Drop DJØF-bashing: Offentligt bureaukrati er vores egen skyld

Det er et af dansk politiks store mysterier – måske det største af dem alle: På trods af, at samtlige politiske partier de seneste 30 år har argumenteret for afbureaukratisering af den offentlige sektor og øget ansvar til den enkelte medarbejder, er udviklingen er gået den stik modsatte vej igennem hele perioden, uafhængigt af hvem der sad i regering, og uafhængigt af Folketingets sammensætning i øvrigt.

Samtlige statsministre siden Poul Schlüter har søsat initiativer, der skulle komme bureaukratiet til livs. Ingen af disse initiativer har haft væsentlig succes. Man kan håbe på, at Løkkes Ledelseskommission, som barsler med forslag i denne måned, vil lykkes med sit forehavende, men jeg holder ikke vejret.

Det senest gennemførte initiativ var Thorning-regeringens tillidsreform fra 2013. Regeringsgrundlaget fra 2011 havde som mål, at SRSF-regeringen i samarbejde med kommuner og regioner ville ”iværksætte en reform med fokus på tillid, ledelse, faglighed og afbureaukratisering. Det skal sikre, at den offentlige opgaveløsning i højere grad orienteres mod resultater – effektivitet, kvalitet og serviceniveau – og i mindre grad mod opfyldelse af proceskrav”.

I juni 2013 indgik daværende SR-regering en trepartsaftale med arbejdsgivere og arbejdstagere på det offentlige arbejdsmarked om modernisering af den offentlige sektor.

Hvordan gik det så med Tillidsreformen? Elendigt. Henrik Hjortdal, tidligere embedsmand i en række ministerier samt direktør for Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling konstaterer i et interview i 2016: ”Trods mange forsøg på afbureaukratisering og bedre styring er situationen i 2016 ikke meget bedre end i 2007.” 

Nogle vil sågar hævde, at situationen er værre.

Hvordan skal vi forstå gabet mellem de erklærede politiske mål om afbureaukratisering og den faktiske udvikling? Man kunne se det som et udtryk for afmagt. Politikerne vil afbureaukratisere den offentlige sektor, men de formår ikke at gennemføre det. Alternativt kunne det være hykleri. Politikerne vil kun afbureaukratisering på det abstrakte plan. Her lyder det godt i soundbites. Men i den virkelige verden elsker de at lave regler. Blandt andet fordi den tid, hvor velfærdsstatens problemer kunne løses ved blot at kaste flere penge efter dem, for længst er forbi. Politikere skal gøre noget, og når flere penge ikke rigtig hjælper, så laver de en regel i stedet.

I takt med at Folketingets afmagt eller hykleri er blevet udstillet, er DJØF’erne og Moderniseringsstyrelsen blevet to bekvemme syndebukke, som politikerne kan gemme sig bag. Alt for bekvemme. For i sidste ende er indretningen af den offentlige velfærdssektor politikernes ansvar.

Det er indlysende, at kontrol og bureaukrati har taget overhånd en række steder. En omfattende undersøgelse  af samtlige danske jobcentre og på tværs af medarbejdergrupper konkluderer for eksempel, at kun 26 procent af den gennemsnitlige arbejdstid bruges på direkte borger- og virksomhedskontakt. Det svarer omtrent til hele mandagen samt tirsdag formiddag, hvorefter resten af ugen går til administration. Det er vanvid.

Og problemet er primært forårsaget af politikerne selv – ikke af hverken DJØF’ere eller af Moderniseringsstyrelsen. Bettina Post, tidligere formand for Socialrådgiverforeningen, har for eksempel ganske tankevækkende beskrevet, hvordan politikerne ved en mini-reform af dagpengene i helt ekstrem grad øgede kompleksiteten og uigennemskueligheden af dagpengesystemet, så ydelsesmodtagerne deles op i et hav af forskellige målgrupper. Hver og en af dem har sine egne pligter, rettigheder og ydelser ”strøet med skødesløs hånd hen over mange hundrede siders lovgivning”, som hun skriver.

Kompleksiteten stiger yderligere med de sanktioner, som træder i kraft, når ydelsesmodtagerne ikke gør det, de skal for at modtage deres ydelse. Bettina Post uddyber: ”Sanktioner kan enten falde som ’dummebøder’ på op til 1.995 kroner eller som længerevarende træk i hjælpen på ned til 29 kroner om dagen. Og hold nu fast: Der findes p.t. hele 64 forskellige sanktioner. Alt efter forseelse og beregnet i henhold til målgruppe, ydelse og eventuelle tillæg. Det er det rene, glade vanvid.”

Bettina Post konkluderer: ”Jeg tvivler på, at der findes en eneste politiker, som stolt vil tage æren for det rod, som er så knopskudt og degenereret, at ingen i hele verden kan overskue, gennemskue, forklare eller forsvare det.”

Formålet med denne blog er ikke at forsvare DJØF’erne og Moderniseringsstyrelsen. De fortjener givet kritik for dette og hint. Og de kan sikkert forsvare sig selv. Problemet er, at det er den helt forkerte diagnose at skyde skylden for bureaukratisering og tilsanding af den offentlige sektor på DJØF’erne.

Sandheden er, at det kun er i skåltalerne, at politikerne vil afbureaukratisere. Og det samme gælder måske os vælgere? På velfærdsstatens politiske slagmark, trækker politikernes konkrete handlinger stort set altid imod mere bureaukrati. Og vi vælgere belønner det ved at stemme på dem. Den politiske logik tilsiger, at den til enhver tid siddende regering kommer til at sidde med aben, hvis noget går galt et eller andet sted i landet. Hvis et jobcenter har afviklet et fjollet kursus for en gruppe arbejdsløse, eller hvis en beboer på et plejehjem har ligget for længe i sengen med ble på, eller hvis en patient har ligget på en sygehusgang, vil oppositionen rase mod regeringen, og den ansvarlige minister vil få stukket en mikrofon op i ansigtet af en journalist.

I velfærdsstatens logik er det næsten utænkeligt og næppe karrierefremmende, hvis ministeren blot henviste til, at det sådan set er de pågældende institutioners eget ansvar. Den relevante minister forventes at udvise ”handlekraft”. Og i mange tilfælde ser ministeren ligefrem en gylden anledning til at profilere sig.

Resultatet bliver stort set altid det samme: flere regler, mere bureaukrati, mindre frihed til de offentligt ansatte. De skyldige er alle de involverede: Den rasende opposition, de følgagtige medier, den ”handlekraftige” minister, det folketingsflertal, der ender med at lægge stemmer til lovændringen. Og – ikke mindst – os vælgere, der sanktionerer det hele ved at give de mest regulerings-liderlige af politikerne vores stemme. DJØF’erne og Moderniseringsstyrelsen er imidlertid sjældent blandt de skyldige.

Se, personligt er jeg kommet til den overbevisning, at politisk styrede systemer uvægerligt vil lide den gradvise bureaukratiske tilsandings skæbne. Den eneste løsning er at erstatte politik med marked eller civilsamfund. Jeg er også så meget optimist, at jeg tror, at det nok skal ende sådan – om end måske først når alt andet er blevet prøvet, måske indtil flere gange.