”Vi alene vide” er spild af bistandspenge

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I disse dage kører debatten omkring Bob Geldof’s sang: ”Do they know it’s Christmas?”.

Kritikken har to sider. For det første kritiseres sangens budskab. Barry Malone, online- redaktør for Al Jazeera, har med et glimt i øjet spurgt forskellige folk i Afrika, om de rent faktisk ved, at det er jul. Et svar fra Nigeria lyder: I et land med en tre gange så stor kristen population som Storbritannien ved vi det godt.

Den anden kritik kører på, at Bob Geldof og hans kor vælger at donere 10 minutter af deres åbenbart meget værdifulde tid til at genindspille den samme gamle sang i stedet for at donere penge.

De to kritikpunkter er velfunderede og velargumenterede andetsteds, så mit fokus i denne artikel er på den samme gamle sang. Selvom jeg synes, det er problematisk, at stjerner og kendte med frelserkomplekser kan påvirke folks syn på verden, synes jeg, at det er værre, når man hører den samme gamle sang fra folk, der rent faktisk arbejder med udviklingsarbejde, og som burde have lagt ”vi alene vide”-tanken bag sig.

En af Geldofs mest kritiserede sætninger: »Give a little help to the helpless« vinder nemlig genklang inden for en af udviklingsverdenens mest dogmatiske sætninger: »Give a man a fish, and you’ll feed him for a day. Teach a man to fish and you’ll feed him for a lifetime.«

Begge disse sætninger dømmer mennesker, der lever under fattige kår til at være uvidende og passive. De skal enten hjælpes af os eller lære fra os, hvordan man aktivt overlever. Virkeligheden er imidlertid, at mennesker over hele kloden allerede er aktive og vidende om at overleve – ellers var de døde for længst.

Dette anerkendes generelt inden for udviklingsverdenen, som i dag arbejder efter princippet om, at det er folks vilkår og omstændigheder, der kan forbedres, så de kan leve det liv, de ønsker. Man forsøger derfor at hjælpe ud fra deres viden. Der er mange gode projekter, der har dette mål, og det er ikke dem, der berøres her. Der sker store pengespild, når tidligere tiders dogme og tankegange stadig præger udviklingsarbejdet, og projekter kommer til at handle om at ”udvikle på mennesker” frem for deres vilkår.

Jeg ser flere eksempler på dette, men vil her bruge et eksempel på et projekt af Unicef omkring uddannelse, som jeg er kommet i kontakt med i min forskning i Uganda, for at demonstrere min pointe. Det er ikke en generel kritik af Unicef, men dette projekt var desværre bare et klokkeklart eksempel på tankegangen om, at ”vi alene ved”, hvad der er vejen frem for ”dem”.

Karamoja-regionen i Uganda, hvor jeg har boet ad flere omgange, er et udpræget tørt område med skiftende og uforudsigelig adgang til vandressourcer. Karamojongerne har gennem tiden opbygget deres liv omkring kvæg for at tilpasse sig dette, da kvæg kan flyttes efter vand.

Nomadiske kvægfolk anses imidlertid verden over som konservative og tilbagestående, og karamojongerne går bestemt heller ikke fri for dette misforståede syn. Unicefs egen beskrivelse af deres projekt gengiver denne holdning: »For forældrene i Karamoja kan det være svært at se, hvorfor børnene skal gå i skole. Det, man typisk lærer i skolen, er ikke nødvendigt for at få en succesfuld tilværelse i nomadesamfundet. (...) Unicef Danmarks arbejde i Karamoja i 2008 er et forsøg på at ændre denne holdning og få flere børn i skole.«

En del af dette projekt var sågar at sende 10 børn til Nyborg i Danmark, så de kunne møde danske børn og se, hvordan livet leves andre steder. De skulle så være rollemodeller og udbrede tankerne, når de kom hjem. Dette var misforstået brug af penge.

Jeg mødte i 2011 og 2012 en af drengene, som havde været i Nyborg, Simon (navnet er ændret for at beskytte hans identitet). Han kom til mig, da han hørte, at jeg var fra Danmark, og bad mig om at formidle kontakt til Unicef. Jeg skulle spørge dem, om de ville give ham et sponsorat, så han kunne komme tilbage i skole.

Simon tilbragte på det tidspunkt sin tid med at lede efter ufaglært arbejde eller starte småforretninger op, så han kunne tjene til sin skolegang. Hans forældre havde ikke råd til at sende ham i skole mere. Det er en typisk historie i Moroto Town, som er Karamojas største byområde.

Uganda har som udgangspunkt gratis skolegang som en del af regeringens strategi for fattigdomsbekæmpelse. Skolesystemet er dog langt fra gratis, da man selv skal betale for uniformer, bøger, administrative gebyrer m.v. Det er overkommelige beløb for en med adgang til ressourcer, men hvis man lever et sted, hvor fattigdom er udbredt, kan beløbene virke uoverstigelige.

I Simons tilfælde var han den yngste i en søskendeflok, og hans forældre måtte kanalisere alle deres overskydende penge i deres ældste børn, så de kunne færdiggøre deres uddannelser. Simons historie er interessant, fordi han altså allerede havde været i skole, da han kom med i Unicefs projekt, og hans forældres tankegang behøvede altså naturligt ingen ændring.

Det var i øvrigt gældende for alle børnene i projektet, eftersom de blev udvalgt gennem en essaykonkurrence. Pengene havde derfor været bedre brugt på netop at give sponsorater, så børnene i stedet blev sikret en færdiggørelse af deres uddannelse.

Der er imidlertid forskel på karimojonger i byområder og karimojonger på landet, der stadig lever et liv fokuseret omkring kvæg. På landet kan der meget vel være folk, der er imod at sende deres børn i skole, om end det er mindretallet. Blandt de landsbyfolk, som i 2007 deltog i min forskning, var der mange familier, der havde sendt et eller flere børn i skole.

En rapport fra University of Sussex sponsoreret af Verdensbanken bekræfter også dette og skriver, at kvægfolkene anser uddannelse som en måde at tilgå ressourcer uden for livet med kvæg. Karimojonger har gennem tiden netop overlevet ved at benytte sig af forskellige strategier for at tilgå ressourcer på som landbrug, jagt og ufaglært arbejde. Uddannelse har bestemt også været en af dem.

De ser bare ikke klogskaben i at sende alle deres børn i skole, sådan som Unicef og andre udviklingsorganisationer har som mål. I Uganda er knap 62 pct. af alle unge med uddannelse arbejdsløse viser en rapport fra 2013 udformet af by Action Aid International Uganda (AAIU), Uganda National NGO Forum and Development Research and Training (DRT). Hvorfor uddanne alle sine børn til arbejdsløshed?

Karamoja scorer lavest i uddannelsesstatistikkerne i Uganda, men det er ikke, fordi folk er imod forandring. Det er pengemangel og mangel på lovende fremtidsudsigter, der forklarer, at ikke alle børn kommer i skole. Pengene vil være bedre brugt på at give sponsorater til dem, der kæmper for at komme i skole, og så bruge resten af pengene på at styrke andre overlevelsesstrategier.

Som rapporten fra University of Sussex minder os om, er det ikke nødvendigvis en favorisering af et barn, når det kommer i skole, og et fravalg af et andet, når det skal lære kvægarbejdet eller andre strategier. Tankegangen om, at uddannelse er den eneste vej frem for børn stammer fra den virkelighed, som udviklingsorganisationerne kommer fra, men ikke nødvendigvis den, de arbejder i.

Vores udviklingsbistand er bedre brugt, når tankegangen ”de alene vide”, hvad der er bedst for dem, ligger til grund for projekterne.