Konflikten i Myanmar kan ikke forstås fra Hollywood

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ikke lige til at se eller mærke, at Myanmar er et martret land, når man besøger de mest populære turistmål. Kører man rundt iblandt de tusind templer fra 1100- og 1200-tallet i Bagan, vandrer op ad de stejle trin til Buddha på Popa-bjerget eller fræser afsted med 15 knob på Inle-søen i de lange, smalle teaktræsbåde, møder man lutter smil og venlighed.

Det overdådige kulturlandskab, vrimlen af sælgere, mad, Buddha-statuer og pangfarvede folkedagter kan nemt få én til at glemme, at Burma står på en undergrund af borgerkrig og etniske spændinger, der er mindst lige så gammel som landets selvstændighed i 1948.

Myanmar, som landet kun hedder, fordi militæret omdøbte det i 1989 for at fjerne historiens spor, er en multietnisk union eller forbundsstat. Der slår revner på en måde, som giver mindelser om Jugoslavien eller EU. Det er en stat uden en nation.

Ønsker man den bekvemme udlægning af, hvorfor dette multietniske kludetæppe er havnet på forsiden af verdenspressen, kan man nøjes med den sort-hvide version af konflikten, som er kulmineret med fordrivelsen af op imod en million Rohingya-muslimer til flygtningelejre i nabolandet Bangladesh. Derfra ligger det lige for at anklage landets regering og premierminister Aung San Suu Kyi for folkemord.

Vi andre må grave lidt dybere.

Vi kan f.eks. begynde hos ingen ringere end den engelske forfatter George Orwell, der var udstationeret i Burma som politimand i sine unge dage, og hvis forfatterskab i en vis forstand kan læses profetisk.

Først beskrev han i Burma-dage fra 1934 det britiske kolonistyre så illusionsløst, at der ikke var megen storhed tilbage. Dernæst foregreb han i Kammerat Napoleon fra 1945 Burmas socialistiske revolution i 1962 med alle dens dyriske implikationer. Og endelig kronede han kort efter i 1984 sin fremstilling af den Big Brother-stat, der siden så dagens lys i Myanmar efter de omfattende folkelige protester i 1988 med fordrivelser, vilkårlige fængslinger, tortur, arbejdslejre og tankekontrol.

Det nuværende Myanmar – hvis militær og regering vestlige medier og skuespillere nu fordømmer unisont – er summen af alt dét. Læg hertil et nyt, begrænset og skrøbeligt demokrati i en union af mere end en håndfuld stater og divisioner, mere end 30 sprog, etniciteter, folkeslag, stammer, delvist bevæbnede, holdt tentativt i ave af et burmesisk statsapparat med en stående hær på ca. 500.000 mand, omtrent lige så mange buddhistiske munke i en bjergrig, mineral- og gasholdig geografi med godt 50 mio. mennesker klemt inde mellem regionens to supermagter, Kina og Indien.

”Myanmar” er en skal. Nedenunder regerer den sociale virkelighed rundet af en dramatisk forhistorie.

Jeg er ikke ekspert og kun på kortvarigt, privilegeret besøg. Specialister er derimod de to australske forskere Anthony Ware og Costas Laoutides, der har kulegravet den standende konflikt og skrevet en afhandling om emnet målrettet den poppede vestlige offentlighed, der foretrækker éndimensionelle Disney-historier om de onde vs. de gode. De to forskeres nærstudie Myanmar’s ’Rohingya’ Conflict (2018) beskriver detaljeret den komplicerede sandhed om Myanmar og viser, at de politiske, religiøse og etniske spændinger langtfra er af ny dato.

Hvor brutal behandlingen af muslimerne i den nordvestlige stat Rakhine end er, fortæller den ikke blot en historie om en forfulgt minoritet. Kompleksiteten gemmer sig i den underliggende politiske dynamik, som har bragt premierminister Aung San Suu Kyi og hendes regering i en konstitutionel og taktisk magtkamp med hæren.

Magtkampen kommer tydeligt til udtryk i Rakhine. Og dér forværres striden så af et trekantsdrama mellem den buddhistiske ledelse af Rakhine og derboende muslimer, mellem Rakhine og centralmagten og mellem centralmagten og muslimerne.

De sidste søger anerkendelse som indfødt befolkningsgruppe og fuldgyldige rettigheder. Rakhines flertal af buddhister ønsker mere suverænitet, herunder at standse den muslimske indvandring. Centralmagten håber at kunne redde den statslige enhed og integritet, men er spaltet i en civil og militær magtkamp. Indtil videre har gruppernes egne sikkerhedshensyn vejet tungest.

At fremdrage disse intrikate forhold er ikke en apologi for fordrivelsen af de mange muslimer, men en forudsætning for at forstå krisen i Myanmar. Vi har brug for lidt mindre af den billige fordømmelse fra de dyre adresser og mere substantiel viden i tråd med de to australske forskere, som advarer Vesten mod at fælde lyndom eller naivt kræve et regimeskifte.

Myanmar er ustabilt nok, som det er.