Martin Luther Kings glemte tale

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Når man taler om Martin Luther Kings bedste taler, så vil man ikke umiddelbart tænke på Berlin. Og når man taler om mindeværdige amerikanske taler i Berlin, så vil man sikkert tænke på John F. Kennedy og Ronald Reagan i stedet for Martin Luther King. Men for 50 år siden gav borgerrettighedsikonet en historisk tale på begge sider af Berlin-muren.

I modsætning til John F. Kennedys og Ronald Reagans taler blev Martin Luther Kings taler ikke transmitteret. Og han kom heller ikke med triumferende ytringer, der kunne hamle op med Ronald Reagans berømte citat fra 1987, hvor han sagde: »Riv denne mur ned.« Måske er det derfor, at Martin Luther Kings besøg i Berlin næsten er blevet overset af hans beundrere og af eksperter i Den Kolde Krig.

Men Martin Luther Kings tale fortjener et gensyn, fordi den er et eksempel på, at han overbragte et amerikansk borgerrettighedsbudskab, som var tilpasset den tyske virkelighed og de begrænsninger, King selv mødte. Samtidig er talen dramatisk, bevægende og behændigt udfærdiget på et tidspunkt, hvor der var store spændinger mellem Østberlin og Vestberlin og mellem de østlige og vestlige statsmagter.

Den 13. september 1964 talte Martin Luther King til 20.000 vestberlinere, der deltog i et udendørsmøde på Waldbühne stadion. Så krydsede han grænseovergangen Checkpoint Charlie og holdt nogenlunde den samme tale på nær nogle enkelte passager for et publikum på 2.000, der befandt sig i Østberlins Marienkirche.

Hvorfor man lod ham passere og endda uden et pas, er stadig uklart. Måske håbede de østtyske myndigheder på, at hans tilstedeværelse ville være en hjælp ideologisk set. Martin Luther King havde aldrig talt åbenlyst imod kommunismen, hvilket fik nogle til at tro, at han sympatiserede med kommunismen – en sympati, der kunne udnyttes.

Der er ingen tvivl om, at kommunistiske propagandister gerne ville udnytte USA’s problematiske raceforhold. For Sovjetunionen var denne racisme ideel, fordi man derved kunne argumentere for, at demokratisk kapitalisme på ingen måde var kommunismen overlegen. Tværtimod, så insisterede Moskva på, at det amerikanske system var moralsk underlegen.

Amerikas racistiske fortid var en konstant bankende undertone i kommunistiske udgivelser fra Pravda i Sovjetunionen til the Daily Worker i USA. Figurer som Martin Luther King og Angela Davies, der også var forkæmper for farvedes rettigheder, var berømtheder i den kommunistiske presse.

Det kommunistiske samfund mente til gengæld ikke, at der fandtes racisme i Sovjetunionen. Moskva tegnede et absurd billede af sig selv som et racemæssigt idealsamfund i modsætning til racehelvedet hos modparten i den kolde krig.

»Afroamerikanerne i USA blev fremstillet som de undertrykte, og dette blev gjort for at demonstrere den konstante ondskab i Vesten,« siger Alcyone Scott, der fungerede som tolk for Martin Luther King under besøget i Berlin.

»De var glade for, at det blev eksponeret. Det var deres holdning. Og det var også den officielle holdning. Når man så samtidig havde en borgerrettighedsbevægelse, som gjorde opmærksom på det, så var det oplagt at lade det indgå i propagandabilledet.«

Derfor lader det til, at Martin Luther King holdt sin tale med en forståelse af, hvad han kunne slippe af sted med, og hvordan indholdet kunne fortolkes af hans østtyske publikum. Han holdt sig fra at opremse de kolossale uretfærdigheder, som befolkningen øst for jerntæppet var offer for.

Samtidig udråbte han Berlin til et symbol på splittelserne mellem alle mennesker på Jorden og lagde gentagne gange vægt på, at forsoning var Guds vilje. Han foretog implicit sammenligninger mellem de lidelser, som fandt sted under segregationen i USA, og de lidelser som fandt sted som følge af segregationen i Berlin. Og han fremlagde en model, hvor modstandskraft og reform var nøgleord.

