Et nyt sprog for krig og fred tager international form

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Nu hvor projekterne i Afghanistan og Irak med genopbygning af disse lande er faldet fra hinanden og forvandlet til sekterisk krigsførelse, er det internationale samfund på udkig efter en ny måde at håndtere voldelige konflikter på. Militæret spørger: Hvordan forhindrer vi, at soldater bliver traumatiserede i en global krig mod terror, som er gået ind i sit andet årti? Regeringer og NGO’er funderer over: Hvordan skaber vi fred i en verden, der er plaget af tilbagevendende kriser og ustabilitet?

I øjeblikket vinder især ét begreb frem som svar på spørgsmålene om krig og fred: resiliens. Med resiliens menes der et individs, en gruppes eller et systems evne til at modstå et voldsomt chok og hurtigt vende tilbage til udgangspunktet.

Begrebet er mere populært end nogensinde før og har bl.a. været brugt inden for økologi, ingeniørarbejde, psykologi, sundhed og medicin, katastrofestudier, udviklingsstudier og sikkerhed.

Resiliens ses også inddraget som svaret på klimaforandringer og katastrofer, som når det amerikanske National Academy of Sciences lancerer en række programmer under overskriften ”Resilient America” og erklærer, at »alle er i risikozonen,« samt at den amerikanske regering vil samarbejde »med samfund overalt i landet for at opbygge en resilienskultur.«

I lyset af dette kunne man fristes til at tro – som en ekspert i katastrofehåndtering har argumenteret for – at »resiliens er blevet den nye tidsånd.« Det øgede fokus på resiliens understreger et markant intellektuelt skifte, hvor verden opfattes som grundlæggende usikker og uforudsigelig. Set i dette perspektiv er kriser uundgåelige, løsningerne på katastrofer er som udgangspunkt begrænsede, og kun innovation og evnen til at tilpasse sig kan redde os fra katastrofen.

Forestillingen om resiliens indgyder håb om, at befolkningen og lokalsamfundene har den indre styrke og fleksibilitet, der skal til for at klare udfordringen. Det er dog vigtigt at kaste et kritisk blik på den øgede optagethed af resiliens. Som en universalløsning på de aktuelle udfordringer har resiliens nogle modstridende virkninger, da begrebet bruges som en del af et nyt sprog til at adressere både krig og fred.

I 2009, som var det år, da der blev begået flest selvmord inden for det amerikanske militær siden 1980, investerede den amerikanske hær i et universelt program, der skulle fremme resiliensen hos soldaterne.

Nogle af de førende forskere inden for positiv psykologi blev inviteret til at udvikle programmet ”Comprehensive Soldier Fitness”, som er det hidtil mest omfattende militære initiativ til fremme af mental sundhed. Programmet, som for øjeblikket er ved at blive indført i flere landes militær, anvender principper om selvhjælp fra positiv psykologi til at beskytte soldaterne mod de traumatiserende konsekvenser af krig. Programmet trækker på den positive psykologis pointe om, at mennesker er langt mere resiliente end tidligere antaget, og at traumatiske hændelser som regel ikke har traumatiserende virkninger.

Militærets brug af resiliens åbner op for et nyt sprog, der kan bruges til at udtrykke og forstå krigsoplevelsen. Dette anfægter beretningen om krig som en traumatiserende oplevelse i en tid, hvor posttraumatisk stresssyndrom er blevet en rodfæstet del af krigsførelsen.

Det er vigtigt at foretage en analyse af, hvordan sprogbrugen omkring resiliens påvirker selve opfattelsen af krig. Denne drejning mod resiliens risikerer at ændre det psykologiske sprog for vold og drab på en sådan måde, at skadevirkningerne af krig ikke længere tages tilstrækkeligt alvorligt.

Beretningen om en soldats resiliens kan også påvirke den sociopolitiske status for traumer og gøre det legitimt at nedprioritere dyr psykologhjælp til fordel for relativt billige selvhjælpsprogrammer. I sidste ende kan troen på resiliens måske ligefrem lette beslutningen om at gå i krig.

Mens militæret er i gang med at udforske brugbarheden af resiliens som psykologisk koncept ifm. krigsførelse, er de, der ønsker at forebygge vold, begyndt at fremhæve forbindelserne mellem samfundets resiliens og fred. Sideløbende med FN’s generalforsamling i september i år blev begivenheden ”Fostering Resilience to Crisis” (Fremme af resiliens mod kriser) afholdt, og det amerikanske fredsinstitut, Institute of Peace, dedikerede sommerens nyhedsbrev til en drøftelse af resiliens.

Konceptet resiliens rummer et løfte om at tilbyde en mere realistisk – og alligevel optimistisk – tilgang til verdens konflikter. Snarere end ”stabilitet” appellerer resiliens til fleksibilitet og forandring og fremhæver den rolle, som de sociale netværk og normer spiller. Idéen om resiliens ændrer hele terminologien for voldelige konflikter fra at tale om traumer og skrøbelighed til at fokusere på et samfunds iboende styrke.

På trods af det dragende ved idéen om resiliens står de, der søger at udnytte idéens fredsskabende potentiale, over for vanskelige udfordringer. For det første skal fredsskabende strategier tage højde for lokale politiske dynamikker i kampen om magt og legitimitet. Forsøg på at fremme resiliens hos nogle grupper i samfundet kan gøre andre grupper mere sårbare.

For det andet rejser resiliensbegrebet nogle problematiske etiske dilemmaer. Den øgede fokus på resiliens er en pragmatisk drejning væk fra den såkaldte idealisme, hvor vestlige interventioner skal gøde jorden for demokrati, individets frihed og andre vestlige værdier. Men hvis resiliens drejer sig om at få et lokalsamfund til at opretholde sin sociale infrastruktur og sine værdier i mødet med vold, hvad sker der så, når disse værdier fordømmes af det internationale samfund i almindelighed og Vesten i særdeleshed?

Mens idéen om resiliens begynder at forme de internationale svar på grundlæggende problemstillinger om både krig og fred, er det vigtigt at lære mere om idéens modstridende virkninger. Et væsentligt spørgsmål er: Hvordan påvirker et fokus på konstant krise og potentiel katastrofe håndteringen af både militære og fredsskabende strategier? Hvad er de modstridende mål, som resiliens afføder?

Disse spørgsmål er dybt politiske og minder os om, at forsøg på at skabe fred er og bliver politiske projekter. Det er i denne ånd, at vi kan vurdere både de positive og negative muligheder ved resiliens i vores syn på krig og fred.