Ambitiøse læger reducerer antallet af organer og obduktioner

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Engang var jeg organdonor. Tilsagnet var påklæbet mit kørekort på en lille blanket, der blev udleveret på apoteket. Jeg og andre trak det tilsagn tilbage, da hjernedødskriteriet blev indført.

Ambitiøse læger ønsker ikke længere organdonorer, der er erklærede hjertedøde. Og dermed er de samme ambitiøse transplantationslæger m.fl. med til at begrænse antallet af organdonorer.

Vi er en hel del mennesker, der ikke ønsker at blive erklæret døde, så længe huden er varm, hjertet banker, og vi trækker vejret i respirator. Vi er mange pårørende, der har brug for at overvære dødsøjeblikket, når det sidste suk drages. Det forhindres med hjernedødskriteriet, hvor organdonoren køres væk, uden at vi kan se, at den pågældende er død. Hjernedød betyder da heller ikke, at vi er så døde, at der kan udstedes dødsattest eller foretages begravelse.

Alt for mange, jeg møder på min vej, er slet ikke klar over disse forhold. Man herser og herser med befolkningen. Bestandig anvender politikerne efter pres fra lægerne skatteborgernes penge til nye kampagner for at overtale befolkningen til at finde sig i at blive erklæret hjernedød. Alene med det formål at blive anvendt som reservedelslager.

Hvis donoren er klar over disse forhold og har talt med sine pårørende, er det helt i orden for mig, at den pågældende på et oplyst grundlag og helt frivilligt beslutter sig for at være organdonor. Jeg er ikke imod organdonation. Men jeg går ind for frihed, og den eksisterer ikke i dag.

Det er ikke i orden, at læger og andre transplantationsivrige samt Sundhedsstyrelsen stadig en menneskealder efter hjernedødskriteriets indførelse viger tilbage for at give så klar besked, at alle forstår, hvad de siger ja til.

Mange af os har brug for at være ved vore kæres dødsleje og se, at livet forsvinder. Vi hører det sidste suk og ser med vore egne øjne det uafvendelige. Liver er slukket.

Jeg har på nært hold hørt om ubærlige scener, hvor der herses med de pårørende. Mest hjerteskærende var det at høre en sygeplejerske, der efter mit foredrag fortalte om en mor, der blev herset med, og som til sidst gav sit samtykke til, at drengens organer måtte udtages. Da de kørte med drengen, udbrød hun: »Men han er jo slet ikke død.« Denne umenneskeliggørelse, denne tingsliggørelse af mennesket kunne undgås ved at forbedre teknikken, så også hjertedøde patienter kunne anvendes som donorer.

Mennesket er ikke et præparat. Men vi har totalt mistet vort indre kompas og er blevet så degenererede, at vi nedskriver det enkelte menneske til blot et eksemplar af en dyreart, der skal stå til rådighed for andre. At de pårørende berøves det vigtige, at være til stede i dødsøjeblikket, lades ude af betragtning. En forråelse uden lige. Jeg er ikke i tvivl om, at der ville være mange flere organdonorer, hvis vi kunne få lov til at have vor egen og vore kæres hjertedød i fred.

Som situationen er i dag, betyder det, at også mange siger nej til obduktion. Mange medmennesker har reageret forventeligt og sundt. Man vil ikke finde sig i den hokuspokus-snak. Man stritter imod og siger tillige nej til obduktion. Lad os få et organregister, hvor vi kan bestemme, at vi giver vore organer under forudsætning af, at hjertedøden er indtrådt.

Lad os få et centralt obduktionsregister, hvor vi kan meddele, at vi giver samtykke til obduktion efter hjertedød.

Det er dybt skadeligt for videnskaben, at så mange i dag nægter obduktion. Men det er en forventelig og naturlig reaktion, når der herses med os for at begrænse for frihed.