Tavsheden i Afrika
Et spørgsmål: Hundredtusinder af mennesker flygter, men hvad gør de afrikanske ledere?
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
ROSENHEIM, TYSKLAND - Der er to ting, der kan undre midt i den enorme skare af asylsøgere, som i disse dage søger mod Europa.
Den ene er, at Ungarn og Tjekkiet er blandt de EU-lande, der er mest kritiske, når det gælder om at modtage mennesker i nød. Begge har selv engang leveret flygtninge, Ungarn alene omkring 200.000 efter den mislykkede opstand i 1956 mod det sovjetisk ledede kommunistiske diktatur.
Fra Tjekkiet, som dengang var en del af Tjekkoslovakiet, flygtede folk senest efter det såkaldte Forår i Prag, der uden held søgte at indføre socialisme med et menneskeligt ansigt i 1968. Den åbenhed, som ungarere og tjekker blev mødt med, da de selv havde brug for hjælp, er åbenbart ikke en selvfølge, når strømmen så at sige går den anden vej.
Den anden er tavsheden fra Afrikas stats- og regeringschefer. En meget stor del af asylsøgerne i Tyskland, som i øjeblikket modtager over 40 pct. af alle, der kommer til Europa, er fra dette kontinent. I Rosenheim ved grænsen til Østrig er hovedvægten af de tilrejsende unge mænd fra Eritrea. Det land er et rædsomt diktatur, nogle af de andre lande er ikke meget bedre.
Men man hører intet, absolut intet, fra f.eks. Den Afrikanske Union (AU), sammenslutningen af stater i regionen. Prøv at gå ind på organisationens hjemmeside www.au.int. Der er fest og farver, man ser formanden for AU, der betegnes som Hendes Excellence, modtage bl.a. en indisk viceudenrigsminister, men der er ikke et ord om de hundredtusinder af afrikanere, der for tiden flygter fra området.
Tusinder drukner formentlig på vejen. Det er en humanitær, politisk og økonomisk tragedie, men læser man hjemmesiden, er Afrika i fuld fart frem.
Ingen af de ærværdige præsidenter fra Afrika har endnu ladet sig se på Lampedusa, Malta eller Sicilien.
En mand, der hedder Rupert Neudeck, har for nylig i Frankfurter Allgemeine Zeitung blotlagt sine tanker i den anledning. Neudeck er 76 år og har det meste af sit liv hjulpet andre. Det begyndte med de såkaldte bådflygtninge fra Vietnam omkring 1980, hvor han – støttet af bl.a. nobelpristageren Heinrich Böll – reddede over 10.000 mennesker, som han bragte til Tyskland.
Der er ikke mange kriseområder, han ikke har været i, han har dannet sit eget korps af udviklingshjælpere, han rejser fortsat verden rundt for at se, om der er nød, som han kan lindre. Det er der meget ofte.
Neudeck har altså set en del, men han er aldeles forbløffet over den rungende tavshed fra afrikanske ledere. »Man skulle mene,« skriver han, »at præsidenterne i AU, situationen taget i betragtning, ville være i permanent krisemøde for at drøfte, hvad de kunne gøre, så unge mennesker fra deres lande slap for at flygte og dermed også tage på den delvis morderiske tur i gummi- og fiskerbåde over Middelhavet.«
Men det er en forkert antagelse, siger Neudeck. AU har ikke taget den bold op, som den amerikanske præsident, Barack Obama, for nylig kastede til dem i Nairobi. Her opfordrede han 54 afrikanske statschefer til ikke at ændre forfatningen, så de kan blive i præsidentpaladserne for evigt.
AU interesserer sig ikke for den slags, de passer kun på, at Sudans præsident, Omar al-Bashir, der eftersøges for folkemord af Den Internationale Domstol, undgår anholdelse, skriver han.
Mest rystet er Neudeck over den tilsyneladende ligegyldighed, der præger stats- og regeringscheferne, når det gælder flygtningekrisen. »Ingen af de ærværdige præsidenter fra Afrika har endnu ladet sig se på Lampedusa, Malta eller Sicilien. De sørger ikke over de druknede, og de takker ikke den lokale befolkning og den storartede, italienske marine – ikke en eneste minister, ikke en eneste statssekretær. Men de kommer alle, når de endnu en gang har brug for en medicinsk undersøgelse – selvfølgelig betalt af deres lande – i en fornem klinik i Tyskland eller Schweiz.«
Det er, som om Afrikas ledere har afskrevet disse unge mennesker, siger han: »Afrika tier hårdnakket og lukker øjnene. Hvis regeringerne fra oprindelseslandene ikke snart handler og interesserer sig for hundredtusinder af flygtninges skæbne, fortjener de at blive styrtet og jaget bort af et oprør i Afrika.«
Dette siger en mand, som i hele sit vokse liv har vist, at han hader vold. Det gør indtryk. Og for et øjeblik glemmer man, at dem, som formentlig ville være mest velegnede til at lede en opstand i deres fødelande, allerede er i Europa, på vej hertil eller er druknet.