Fortsæt til indhold
Kommentar

Hetz mod Israel er trættende

Det er uudholdeligt, at danske medier spiller med på palæstinensisk offerretorik.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Siden israelske soldater og palæstinensiske terrorister og demonstranter stødte sammen 30.marts i Gaza, har debatten i Danmark kørt efter den samme velorkestrerede drejebog som de sidste fyrre år: Israel er den udfarende part, voldsudøveren, der altid reagerer med overdreven magt mod de stakkels palæstinensere

Og efter 30.marts, hvor op mod tyve palæstinensere døde efter en voldelig demonstration, spillede den sædvanlige klike af forargelsespolitikere fra venstrefløjen sin sædvanlige anti-israelsk plade. Og ganske, som det er sket før, spillede danske medier villigt med på ideen om den israelske voldsmassakre.

Ja, selv Socialdemokraterne, som ellers normalt har tætte bånd til det jødiske samfund, pippede med på FN´s skøre idé om en uvildig undersøgelse af hændelserne 30.marts. Men hvad har Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF, Alternativet, FN og hvad der ellers findes af Israel-hader, egentlig tænkt sig? Skulle et undersøgelsesudvalg nedsættes og derefter interviewe soldater, terrorister, demonstranter osv. Naiviteten skriger jo til himlen.

Og da den israelske ambassade i Belgien efterfølgende udsendte en meddelelse, der godtgjorde, at ti af de dræbte efter demonstrationen, var kendte terrorister fra Hamas og Al-Aqsa Martyrernes Brigade, blev det selvfølgelig ikke dækket af medierne. Men der havde Israel også fået sine sædvanlige forargelses-tæsk, og derfor var der selvfølgelig ingen grund til at nuancere, hvad der skete 30.marts. Og det selvom, at alle med den mindste viden om palæstinenserne ved, at ingen kan røre en finger i Gaza, uden terrororganisationen Hamas er involveret. Og at det er mere reglen end undtagelsen, at terrorister i både Hamas og Al-Aqsa Martyrernes Brigade bruger en hver anledning til at kamuflere sig som civile i deres krig mod Israel.

Hvis palæstinenserne er så uskyldige, hvorfor blev der så kastet i hundredvis af molotovcocktails fra Gaza ind i Israel? Hvorfor blev der så opdaget tre tilfælde af mortergranater skudt ind mod Israel? Og hvorfor brugte Hamasmedlemmer kvinder og børn som menneskelige skjolde under demonstrationen 30.marts, så det var stort set umulig for de israelske soldater at få ram på dem, der ikke ønskede en fredelige demonstration? Alt dette er ikke blevet afdækket væsentligt i danske medier og blandt meningsdannere, og det viser med al tydelighed den slagside mod fordømmelse af Israel, som ofte finder sted i Danmark.

Vi skal i det hele taget gøre op med vores trivielle fordømmelse af staten Israel, mens vi sidder på behørig afstand på vores høje hest og spiller hellige. Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten og vores allierede i kampen mod terror. De forsvarer deres grænser, som et hvert andet land ville gøre, hvis det konstant var angreb fra terrorister. Og vores lange, gode historie med staten Israel fortjener bedre end forhastede og ensidig fordømmelse.

I stedet for altid at tro på palæstinensernes offerretorik og manglende lyst til samarbejde, burde medierne og meningsdannere i stedet begynde at forholde sig til, at en stor del af palæstinenserne er styret af terrorister, hvis eneste mål i tilværelsen er med blodsudgydelser at udslette staten Israel fra jordens overflade.

Men det er nok for meget at forlange.