Eurokraterne forstår ikke, at de centraleuropæiske lande nægter at følge Vesteuropas fejlslagne udlændingepolitik

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et gammelt mundheld hedder, at med sådanne venner behøver man ingen fjender. En let omskrivning kunne være denne: EU-systemet er først og fremmest truet af sin egen arrogance og fejlagtige udlændingepolitik.

Set fra et føderalt EU-perspektiv begik man – heldigvis – en alvorlig og for EU måske ødelæggende fejl ved i 2004 at lade de tidligere kommunistiske lande optage. De otte lande, martret af kommunismens nihilistiske ideologi, var som bekendt Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien. Alle var de blevet befriet fra nazismen af den sovjetiske Røde Hær for blot øjeblikkeligt at blive besat af selvsamme hær. I mere end 40 år måtte de lide under denne ulykke.

Men se, der skete samtidig noget interessant. Allerede i 1950’erne begyndte Storbritannien og Frankrig at invitere mennesker fra den tredje verden til deres egne lande. I 1960’erne fulgte lande som Tyskland, Holland og Belgien efter, og de nordiske lande fulgte hurtigt trop. Gemt bag Jerntæppet kom der imidlertid ikke nogen. Tværtimod ønskede en stor del som bekendt at forlade kommunismens kvælertag.

Og da året 2004 oprandt, var der fortsat nærmest ingen fra den tredje verden i disse lande. Samtidig var Polen, Ungarn og de øvrige ikke så dårligt stillet, at de ikke havde adgang til moderne elektronik. De kunne og kan derfor med egne øjne se, hvad der foregår i de franske ghettoer, i de islamiserede dele af London, i Neukölln i Berlin, i de svenske forstæder og så videre. De kunne se, hvilke forfærdende problemer vesteuropæerne havde skabt for sig selv. Og de spurgte ikke engang sig selv, om de ønskede en sådan udvikling. Det gjorde det altovervejende flertal ikke.

Når EU-systemet med Jean-Claude Juncker og Angela Merkel i spidsen således råber op og forbander de central- og østeuropæiske lande, fordi de ikke vil tage imod asylsøgere, er det på forhånd en tabersag. De tidligere kommunistiske lande drømmer ikke om det, uanset hvor meget EU hopper og danser, og uanset at de dømmes ved den illegitime EU-domstol.

Selv ikke tænketanken Pew Forum opererer med scenarier, hvor den muslimske andel af befolkningen vil vokse nævneværdigt i disse lande. I et scenarie med fortsat høj indvandring vurderer Pew Forum, at der i Sverige i 2050 vil være 30,6 procent muslimer (der vil i øvrigt være udbrudt krig længe før). I Polen derimod vurderer Pew Forum, at andelen af muslimer i et højscenarie vil være vokset fra under 0,1 procent af befolkningen i dag (alle tal er fra 2016) til 0,2 procent i 2050. I Tjekkiet hedder de tilsvarende tal 0,2 procent i dag og 1,2 procent i 2050. I Slovakiet 0,1 til 0,7. Ungarn vil efter Pew Forums vurdering blive hårdere ramt med en stigning fra i dag 0,4 til 4,5 procent i år 2050. Disse 4,5 procent er dog stadig lavere end de 5,4 procent, som ifølge Pew Forum i dag i Danmark har muslimsk baggrund.

Og igen: Hvorfor skulle de tidligere kommunistiske lande dog slå ind på den af EU foreskrevne vej? Allerede for halvandet år siden undersøgte bl.a. danske forskere, om det på det lange sigt er en økonomisk fordel at være medlem af EU. Næ, det er det ikke. Det er heller ikke en bagdel. Det gør simpelthen ikke nogen forskel. Det giver glimrende mening. Der er fordele ved EU’s indre marked, men der er sandelig også ulemper derved, at det enkelte medlemsland ikke længere selv kan indgå givtige handelsaftaler med tredjelande.

Og ønsker man virkelig at være en del af et EU-system, der siden 2014 har haft en uhyggelig ideolog som udenrigskommissær, Federica Mogherini? I 2015 udtalte hun følgende:

”Jeg er ikke bange for at sige, at politisk islam skal være en del af billedet [i fremtidens Europa].”

Mere skræmmende bliver det næppe. Det er ikke for ingenting, at Federica Mogherini i sine yngre år var…kommunist. Den totalitære tænkning mestrer hun åbenlyst fortsat til fulde. Er der nogen, der tror, at central- og østeuropæerne vil acceptere en sådan udvikling? Nej, det er der ikke.

For en EU-modstander som undertegnede er tidligere kommunistiske lande i EU en gave sendt fra himlen. EU vil gå i opløsning langt hurtigere på grund af dem.