Ryd forsiden – nye toner fra de svenske eliter!

Meget er allerede sagt og skrevet om krisen i Det Svenske Akademi, som falder fra hinanden for øjnene af os i disse uger og dage. De nobleste medlemmer af akademiet, der har eksisteret i mere end 200 år og som bekendt uddeler Nobelprisen i litteratur, smækker med dørene og bruger sprogets værste gloser om hinanden. Det er noget af et show på de mest bonede gulve, og forleden måtte selveste kongen, altså Carl Gustaf, forsøge at mægle mellem de stridende kulturpinger. Uden held.

Selv Politikens lederskribent, der ellers er præsteviet til den politiske korrekthed, kalder miseren for et »tragikomisk totalteater«, som med al tydelighed viser, »hvor galt det kan gå, når magten til at uddele mange millioner kulturkorner foretages af et lille lukket selskab«.

Ingen har imidlertid peget på en indlysende parallel. Nobelakademiets sammenbrud spejler et andet og langt mere alvorligt sammenbrud, som er hele landets ulykke. De årevise – og hemmeligholdte – sexskandaler og magtmisbruget i hovedstadens absolutte centrum er i lille målestok, hvad indvandringen fra Mellemøsten er i stor skala ude i det jævne, svenske samfund: tabu på tabu.

Det smuds, man ikke har villet snakke om i Det Svenske Akademi, løber parallelt med de langt større udfordringer, man ikke har villet tale om i det svenske samfund, ikke mindst i de etablerede medier. Som mange danskere vil vide, kan svenskerne nemlig godt finde ud af at tage bladet fra munden, når der ikke er en mikrofon i nærheden.

Men som Weekendavisen peger på i en interessant artikel i denne uge (ikke online), har de svenske eliter i kultur, politik, medier og kommers i årtier haft held med at anklage alt svensk for at være forkert.

Anklagerne kaldte sig antiracister og vandt dermed en afgørende strategisk fordel. Antiracisterne erobrede partier, institutioner, redaktioner og bestyrelser indefra og fik tilmed de såkaldt borgerlige partier med på den ideologiske »antiracisme«, som med et trylleslag skulle forvandle en historisk »kolonialisme« til moderne »mangfoldighed«. Tal lige om et »tragikomisk totalteater«.

Sverige var alt for hvidt, sagde de. Folkehjemmet skulle være mere forskelligartet, dvs. mindre hvid, mere sort, ellers var det racificeret. Således blev antiracisterne de nye racister.

I samme artikel citeres to fremtrædende svenske venstrefløjsere, Göran Greider og Åsa Lindeborg, der åbenbart ligesom Ida Auken herhjemme lader til at være blevet klogere med alderen, når det gælder indvandringens pris, og ligesom Auken har udgivet en bog om emnet.

Her skriver de to svenskere bl.a.: »Ordet multikultur anvendes slapt for at forsvare, at Sverige skal være et åbent land, men multikultur har potentiale til at gøre Sverige til præcis det modsatte: opdelt i sluttede enklaver.«

Her er problemets kerne antydet: åbenheden. Et ideal, der har forenet de røde med de liberale siden 1990'erne. Åbenhed lyder godt, men har desværre vist sig ikke at fungere i praksis, i hvert fald ikke når indvandrerne slæber deres egen mellemøstlige kultur med til Europa eller skaber en ny og radikaliseret arabisk identitet, sponsoreret af velvillige velfærdsstater og nægter at tilpasse sig kontinentets historisk nedarvede normer og praksis.

Men Greider og Lindeborg har åbenbart mere at sige, og det forekommer mig at være lige så forfriskende som kildevand fra Ramlösa:

»Mange venstrefløjsdebattører har været tilbøjelige til at se verden udelukkende gennem deres moralske forestillinger, sådan som de har gjort det i migrationsspørgsmålet. Dermed har de til tider, trods gode hensigter (…), blokeret en saglig analyse og fremstår som mere eller mindre verdensfjerne og følelsesmæssigt affekterede i deres sorthvide opdeling af mennesker som gode og onde.«

Verdensfjerne? Følelsesmæssigt affekterede? Usaglige? Jamen dog. Lige mine ord.

Det er nye toner fra to af de mest celebre talerør for den etablerede svenske venstrefløj, men det er glædeligt og muligvis udtryk for en begyndende realisme i den stivnede svenske debat. Se på klokken, selvrefleksionen er endelig begyndt. Her har vi to af godhedens allermest selvglade repræsentanter, som iagttager problemerne forbundet med den muslimske tilvandring og indrømmer, at politik ikke bør være en konkurrence om at have de reneste intentioner, men snarere er et middel til at undgå de værste ideologiske eksperimenter.

Det svarer alt sammen til, at Carsten Jensen og Suzanne Brøgger pludseligt indrømmede, at de havde taget fejl af immigrationen – utænkeligt!

Hvor selvopgøret fører Sverige hen, skal jeg ikke kunne sige. Men det er nyt i et land, der på ganske kort tid har bragt sig langt ind i en social og national ulykke.