Søren Krarup 80 år

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Individet fylder i reglen ikke meget i historien. De fleste af os er ligegyldige i den store sammenhæng, når vi undtager vore nærmeste. Kineserne har efter sigende følgende ordsprog for at understrege pointen: ”Lad din tommelfinger nedsænke i en skål med vand, træk den derpå op igen og se så efter i skålen, hvilket aftryk den efterlod.” Ikke det store, vel? Højst lidt krusninger på overfladen.

Sådan er det for de fleste af os, men ikke for os alle. Nogle få sætter sig varige aftryk, som vil blive husket af generationerne efter os. Jeg er vis på, at Søren Krarups aftryk vil være et sådant. Det er der naturligvis en grund til.

Så tidligt som i 1960 fik Søren Krarup udgivet sin første bog, Harald Nielsen og hans tid. Siden gik det slag i slag, og mere end 30 er det blevet til i alt. Fælles for alle disse mange ord og bøger har været en insisteren på, at danskerne må huske på sig selv, og hvem de er. De første årtier frem til midten af 1980’erne var det først og fremmest en diskussion inden for det danske hjems fire vægge, men naturligvis med talrige referencer til den europæiske strømning, der går under navnet oplysningstiden.

Oplysningstiden bør være både omstridt, forkætret og anerkendt, hvis man spørger undertegnede. Anerkendelsen sender jeg til skikkelser som Montesquieu, Locke og Hobbes, men især til Edmund Burke. Den sidste er ganske vist også konservatismens fader om nogen, men for dem alle gjaldt det, at de tog udgangspunkt i det givne og derpå gav sig i kast med at formulere, hvordan man kunne forbedre udgangspunktet uden at gøre vold på virkeligheden.

Den mørke del af oplysningstiden udgjordes af fantaster og fanatikere som Rousseau, d’Holbach, Voltaire og Diderot, som besad en uskøn blanding af åndshovmod og utopisme. De var lede og kede af menneskene, som de forefandtes, og helst ville de rive hele bygningen sønder. Resultatet så vi i mild form under den franske revolution, mild kun, fordi det med datidens teknologi ”kun” var hundredetusinder, man kunne ombringe. I skærpet skikkelse optrådte utopismen i den 20. århundredes første halvdel, hvor kommunisme og nazisme var skyld i langt over 100 millioner menneskers død.

Utopismen tog en ny form i den vestlige verden nogle årtier efter den katastrofale anden verdenskrig, i Danmark især efter den liberale udlændingelov af 1983.

Og om noget sted har Søren Krarups kamp siden stået her. Om at få tilbagerullet lov og konsekvenser af loven af 1983, der lægger Danmark og det danske folk åben og øde for alverden. Søren Krarup så først af alle, hvilke ødelæggende virkninger en ukontrolleret udlændingepolitik ville have for de mennesker, der i mere end tusind år havde udgjort det danske folk.

I mere end 30 år har Søren Krarup kæmpet for at bevare et Danmark, som vore efterkommere kan kalde deres eget. Hvor danskerne som det selvfølgelige har førstefødselsretten.

Jeg er overbevist om, at Søren Krarups anstrengelser vil bære frugt. Det vil de, fordi han har sagt det eneste sande om konsekvenserne for et folk, der lader sig rende over ende.

Søren Krarup har for længst ydet så meget til danskernes historie, at han vil blive husket af generationerne efter os.