Martin Luther King begyndte sin tale med at knytte bånd til det tyske publikum, idet han bemærkede, at hans forældre havde opkaldt ham efter den legendariske tyske reformator.

»Jeg er glad for at kunne overbringe jer hilsener fra jeres kristne brødre og søstre i Vestberlin,« begyndte han. »Samtidig bringer jeg jer hilsener fra jeres kristne brødre og søstre i USA. For vi er alle forenet i Jesus Kristus; I Ham er der intet øst, intet vest, intet nord, intet syd.«

Den indledning slår tonen an. Prædikanten var kommet til kirken for at overbringe et budskab, der først og fremmest var kristent. Det var trods alt en prædiken. Men der var også en politisk undertone i meget af det, han sagde.

Martin Luther King kom med to hentydninger til Muren, der var blevet opført blot tre år tidligere.

»Vi er alle Guds børn på begge sider af Muren, og ingen menneskeskabt barriere kan ophæve det faktum,« sagde han på et tidspunkt. Og senere: »Dér, hvor forsoning finder sted; dér, hvor mennesker nedbryder fjendskabets mure, som adskiller dem fra deres brødre – dér fortsætter Kristus med at udføre sit præsteembede.«

Her er altså bekræftelsen på menneskets iboende, gudgivne værdighed, uanset om kommunismen fornægtede den værdighed, fornægtede den gud og nægtede fri passage fra Øst til Vest.

Martin Luther King gjorde en indsats for at skelne mellem “kampen” i USA og “situationen” i Berlin. Han skiftede frem og tilbage mellem de to emner på en måde, som tydeliggjorde parallellerne.

I en passage, der må have vækket særlig genklang hos østberlinerne, som befandt sig en særdeles økonomisk ufordelagtig situation sammenlignet med indbyggerne på den anden side af muren, taler Martin Luther King om afroamerikanernes frygt for ikke at kunne klare sig selv i et integreret samfund.

»Mange har ikke haft mulighed for at få sig en uddannelse, der kan forberede dem på det lovede land,« sagde han. »Mange er sultne og fysisk underernærede som et resultat af rejsen. Mange har bitterhedens og hadets ar brændt på sjælen som følge af de svære forhold i overfyldte slumområder, politivold og (…) udnyttelse.«

Martin Luther King opfordrede indtrængende til at overvinde denne frygt. Han talte om den potentielle magt, som græsrodsbevægelser besad til at indlede reformer, og han præsenterede østtyskerne for navne som Rosa Parks og steder som Montgomery i Alabama.

Han beskrev, hvordan den amerikanske borgerrettighedsbevægelse fusionerede Gandhis ideologier med ”negernes kristne tradition”. Han talte for, at ikkevold og kærlighed skulle danne grundlag for reformens bevægelser. Den ikke-voldelige taktik var sandsynligvis østtyskernes eneste mulighed på det tidspunkt.

Ifølge Alcyone Scott kunne Martin Luther Kings østtyske menighed nikke genkendende til hans fortællinger. »Alle tilstedeværende var fuldkommen grebet af historier om folk, de havde hørt om, som repræsenterede den samme skam og undertrykkelse som i USA, men som havde modet til at kæmpe imod og bede andre om også at kæmpe. Det var tydeligt. Det var et stærkt budskab, og det var udtrykt i meget klare kristne vendinger.«

Eller skal man sige jødisk-kristne vendinger. For da Martin Luther King afsluttede sin tale, sang kirkekoret ”Go Down Moses”, der slutter med formaningen: »Let my people go!«

Ifølge Alcyone Scott var der tale om en utrolig opførelse af sangen, og den underbyggede Martin Luther Kings henvisninger til de gamle jøder, der forlod det egyptiske slaveri for ødemarken og i sidste ende det lovede land. Jeg ved ikke, om Martin Luther King havde indflydelse på sangvalget, men det var en smuk afslutning på en bemærkelsesværdig tale, der af uvisse årsager er gledet ud mellem tidens fingre.