Sverige – arketypen på alt, der er galt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Selv om vi er naboer og ofte bliver betegnet som broderfolk, tror jeg, at mange danskere undrer sig såre, når talen falder på Sverige, svenskerne og det svenske samfund.

For vores samfund og folk ligner egentlig hinanden på flere områder. Vi har i det store hele samme syn på velfærdssamfundet, vi forstår (ofte) hinandens sprog og kulturelt er svenskerne vel nogle af dem, vi danskere kommer tættest på. Læg dertil vores had-kærlighedsforhold, når det kommer til drabelige opgør i sportens verden, der ofte er de mest intense og spændende.

Men selv om befolkningerne burde være ”tæt” på hinanden, er landene langsomt ved at glide fra hinanden. Vi danskere forstår simpelthen ikke, hvor det svenske samfund er på vej hen. Helt konkret forstår vi ganske enkelt ikke, hvorfor svenskerne ønsker at sætte tidligere generationers møjsommelige opbygning af det svenske samfund over styr i en nærmest religiøs fokusering på det lyksalige i et multikulturelt samfund med stor import af borgere fra primært Mellemøsten. For svenskerne burde jo om nogen have indset, hvad massiv indvandring medfører af øget kriminalitet, særhensyn og islamisering. En virkelighed, som landet kæmper med hver dag.

Danskernes (og min) forundring kommer til fulde til udtryk i forbindelse med det svenske valg 9. september. Her står Sverigedemokraterne, der oprigtigt bekymrer sig om Sveriges fremtid og udvikling, til at få mere end hver femte stemme. Men ingen ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterne efter valget 9. september. Ganske som det er sket i seneste fire år. Faktisk har der siden valget i 2014 været borgerligt flertal i Sverige, men fordi det store borgerlige parti, Moderaterne, ikke ønsker at besidde statsministerposten på stemmer fra Sverigedemokraterne, er socialdemokraten Stefan Løfven lige nu statsminister.

Alle partier siger ganske åbent, at de ikke ønsker at samarbejde med Sverigedemokraterne, fordi de anser partiet og dets vælgere for racister. Det er absurd og uanstændigt, at et flertal af svenske partier betegner mere end hver femte svensker for racister. Deres eneste brøde er at ville stemme på et parti, der ønsker at begrænse indvandringen markant og egentlig bare gøre som i Danmark. Hvis man skal følge logikken fra de svenske partier, vil det sige, at 75-80 pct. af alle danskere er racister, fordi de stemmer på partier, der ønsker at begrænse indvandringen markant. Det er jo rent gak-gak.

Og hvor er det demokratisk islæt, når man på forhånd frasorterer 20 pct. af befolkningen? Når svenske medier ikke ønsker at trykke annoncer fra Sverigedemokraterne, fordi de anser partiet for racistisk? Når Sverigedemokraternes lokale partifæller, der selvfølgelig ønsker at gøre reklame for partiet op til valget, oplever at blive chikaneret i stor stil fra skoler, virksomheder, borgere osv.

Jeg anser på ingen måde Sverigedemokraterne for racistisk. Tværtimod ser jeg Sverige og de andre svenske partier som arketypen på alt, der er galt i Europa; principløse personer og partier, der nægter at indse konsekvenserne af den ukontrollerbare indvandring, og som langsomt, men sikkert stækker nationalstaternes status og magt til fordel for f.eks. EU.

Derfor har jeg også i flere år arbejdet på, at Sverigedemokraterne skulle indlemmes i ECR-gruppen i EU-Parlamentet, hvor Dansk Folkeparti også sidder. Det lykkedes heldigvis for nogle måneder siden, og derfor arbejder vi nu tæt sammen i EU-Parlamentet om at tilbageføre mere magt til nationalstaterne.

Jeg håber inderligt, at Sverigedemokraterne – for deres egen, vores og Europas skyld – får et godt valg 9. september. Det er der i dén grad brug for, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at få Sverige på fode igen.