Rasmus Paludan rammer desværre hovedet på sømmet

Jeg tror ikke, at der er ret mange med teenagebørn, som ikke er blevet bekendt med navnet Rasmus Paludan, leder af partiet Stram Kurs, og som efterhånden kan kaldes en Youtube-stjerne. Han tager på turné rundt til landets ghettoer, hvor han hurtigt kommer i konflikt med beboere af anden etnisk baggrund og lægger hele molevitten ud på Youtube, til stor morskab for de unge.

Jeg anede ikke selv noget om ham, før jeg blev gjort opmærksom på ham gennem unge mennesker i min omgangskreds, som følger ham. Han rammer en nerve og er effektiv i sin politiske kommunikation på de sociale medier. Ja, man skulle næsten tro, at han får støtte af russerne med delinger og trolde, som giver ham hurtig og nemmere synlighed.

Rasmus Paludan har især ramt de unge meget effektivt. Personligt synes jeg, at han er langt ude, men han har åbenbart fat i noget, der optager de unge, heriblandt dem, som har oplevet at blive intimideret af unge indvandrergrupper, men også dem, som synes, han går for langt. Uanset hvad så fanger konflikten de unge, og Rasmus Paludan får rigeligt med opmærksomhed omkring sine islamkritiske budskaber og de uroligheder, hans blotte tilstedeværelse medfører.

For hans blotte tilstedeværelse medfører åbenbart så store uroligheder og trusler, at han har brug for at gå med skudsikker vest og være mandsopdækket af flere politibetjente.

Jeg kan da godt forstå, at nogle spørger sig selv, om det virkelig er her, vi skal bruge vores politiressourcer – det er da en legitim overvejelse – men SF’s Karsten Hønge har ikke ret, når han siger til TV 2 Nyhederne, at »der må være grænser for, hvor mange penge vi skal bruge på at passe på en person, der tydeligvis er en stakkel, en sølle nar«.

Rasmus Paludan har så vidt vides ikke selv opfordret til vold og ulovligheder, og hans udtalelser er derfor inden for ytringsfrihedens grænser, og uanset hvad man måtte mene om ham og hans politiske holdninger, så er der faktisk ikke grænser for, hvor meget vi bør gøre for at beskytte den grundlovssikrede ytringsfrihed.

Jeg mener, at det er ghettodrengene – som er skyld i, at han skal have beskyttelse – der er latterlige, og kritikken af brugen af politiets ressourcer bør rettes mod dem.

For det er egentlig grotesk, at vi har brug for politibeskyttelse i Danmark for at kunne udleve og opretholde vores ytringsfrihed, og det er et klart bevis på, at der er områder i Danmark, hvor man har begrænset ytringsfrihed. Det ved jeg selv, da også min egen blotte tilstedeværelse i det offentlige bybillede – og særligt i ghetto-områder – er forbundet med så stor en risiko for mit liv og min førlighed, at jeg i en lang årrække har levet med politibeskyttelse i døgnets 24 timer. Sidst jeg var i Brøndby, blev der kastet flasker efter mig og mine livvagter. Og ved seneste Folketingsvalg valgte jeg at droppe at besøge Gellerup i Aarhus, da man vurderede, at det ville kræve 30 politibetjente at garantere min sikkerhed. Alt dette, bare fordi jeg bruger min ret til at ytre mig kritisk i offentligheden.

Vi bør bruge dette eksempel til at anerkende, at vi har områder i Danmark, hvor man har begrænset ytringsfrihed. De personer, som Rasmus Paludan er oppe imod, bor godt nok fysisk i Danmark, men de er ikke blevet demokratisk assimileret, i forhold til den måde vi debatterer på her i Danmark. At man opfører sig så aggressivt over for ham, nødvendiggør jo faktisk hans budskab. Desværre skal der en Rasmus Paludan til for at demonstrere det dilemma. Og det er netop i forhold til typer som ham, som mest irriterer og provokerer, at vi bliver udfordret på vores principper. Desværre rammer han hovedet på sømmet, når han viser, hvad det er, vi er oppe imod, og det er vi nødt til at forholde os til.