Valg i Burma er en milepæl på vejen mod demokrati

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den 8. november holder Burma (Myanmar) det nok vigtigste valg i landets historie. Valget er et bevis på, at Burma har bevæget sig langt i den demokratiseringsproces, som begyndte i 2011 efter 50 år med militærdiktatur, væbnet konflikt og isolation fra omverdenen. For første gang nogensinde er internationale observatører inviteret til at overvære valget, også øget pressefrihed og spillerum til oppositionen er vigtige tegn på forandring.

Den populære nobelprisvinder Aung San Suu Kyi, som leder landets største oppositionsparti NLD (National League for Democracy), stiller denne gang op til valget sideløbende med en lang række andre prodemokratiske etniske minoritetspartier. Aung San Suu Kyi bliver modtaget som et nationalt ikon overalt, og meget tyder på, at hendes mangeårige kamp for demokrati vil give NLD et godt valg.

Et regeringsskifte vil øge mulighederne for at mindske militærets politiske magt. Regeringspartiet USDP (Union Solidarity and Development Party) består mestendels af tidligere militærfolk, og herudover har militæret en fjerdedel af pladserne i parlamentet samt vetoret i mange beslutninger.

Selv hvis NLD vinder, vil det kræve væsentlige ændringer af grundloven med militærets støtte, for at disse regler ændres og dermed sikrer et reelt demokrati og det føderale system, som især de etniske minoriteter ønsker. Men det er usikkert, om de prodemokratiske partier overhovedet kan stå sammen om et flertal.

Valget overskygges desuden af flere væbnede konflikter mellem militæret og etniske grupper. Det betyder, at valget er aflyst i mange områder, hvor den etniske opposition står stærkt. Hertil kommer, at ca. en million statsløse muslimer i den vestlige del af Burma har mistet retten til at stemme.

Et andet kontroversielt punkt er, at Aung San Sui Kyi ifølge grundloven ikke kan blive præsident, fordi hendes børn er britiske statsborgere.

Det skaber usikkerhed om, hvem der skal lede landet, hvis NLD får flertal. Der er ikke direkte valg til præsidentposten, og NLD har endnu ikke peget på en kandidat. Hertil kommer, at NLD sandsynligvis vil være afhængig af politiske alliancer.

Indtil nu har NLD valgt at gå til valg uden en eneste aftale med de ca. 50 etniske partier, der repræsenterer en tredjedel af befolkningen, og det kan koste oppositionen dyrt. Måske mener NLD, at partiet er stærkt nok til at vinde uden de etniske alliancer? En anden mulighed er, at NLD vil lade døren stå åben for en samlingsregering med de prodemokratiske fraktioner i USDP. Det kunne sikre Aung San Suu Kyi en indflydelsesrig position, såsom leder af parlamentet og muligheden for at vinde dele af USDP over på hendes side.

Tidligere på året var der da også tegn på, at NLD ville indgå i en alliance med USDP’s partiformand, Shwe Mann, men han blev afsat i september, fordi han ville mindske militærets magt i parlamentet, og fordi han konkurrerer med den nuværende præsident, Thein Sein. Selv om USDP nu peger på Thein Sein, stiller Shwe Mann stadig op til valget.

Usikkerhed om fremtiden præger valgkampen. Aung San Suu Kyi lover forandring, men det er ikke tydeligt, hvad vælgerne reelt kan forvente. Det gælder især militærets fremtidige rolle. Aung San Suu Kyi har flere gange understreget, at hun ikke vil modarbejde militæret, hvis hun vinder. Det kan tolkes som en politisk strategi til at mindske risikoen, for at militæret ikke vil anerkende en sejr til oppositionen, men det skaber også usikkerhed om, hvor meget forandring NLD egentlig kan sikre.

Især de etniske minoriteter, som har oplevet militære angreb i årtier, er kritiske. Mange vil sandsynligvis stemme på repræsentanterne for deres egne etniske grupper, som de stoler mere på. Udfordringen er dog, at også de etniske partier konkurrerer om de samme vælgere. Der tegner sig derfor en splittet opposition.

Det er usikkert, hvor populært regeringspartiet USDP er, men det står stærkt pga. militærelitens støtte, og fordi det uden tvivl er sikret stemmerne fra de cirka 400.000 soldater i hæren. Partiet kontrollerer statsapparatet og kan slå på at stå bag den udvikling, landet er gået igennem siden 2011. USDP’s kandidater har adgang til flest ressourcer og anklages for køb af stemmer og manipulation af vælgerlister.

I valgkampen er det ulovligt at kritisere USDP-regeringen, præsidenten og militæret. Hvorvidt det betyder flere stemmer til USDP, er uklart. Partiets bedste kort på hånden lige nu er nok de nationalistiske munke, der står i spidsen for den antimuslimske Ma Ba Tha-bevægelse. Munkene har turneret landet rundt under valgkampen, og selv om de ikke må blande sig i politik, støtter de præsident Thein Sein, mens de anklager NLD for at forsvare en muslimsk befolkning, som af mange bliver set som en trussel.

Buddhistiske munke har stor indflydelse i Burma, og politikere tør ikke forsvare muslimerne pga. ulmende racehad og religiøse gnidninger. Mens Aung San Suu Kyi kritiserer brugen af religion og race i valgkampen uden direkte at forsvare muslimerne, har nogle USDP-kandidater direkte brugt antimuslimsk retorik.

Munkene kan påvirke valgresultatet til fordel for USDP, og frygten er, at deres propaganda resulterer i voldelige konfrontationer mellem buddhister og muslimer.

På trods af de store udfordringer vil valget uden tvivl blive mere frit og gennemsigtigt end i 2010, hvor der var udbredt valgsvindel til fordel for USDP. Denne gang er der mange uafhængige observatører, og valgkommissionen har modtaget massiv teknisk støtte fra internationale organisationer.

Valgkampen har generelt været fredelig trods enkelte angreb på oppositionen, men der er risiko for, at voldelige konflikter og utilfredshed blandt de ca. 4 millioner, der ikke får lov at stemme, kan få betydning. Et stort spørgsmål er, hvordan militæret modtager valgresultatet, og om de grundlovsændringer, der er nødvendige for et reelt demokrati, bliver gennemført.

Der er næppe nogen fare for et militærkup som i 1990, da NLD vandt med 80 procent af stemmerne – reformprocessen er simpelthen kommet for langt. Hærchefen har lovet at acceptere valget, hvis oppositionen vinder, men holder også fast i, at der stadig er behov for militæret i regeringen. Mest realistisk er en gradvis afmilitarisering, især hvis oppositionen formår at danne regering.