Ledelseskrise i den offentlige sektor giver dårlig velfærd

Ifølge en undersøgelse udført af ledelseskommissionen, mener kun hver femte leder i det offentlige, at der i deres organisation er tradition for at afskedige ledere, som ikke præsterer.

David Hellemann, som er tidligere departementschef i Finansministeriet og medlem af Ledelseskommissionen, udtaler til Børsen, at: "Det er ulykkeligt for alle. Det fører til, at folk, der dybest set ikke egner sig som ledere, flyttes rundt på poster i stedet for at man tager fat i den egentlige årsag: At nogle mennesker ikke egner sig som ledere."

Dårlig ledelse giver i dårlige resultater: Dårlig undervisning til børnene, dårlige sundhedsydelser til de syge, og dårlig pleje til de ældre. Det fører også til dårlige arbejdsvilkår for medarbejderne.

Tage Søndergård Kristensen, tidligere professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, understregedei 2016 i et interview i Weekendavisen (som ikke ligger tilgængeligt online) ligeledes betydningen af ledelse i den offentlige velfærdssektor. Han ser ledelseskvaliteten som den vigtigste enkeltfaktor til at sikre ydelser af høj standard og en god arbejdsplads for medarbejderne.

Ledelseskrisen i den offentlige velfærdssektor vedrører altså os alle. Hvad kan man gøre?

Dårlige eller fejlplacerede chefer findes overalt, også i den private sektor. Alle steder, hvor der ansættes, sker der fejlansættelser. Jack Welch, General Electrics tidligere CEO og en af nyere tids mest beundrede virksomhedsledere, har givet udtryk for den opfattelse, at selv erfarne og meget succesfulde ledere med årtiers erfaring i bedste fald hyrer den rigtige person 75 procent af gangene. Ifølge Welch kan uerfarne chefer i den private sektor ikke forvente en succesrate på mere end 50 procent i bedste fald.

Hvis man ikke er villig til at skille sig af med dårlige ledere, kommer man derfor hurtigt til at stå med et meget alvorligt problem. Man må hyre en chef, se hvordan det går, og hvis chefen ikke lever op til forventningerne, må man fyre den pågældende og hyre en ny.

I sin nye debatbog, Exodus, efterlyser Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen blandt andet et opgør med dårlig ledelse i det offentlige. ”En leder, som ikke lever op til forventningerne, må nødvendigvis afskediges”, skriver han. Godt brølt, Henrik Sass. Hvad Sass desværre ikke har noget realistisk bud på er, hvordan en så gigantisk kulturændring skal finde sted i den offentlige sektor. Der er lang vej igen. Og barrierne imod at sikre bedre ledelse er høje.

Ifølge Tage Søndergaard Kristensen befinder den offentlige sektor sig i en ledelseskrise. Han siger i føromtalte interview: ”Der er en stor uvilje mod at gøre noget ved dårlig ledelse, og det betyder, at man hænger på dårlige ledere i alt for mange år… Der er …  ingen i den øverste ledelse, som bliver belønnet for at gribe ind. Tværtimod skaber det en masse bøvl. Forsøger for eksempel direktøren på et sygehus at skille sig af med lederen på en af hospitalsafdelingerne, giver det konflikt, og det indebærer muligvis også, at direktøren skal bide skeer med den faglige organisation.”

David Hellemann er inde på noget af det samme: ”Lederne bør gå på arbejde hver dag for at stå som garanter for, at borgerne får så god en service som muligt. Det vanskeliggøres imidlertid af, at lederne nogle steder dels har politikere over sig, som ikke altid står fast i deres opbakning til deres ledere, og dels har de fagforeninger, der i for høj grad plejer egeninteresser frem for borgernes. Det svækker de offentlige lederes muligheder for at levere den service, som borgerne har krav på."

Vi får næppe ret meget bedre ledelse i den offentlige sektor før der bliver gjort noget ved den fundamentale forskel imellem offentlige institutioner og private virksomheder, nemlig at private virksomheder risikerer at miste kunder og i sidste ende gå konkurs, hvis de ikke præsterer. Det skaber en vilje og en skarphed, som ikke er - og ikke kan være – tilstede i en sektor, der er beskytter imod både konkurrence og konkurs.

Det er her, der skal gribes ind. Den offentlige velfærdssektor skal udsættes for konkurrrence, borgeren skal have et frit valg, institutioner skal selv bære ansvaret for deres resultater, og skal i sidste instans kunne gå konkurs. Når disse rammer er på plads, vil vi se en helt anden vilje til at sikre god ledelse, der kan skabe gode resultater til glæde for borgerne.