Hvordan skal EU håndtere ydre og indre trusler?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

EU er ved at udvikle en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi. Den skal afløse Javier Solanas strategi, ”A Secure Europe in a Better World”, fra 2003, som var EU’s første udenrigspolitiske strategi og havde til formål at forene EU’s udenrigspolitiske prioriteter efter medlemslandenes strid om Irak-krigen.

Ifølge strategien skulle EU fremme global sikkerhed og bekæmpe transnationale fænomener som terror og organiseret kriminalitet som de primære trusler mod EU’s sikkerhed. Selv om strategien blev revideret i 2008, er der et udtalt behov for en ny strategi, da grundvilkårene for EU’s position i verden har ændret sig markant. De seneste 10 år er der sket en magtforskydning fra en unipolær liberal verdensorden mod en verden med flere konkurrerende magtcentre. Disse konkurrerende stor- eller supermagter har vidt forskellige dagsordener, værdigrundlag og styrker. I en global sammenhæng er EU selv en unik størrelse: en union af 28 stater med egne udenrigstjenester, parlamenter, forfatninger og særinteresser, men bundet sammen af traktater, fælles institutioner og fælles værdigrundlag. Netop dette institutionelle og normative bånd mellem EU-landene har gjort Europa til et af verdens magtcentre.

Selvom den unge udenrigstjeneste, hvad angår situationen i Ukraine, flygtningestrømme fra syd og et Mellemøsten i brand, har virket uforberedt på nye udfordringer i EU’s nærområder, så fører den fælles udenrigstjeneste til en stadig stærkere koordination og udvikling af udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

En gradvist mere sammentømret union, udenrigspolitisk som indenrigspolitisk, har også betydet, at omverdenens opfattelse af EU har ændret sig. Ruslands entydigt negative reaktion over for EU’s associeringsaftaler med Georgien, Ukraine og Moldova kom i høj grad bag på EU-systemet, men viser, at omverdenen betragter EU som en regional stormagt.

Udvidelsen af EU’s indflydelsessfærer gennem samarbejdsaftaler opleves derfor som en magtpolitisk ekspansion, og derfor bør EU tydeligt formulere sine interesser og udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter, så ingen er i tvivl om unionens dagsorden.

Den nye strategi skal også svare på, hvordan europæiske ledere igen bør forberede sig på en verden, hvor økonomiske magter bruger sit militære potentiale mod hinanden. Rusland, EU’s nærmeste nabo, er ved at genskabe sin militære styrke og har de sidste år distanceret sig fra den liberale verdensorden med en ambition om at genopstå som en euroasiatisk supermagt. Samtidig øger Kina sin militære tilstedeværelse i det Sydkinesiske Øhav.

Kan EU også gøre mere for at styrke demokratiseringen i vores nærområder? Georgien, Ukraine og Moldova har været gennem farverevolutioner, hvor de har gjort op med korrumperede politikere og valgsvindel. Vil udsigten til EU-medlemskab fastholde de stater på demokratisk kurs? Og vil det anspore andre stater til det samme?

Strategien bør ligeledes tage udgangspunkt i EU’s gode eksempler på udenrigspolitisk samarbejde.

Atomaftalen med Iran og enigheden om sanktionerne mod Rusland var vigtige resultater. Terrorangrebet i Paris fik Frankrig til at påkalde sig artikel 42,7 i traktaten for Den Europæiske Union, der siger, at »hvis en medlemsstat udsættes for et væbnet angreb på sit område, skal de øvrige medlemsstater … yde den pågældende medlemsstat … al den hjælp og bistand … inden for deres formåen« – Europas svar på Natos ”musketered”. Ministrene for alle medlemslande bakkede op om Frankrigs påkaldelse af artikel 42,7, der formentlig vil føre til et styrket samarbejde om flypassagerregistre, efterretninger og antiradikalisering. Om de også vil bakke Frankrig militært op i kampen mod IS, vil teste om EU primært er en økonomisk og politisk stormagt eller også kan agere som en militær stormagt.