Socialdemokratiet og Venstre slås om regeringsmagten – men er enige om at mørklægge lovgivningsarbejde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Valget nærmer sig. Det gør det altid, men det er tydeligt, at både opposition og regering klæder sig på til det snarlige møde med vælgerne. De forskanser sig, træder i karakter. Positionerer sig. Regeringen fremlægger en politik, der rammer bredt og har til formål at skaffe stemmer nok til at beholde magten. Socialdemokratiet forbereder sig på, at det er dem, der skal overtage statsministerposten og det ansvar og de privilegier, der følger med. Begge parter drømmer om ministerbiler og ditto kontorer, så de helt konkret kan få deres politik gennemført.

I takt med at mulighederne for enten at beholde magten – eller erobre den – nærmer sig, slækkes politikernes vilje til at skabe større indsigt, gennemsigtighed og åbenhed i magtudøvelsen. Det er tydeligt. Nu handler det om at erobre magten og holde kortene tæt ind til kroppen. Den nuværende offentlighedslov trådte i kraft i 2014 og blev fra begyndelsen kritiseret for at mørklægge vigtige processer og beslutningsgange mellem ministre og embedsmænd. Offentlighedsloven fik hurtigt øgenavnet ”Mørklægningsloven”, og kritikken har primært gået på, at offentlighedens indsigt i den såkaldte ministerbetjenings-paragraf – kommunikationen mellem ministre og embedsmænd om lov-udarbejdelsen – var alt for ringe.

Folketingets ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, konkluderede i efteråret 2016, at reglen om ministerbetjening havde indskrænket offentlighedens indsigt »væsentligt«. Der skal være et vist rum for fortrolighed, når der laves lovgivningsarbejde, men rummet er blevet for stort. Spørgsmålet er, hvad politikerne har at skjule? Hvorfor må borgere og medier ikke få adgang til de dokumenter, der udveksles som led i den politiske beslutningsproces? Det gavner ikke åbenhed og demokrati, men medvirker til at skabe mistillid mellem borgere og magthavere – og er ikke fremmende for den demokratiske debat.

Offentlighedsloven blev i sin tid vedtaget af Socialdemokratiet, De Radikale, SF (daværende regeringspartier) samt Venstre og De Konservative. Siden har De Radikale og SF forsøgt at få loven lavet om, og de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har ved flere lejligheder sagt, at stramningerne i offentlighedsloven er »gået for langt«, da »det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed«. Det nuværende regeringsparti Liberal Alliance stemte imod stramningerne og har siden ytret, at de gerne vil have ændret loven.

Men der sker ingen verdens ting. Justitsministeren har tidligere på året forsøgt sig med en svag revision af forslaget om ministerbetjening, men det mente hverken SF eller De Radikale var tilfredsstillende. Nu har regeringen åbenbart helt opgivet tanken. Selv om en ændring af loven var nedskrevet i regeringsgrundlaget, er en revision ikke medtaget i det lovprogram, som regeringen fremlagde tidligere på måneden. Det er tydeligt, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet – og et af partierne sidder givetvis for bordenden med regeringsmagten efter næste valg – ønsker at åbne op for offentlighedens kig ind i det magtens maskinrum, de til den tid styrer. Fordi de så selv kan blive kigget i kortene.

Den slags kan man sagtens kalde magtfuldkommenhed.