EU – hvad nu?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Lars Løkke havde i sidste uge fint besøg af den britiske premierminister.

Theresa May rejser i øjeblikket rundt til europæiske kolleger for at søge hjælp ved den udtræden af EU, der blev resultatet af folkeafstemningen i juni. Det er forståeligt, for hun er sat i en svær situation.

P.t. er det et problem, at ingen rigtig ved, hvad briterne ønsker. Tilsyneladende ved den britiske regering det heller ikke selv – hvis man skal tro de røgsignaler, der er kommet ud fra regeringskontorerne.

Theresa May siger ganske vist, at ”brexit er brexit”, og man må forstå, at hun står for en hård linje, hvor Storbritannien under ingen omstændigheder vil acceptere en tilknytning til EU, som fastholder arbejdskraftens frie bevægelighed.

Det er dog uklart, hvor hårdt man i sidste ende vil stå på det, for Theresa May vil samtidig have fuld adgang til EU’s indre marked. De to hensyn er imidlertid svære at forene.

Hvad brexit end resulterer i, så har resultatet af den britiske folkeafstemning medført store dønninger i EU-systemet og blandt EU-landene. Skuffelsen over det britiske nej til fællesskabet var stor, og som altid går den store selvransagelse i gang. Og som altid siges, at nu må EU have mindre magt, slankes, kun beskæftige sig med de væsentlige områder osv.

Jeg tvivler på, at det denne gang går anderledes end tidligere. Det skyldes grundlæggende, at der er uenighed om, hvad der konkret menes med de forskellige ord. Der er tale om politiske uenigheder.

Fløjene er uenige om EU’s rolle

For højrefløjen betyder mindre magt til EU, at EU skal dereguleres – at EU ikke skal blande sig i miljølovgivning, forbrugerrettigheder, arbejdstagerrettigheder osv. Men det er præcis områder, hvor EU ifølge venstrefløjen har sin eksistensberettigelse; hvor samarbejdet skal være stærkere.

For os er det vigtigt, at de internationale markedskræfter reguleres, hvilket nødvendigvis må ske gennem et stærkt EU.

Der er på overfladen enighed om, at Europa må håndtere flygtningeudfordringen, men der er ikke enighed om, at det nødvendigvis må medføre en stærkere EU-lovgivning, som Kommissionen har foreslået i forbindelse med den revision af Dublin-forordningen, der forhandles i øjeblikket. Tværtimod er en række lande dybt imod, at der skal ske en solidarisk fordeling af de flygtninge, som kommer til Europa.

Stigende skepsis

Det er uomtvistelig, at der i de europæiske befolkninger er opstået en stigende skepsis over for det europæiske samarbejde. Det er der flere grunde til. En del har baggrund i almindelig mistillid til politikerne.

Men det spiller også en rolle, at EU ikke har været i stand til at løse åbenbare problemer, f.eks. på flygtningeområdet og hvad angår vækst og beskæftigelse.

Det glemmes imidlertid, at det primært skyldes politiske uenigheder og modstand i medlemslandene. Specielt de østeuropæiske lande vægrer sig imod at tage flere flygtninge, og der er store uenigheder mellem Nord- og Sydeuropa, hvad angår den økonomiske politik. Sydeuropa ønsker en mere lempelig finanspolitik, Nordeuropa vil fastholde den Merkel’ske sparepolitik.

Efter brexit har mange EU-modstandere betegnet EU som et projekt, der vil gå i opløsning. Her tager de fejl. De glemmer, at de centrale aktører ikke vil tillade en tilbagerulning af de historiske fremskridt, som EU har skabt. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at vanskelighederne med at få 27 meget forskellige lande til at spille sammen og politiske uenigheder vil medføre en udvikling imod det, som er blevet kaldt et ”Europa i flere rum”. Et mere fleksibelt samarbejde, hvor de fleste områder (bl.a. det indre marked) stadig vil være dækket af det store fællesskab, men hvor der på andre områder udvikles ”klubber”, som ikke alle deltager i, hvilket vi i øjeblikket ser det med euro-samarbejdet.

Et sådant samarbejdsmønster er hverken ideelt eller uden komplikationer, men det kan være en forudsætning for at få Europa ud af den nuværende lammelse.