Der kan komme et stort pres fra Afrika
Det immigrationspres, som Europa for tiden mærker fra Arabien, er intet i forhold til det pres, der i århundredets løb vil komme fra Afrika. Det er der to årsager til. Den ene er klimaforandringerne. Lykkes det ikke at nedbringe temperaturstigningerne væsentligt, vil Afrikas landbrug blive ramt hårdt, og landbrugerne vil først flytte til de i forvejen overfyldte byer og derefter videre mod nord.
Bliver den i Paris aftalte klimafond tilstrækkelig stor, kan der dog sættes ind ved f.eks. at intensivere oprettelsen af ”den grønne mur” tværs over Sahel. Den binder vandet og forhindrer muldjorden i at blæse væk. Fonden kan også medvirke til f.eks. at oprette barrierer mod oversvømmelserne. Klimafonden kan således mindske immigrationsbølgen. Men der skal mere til, thi bølgen bliver voldsom.
For den anden årsag er Afrikas enorme befolkningsudvikling. Ifølge FN’s seneste demografiske vurderinger vil befolkningstallet i Afrika gå fra 900 millioner nu til 4,4 milliarder ved århundredets udgang. 39 pct. af verdens befolkning vil til den tid være afrikanere, og 48 pct. af verdens unge under 15 år vil være afrikanere, hvilket tilsiger en fortsat meget høj befolkningstilvækst.
Hvis ikke Afrika skal få mere arbejdsløshed, end tilfældet er i dag, skal der således skabes 3,5 milliarder arbejdspladser og lige så mange nye uddannelsespladser. Derfor er udviklingen af Afrikas økonomi lige så vigtig som nedbringelsen af temperaturstigningerne, og dette forudsætter en stor og altomfattende frihandelsaftale mellem Afrika og Europa og europæiske investeringer i afrikansk erhvervsliv.
Der skal gøres noget, og vi kan lige så godt begynde nu, medmindre vi fuldt bevidst vælger at lade stå til og dermed forandre Europa.
Hvis vi ikke vil købe afrikanernes varer, kommer vi til at forsørge millioner af afrikanere her i Europa. Økonomisk kan denne indvandring godt blive til fordel for Europa, fordi vi ellers kommer til at mangle arbejdskraft, men den vil samtidig forandre Europas befolkningssammensætning og kultur til det uigenkendelige.
Hvis vi ikke ønsker denne forandring, må vi derfor sætte ind over for såvel klimaforandringen og den økonomiske udfordring som immigrationen.
I år har vi fået de første, store prøver på den voksende immigrationsbølge fra Syrien, Irak, Afghanistan, Pakistan mv., men den afrikanske bølge vil med tiden blive større.
Hvor den for eritreernes og somaliernes vedkommende i dag er begrundet i politiske forhold, vil presset i fremtiden være begrundet i demografien og økonomien, når f.eks. Etiopien går fra de nuværende 100 millioner mennesker til 243 millioner i 2100. I 1950 var de såmænd kun 18 millioner.
Lykkes de klimamæssige og økonomiske modtræk, vil presset med tiden blive mindre, men befolkningsudviklingen tilsiger, at det alligevel bliver stort. Derfor kan vi lige så godt først som sidst udvikle flere modtræk. EU kunne indgå aftaler med flere afrikanske lande om for en årrække at leje store ubenyttede områder langs Afrikas kyster til genhusning af de illegale immigranter.
EU skal betale så stor en pris for at leje jorden, at staterne kan se deres økonomiske interesse i aftalen. EU skal drive dem, oprette skoler, hospitaler, socialvæsen og virksomheder, så områderne kan udvikle sig, producere og handle med omverdenen fra deres lufthavne og havne, hvorved de i stedet for at blive håbløse flygtningelejre bliver vibrerende områder med uddannede mennesker, som kan vende tilbage til deres oprindelseslande med nye kvalifikationer.
Dette er ikke den australske model, for Australien sender blot de illegale indvandrere til nogle Stillehavsøer uden at sikre dem en udvikling og fremtid.
Der skal gøres noget, og vi kan lige så godt begynde nu, medmindre vi fuldt bevidst vælger at lade stå til og dermed forandre Europa.