Gyldendalhistorie ser bort fra det vigtigste i kulturkampen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er noget af en moppedreng, og den fortjener et par ord med på vejen udover de rosende anmeldelser i JP og Berlingske, selv om det er blevet fredag aften.

Værdikæmperne. Slaget om danskernes sjæl, hedder den, intet mindre, med den mere sigende undertitel VK-regeringerne 2001-2011.

Joda, det er en grundig og nydelig 12-talsagtig bog, men også en irriterende fremstilling, der siger lige så meget om bogens to forfattere som deres emne. Forfatterne er Esben Schjørring og Michael Jannerup, og de er et par dygtige, lidt blege fyre.

Bogen rummer talrige og præcise indsigter i dansk politik i nullerne, ikke mindst i kapitler og afsnit om Anders Fogh Rasmussens bevægelse fra minimalstat til maksimalstat, dannelsen af Ny Alliance, Liberal Alliance, nedsmeltningen af de Konservative og Dansk Folkepartis rejse mod magtens centrum. Det er velorienteret og indimellem velskrevet samtidshistorie med vægt på de politiske hovedaktører i en periode, som allerede synes at være længe siden.

Men idéhistorie, det er det ikke.

Politikere er sjældent ideologer eller tænkere, og derfor finder idé- og værdidebatten som regel sted andre steder end på Christiansborg og Slotsholmen, hvis vandmærke er taktik, forhandling og mediehåndtering. Men de mest idébårede politikere forstår at vegetere og manøvrere i det reservoir af ideer, analyser og udgivelser, som andre sjæle og stemmer bringer til torvs, ofte i mindre kendte kredse, cirkler og undergrundsmiljøer, som glimrer ved deres fravær i denne bog.

Hvad disse udeladte stemmer formåede i den tumultariske periode, var at legitimere og normalisere det at være borgerlig i bred og prægnant forstand, ligesom de udkrystalliserede en langt stærkere konservativ og liberal idékamp, som også sloges indbyrdes. Samlet set var de en forløber og forudsætning for den stærke borgerlige opinion, vi oplever i disse år.

I stedet stræber denne bog efter at levere en overordnet politisk makrobeskrivelse, som munder ud i en konklusion à la Shakespeare: Værdikæmperne vandt magten, men arvede magtesløsheden.

Her går forfatterne galt i byen. De stoler for meget på de officiøse dokumenter, avisreferater og den løbende strid, der følger alle partier som kølvand efter en færge, og som læser går man død i citater og alenlange resumeer af den ene begivenhed efter den anden.

I et indledende kapitel får man et par ledetråde til Poul Møllers klassiske konservatisme fra de tidligere 1960'ere, Henning Fonsmarks skelsættende velfærdskritik fra 1990 og Francis Fukuyamas ikoniske bebudelse af historiens afslutning i 1992, men ellers udmærker bogen sig ved ikke at give noget troværdigt billede af det ideologiske og kulturkritiske bagtæppe for den danske borgerlighed efter skæringsdatoen den 11. september 2001, hvilket i særdeleshed er underligt, når man tænker på, at d'herrer må have haft udsigt til det fra første parket på Berlingske Tidende og i Kulturministeriet under Brian Mikkelsen.

Men nej, forfatterne røber ikke noget; de gemmer sig bag en tilsyneladende nøgtern og objektiv position, der skjuler, at de selv har taget del i den værdikamp, de foregiver at beskrive udefra.

Hvis man vil forstå periodens idékamp må man kigge mod andre kilder, fora og debatter, som mere eller mindre er skrevet ud af nærværende fremstilling, og fordi det snart er weekend, nøjes jeg med at nævne en række navne og institutioner, der har betydet en hel del for den borgerlige idédebat, men af bekvemmelighedsgrunde er udeladt i omtalte bog, måske også fordi det var for fristende at viser paradokserne og selvimodsigelserne i Anders Fogh Rasmussen, Brian Mikkelsen og Naser Khaders virke. Kære venner, det er for nemt!

Slaget om danskernes sjæl udspillede sig ikke kun på toppen, men i høj grad omkring personer som f.eks. historikeren Bent Jensen, hvis akademiske og publicistiske virke fik indflydelse op igennem 90'erne og nullerne, journalisten Bent Blüdnikow på Berlingske Tidende, hvis anmeldelser, artikler og Groft sagt-spalte i en årrække satte dagsordenen med intellektuelle slagsbrødre som Claes Kastholm Hansen, Lars Hedegaard, Hans Hauge, Mogens Rukov og Peter Kurrild-Klitgaard.

Læg hertil Flemmings Roses store betydning for Jyllands-Posten centrale betydning i debatten og skrivende enmandshære som Morten Uhrskov Jensen, der i dag udfordrer DF fra højre, og Kasper Støvring, som kun er blevet stærkere med tiden, og allerede dengang var medvirkende til at dreje Brian Mikkelsen i en mere udtalt kulturkonservativ retning. Jeg ved det, fordi jeg så det ske og blev sat til at inddrage Støvring og andre konservative stemmer i flere af kulturministerens taler, kronikker og indlæg.

Der var også mere liberale stemmer, såsom Christopher Arzrouni, der mig bekendt stod bag statsministerens smagsdommertale, og den flabede journalist Ole Birk Olesen, der formentlig havde større indflydelse på den borgelige meningsdannelse som redaktør af Netavisen 180Grader end som nuværende transportminister. Derudover kommer den liberale tænketank Cepos med folk som Henrik Gade Jensen, Mads Lundby Hansen og Kasper Elbjørn, Lars Seier Christensens Saxo Bank og Trykkefrihedsselskabet, uanset hvad forfatterne eventuelt måtte mene om disse institutioner, side om side med offensive kvindelige præster som Katrine Winkel Holm, Sørine Gotfredsen, Iben Thranholm og Kathrine Lilleør for ikke at nævne Tidehverv, der stadig leverede klangbund for Søren Krarup og Jesper Langballe politiske virke.

At skrive kulturkampens historie uden dem svarer til at skrive i blinde.