud. Han blev 93 år. Om morgenen meddelte han personalet på plejehjemmet, at han ikke skulle op: »For i dag skal jeg rejse hjem til Jesus«. Knuds søn ankom. Han bad fadervor. Og så var Knud rejst.

Beskeden om Knuds død hensatte mig i dybe tanker. Tænk, hvis plejehjemspersonalet var gået i gang med hjertestarter og andre livsforlængende apparater, og tænk, om en tilkaldt læge havde brækket ribbenene for at få hjertet i gang nogle timer. Hvilken grufuld død. Hvilket frygteligt minde for sønnen. Og hvilket overgreb over for et menneske, der var parat til at møde sin frelser.

Helt i overensstemmelse med sit liv og sin tro fik Knud lov at få en værdig, skånsom og smuk død. Sønnen har et varigt minde om faderens rige liv og stille død. De døde bærer vi jo altid med i vore hjerter.

Det hævdes af og til, at døden er tabu i Danmark. Og sandt er det, at der gøres meget for at holde os i live langt ud over al rimelighed. Politikerne presser på og ønsker gennemsnitsalderen hævet.

Men hvad ønsker vi selv?

Forbedrer det vores liv, at gennemsnitsalderen forhøjes, fordi flere holdes kunstigt i live? Forbedrer vi vores liv ved at trodse den naturlige død og rejse jorden rundt i håb om at finde en behandling, der trækker sygdommen i langdrag?

Jeg har mødt familier, der har jaget et kært familiemedlem ud af landet til andre hospitaler. Livet blev ikke forlænget. Men turen blev umenneskelig anstrengende, og der blev aldrig ro til at være sammen den sidste tid og få talt om alt.

Knud er et forbillede for mig. Han har levet et langt liv med den afklarethed, som kristentroen giver. Han har givet sig ind under det vilkår, at livet er givet og på et tidspunkt tages fra os.

Knud er også et eksempel på, at døden for masser af mennesker slet ikke er et tabu. Og det gælder ikke alene kristne.

Jeg har spurgt flere muslimer, der svarer som med én røst: Døden er ikke et tabu for os. Vi har jo altid vidst, at livet her på jorden har sin tid.

For både kristne, jøder, muslimer og mange andre troende gælder det, at livet leves i bevidstheden om dets korthed her på jorden, men i evighedens perspektiv.

Tidligere døde vi af lungebetændelse. Så kom tiden, hvor man for enhver pris skulle holde liv i den døende. Ja, der var juridisk tvivl om, hvorvidt en læge overhovedet måtte give smertebehandling, hvis den ville fremskynde døden.

Den tvivl er heldigvis ryddet af vejen med klare regler om, at en læge kan give en døende smertebehandling, selvom medicinen fremskynder døden.

I dag kan vi oprette livstestamente. Enhver kan nu gå ind på internettet og på få minutter oprette et livstestamente, hvor vi med juridisk gyldighed kan frabede os livsforlængende behandling. Den løsning er der en del, der har valgt. Herunder jeg selv.

Fra at blive betragtet som et præparat, der for enhver pris skal holdes teknisk i live, er vi måske på vej tilbage til retten til en naturlig og værdig død.

Har det noget med legalisering af aktiv dødshjælp at gøre?

Overhovedet ikke. Tværtimod.

Livet er givet os. Som en klog venstrekvinde engang sagde: »Liver er noget, man har. Ikke noget man ta’r«. Aktiv dødshjælp er netop at afbryde det givne liv. Aktiv dødshjælp er det stik modsatte af en naturlig død. Aktiv dødshjælp er det stik modsatte af at standse eller undlade at iværksætte en meningsløs livsforlængende behandling.

Og så er det værd at minde om, at fortalerne for aktiv dødshjælp skam ikke selv vil foretage aflivningen. De foretrækker at overlade det til andre at foretage den dødbringende handling.