Læren af Iowa

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det står stadig hen i det uvisse, hvem der bliver nomineret som hhv. Republikanernes og Demokraternes præsidentkandidat, men ved valgmøderne (caucus) i Iowa definerede vælgerne tre temaer, der sandsynligvis vil gennemsyre valgkampen resten af året: fremmedgørelse, ”forstyrrelse” (disruption) og resiliens (omtrent: det at være hårdfør (person) eller det at vende tilbage til en tidligere form (genstand), red.).

Lad mig forklare de tre ord nærmere: Det politiske system i USA er blevet rystet af den vrede, der er kommet til udtryk hos middelklassevælgerne, som betvivler elitens politiske patentløsninger; de provokerende, populistiske modargumenter fra kandidater, der sætter sig op mod partieliten, har virket forstyrrende på begge partier; og dog lader de mest yderliggående og demagogiske holdninger til at være blevet forkastet af et resilient vælgerkorps.

Hvordan mon denne sprælske valgkamp tager sig ud hos iagttagere uden for USA, der på én gang ønsker, at USA udviser ledelse, og nærer tvivl om USA’s modstandsdygtighed?

Jeg håber, at de kan se, at USA befinder sig i en nødvendig proces, hvor der fornyes og styrkes på de indre linjer. Vi slås med de samme problemer, som alle højtudviklede lande står over for – hvordan der sættes skub i væksten, og hvordan resultatet af væksten fordeles mere retfærdigt. Et USA, der kan løse det problem, kan måske være med til at sætte nyt liv i en stagnerende global økonomi.

Omverdenens frygt for, at USA skal falde sammen, bør ligeledes forsvinde: Sandsynligheden for, at den bombastiske Donald Trump vinder valgkampen – hvilket fik europæiske venner af USA til helt bogstaveligt at snappe efter vejret for en uge siden – er nu knap så stor.

Man tager fejl, hvis man efter resultatet i Iowa foregiver, at vælgerne ikke er vrede over traditionelle, generelle løsninger og parate til at lytte til utraditionelle løsninger. Det er det budskab, man kan læse i Bernie Sanders’ vellykkede forsøg på at slå Hillary Clinton ved Demokraternes valgmøde. De to endte med at stå næsten lige.

Og man tager fejl, hvis man tror, at hvis blot Hillary Clinton eller Marco Rubio på Republikanernes side kunne fremstille konventionel politik noget bedre, ville vælgerne hoppe med på vognen. USA’s næste præsident kommer ikke til at humpe til målstregen med en version af fortiden, der er blevet peppet op.

Systemet i USA fungerer ikke godt nok til at fastholde levestandarden for den store gruppe af middelklasseamerikanere, som redaktør David Corn fra nyhedsmagasinet Mother Jones har været inde på.

Dermed være ikke sagt, at Bernie Sanders har alle svarene; ud fra hvad vi hidtil har set, ville hans forslag om gratis universitetsuddannelse og almen sygesikring skubbe USA længere i retning af økonomisk forlis og splittelse i stedet for velstand og sammenhold. Men han tager fat på de spørgsmål, som bekymrer befolkningen, på en ligefrem, konstruktiv måde.

Man kan ikke kalde Bernie Sanders en særling eller en tilfældighed længere. Han står for noget reelt.

Mit yndlingsøjeblik under valgkampen i Iowa indtraf i den forgangne uge, da Bernie Sanders ved et møde bad en kvinde om at beskrive, hvordan det var at leve tæt på fattigdomsgrænsen. Hun fortalte med tårer i øjnene om, hvor vanskeligt det var at sørge for familien, og om skammen. Amerikanere, der ikke fik en klump i halsen over at høre hendes følelsesladede ord, har mistet følingen med, hvad »jagten på lykke« betyder.

Hvad kan vi ellers lære af det, der skete i Iowa? Jeg ville ønske, at jeg kunne afskrive Donald Trump som den, der »ikke kunne lukke aftalen«, som redaktør Tom Bevan skrev tirsdag i nyhedslæseren RealClearPolitics.

Eller at jeg kunne erklære mig enig med nyhedsmagasinet The Daily Beast i, at efter Ted Cruz’ sejr hos Republikanerne »kan ingen huske, hvem der blev nummer to«, for nu at citere en af Donald Trumps egne arrogante tweets.

Det, som vi ved, er, at Donald Trumps skrydende stil ikke formåede at appellere til republikanske vælgere i Iowa, der angiver at være evangelisk-kristne for 64 pct.s vedkommende.

Meningsmålingerne tydede på, at disse vælgere ville lade sig lokke af Donald Trumps konstante brovten om, at han var »vinder«, og ikke lade sig anfægte af denne efter egne udtalelser evangelisk-kristnes komiske fejltagelse i søndags, da han var nær ved at lægge penge på en bakke med nadverbrød. Det skulle vise sig, at vælgerne i Iowa var mere fornuftige.

En anden indlysende lære, vi kan drage af tildragelserne fra Iowa, er, at Hillary Clinton er nødt til at blive en bedre kandidat. Og med det mener jeg ikke kun, at hun skal stive sit image af og holde nogle bedre taler. Næh, Hillary Clinton bliver nødt til at tage fat på de økonomiske problemer, som optager de Sanders-, Cruz- og Trump-vælgere, der er gledet fra disse kandidater.

Vælgerne mærker den »langvarige stagnation« i økonomien, som den tidligere amerikanske finansminister og mangeårige Clinton-tilhænger Lawrence Summers har talt om de seneste tre år. Han og andre økonomer har drøftet vidtgående idéer, som skal anspore vækst og skabe lighed, der rækker videre end den sædvanlige etablerede treenighed; handel, teknologi og overførselsindkomster. Hillary Clinton bliver nødt til at forholde sig til dem.

Et misfornøjet USA kan inddrages i en civiliseret – men forstyrrende – dialog om politisk forandring og reformer. Det er et positivt budskab fra Iowa, både i USA og uden for USA’s grænser.