Kenyas skrøbelige balance

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I slutningen af 2007 blev Kenya ramt af omfattendek, blodige uroligheder efter et valg, hvor politiske anklager om valgsvindel udviklede sig til voldsomme civile kampe.

Over 1.000 mennesker mistede livet, og langt flere blev drevet på flugt. Billederne fra urolighederne gik verden rundt og satte efterfølgende stærke spor i landets kollektive bevidsthed. Det måtte ikke ske igen, sagde man.

Hvordan er det så gået siden? Hvis økonomisk vækst er et mål for udvikling, går det fremad.

Landet har pæne vækstrater på 5-6 pct. om året, og positionen som Østafrikas vækstlokomotiv er ubestridelig. I de senere år er der desuden gjort betydelige fund af værdifulde naturressourcer: Efter mange års forgæves søgen har internationale olieselskaber for nylig gjort lovende oliefund, mens man andre steder i landet har opdaget hidtil ukendte reserver af kul og mineraler.

Samtidig står Kenya fordelagtigt i det større geopolitiske spil mellem Kina og Vesten. Med sin overvejende markedsorienterede politik og geografisk vigtige placering har landet traditionelt været Vestens bedste ven i regionen.

Det er det stadig, men med Kinas voksende økonomiske interesser i Afrika er der kommet endnu en hest at spille på for Kenyas politiske ledelse. Med kinesiske investeringer og lån i ryggen, har man således kunnet sætte gang i en række ambitiøse anlægs- og infrastrukturprojekter.

Eksempelvis opnåede Kenya og flere andre østafrikanske lande tidligere i år en aftale med kinesiske investorer om finansiering af et storstilet jernbaneprojekt, der skal forny og udvide den berømte, men nedslidte jernbane fra Kenyas kyst til Nairobi og videre derfra til Uganda og andre lande i regionen. Det er også kinesiske interesser, der står bag en stribe gigantiske investeringsprojekter på savannen øst for Nairobi: Hvor man indtil for nylig bogstaveligt talt kun så gazeller og masaier med deres kvæg, planlægger man nu en økonomisk frihandelszone a la Dubai, og en såkaldt ”Silicon Savannah”, der skal gøre Kenya til Afrikas førende på it-området.

Udover de nye investeringer og ressourcefund har landet desuden den fordel, at økonomien er mere diversificeret end så mange andre afrikanske lande: Turisme, te, kaffe, blomsterindustri m.m. bidrager til en økonomi, der ikke er afhængig af en enkelt råvare og derfor knap så skrøbelig overfor verdensmarkedets svingninger.

Makroøkonomisk ser det altså nogenlunde fornuftigt ud, og der er ingen tvivl om, at den almindelige kenyaner ønsker sig økonomisk udvikling og modernisering mere end noget andet: I Vesten kan vi have vores romantiske forestillinger om Kenya som arketypen på det naturskønne og ”vilde” Afrika a la Karen Blixen, men kenyanernes eget fokus ligger et andet sted: De vil først og fremmest have velstand, forbrugsgoder og et moderne liv.

Alligevel er der – trods den økonomiske vækst – en tiltagende bekymring over landets fremtid hos mange kenyanere. Det er der flere årsager til: Dels er der en voksende skepsis over, hvem der rent faktisk vil få gavn af den økonomiske vækst på længere sigt. I kølvandet på urolighederne i 2007 fik Kenya i 2010 en ny forfatning, som på papiret slår stærkt på social lighed, civile rettigheder og decentralisering af offentlige budgetter. I første omgang skabte den nye forfatning stor optimisme i befolkningen: Mange troede, at den ville føre til en mere ligelig fordeling af ressourcer og muligheder mellem borgerne, og mellem de forskellige egne af landet.

Siden er der rent faktisk sket betydelige institutionelle reformer, bl.a. har lokale kommuner fået flere ressourcer og beføjelser end tidligere. Desværre er der dog ikke meget, der tyder på, at reformerne har fået bugt med den udbredte korruption i Kenya. Tværtimod er der i kølvandet på den delvise decentralisering af de offentlige budgetter vokset nye økonomiske karteller frem på kommunalt niveau, som skummer fløden og forhindrer, at flertallet af borgerne får andel i de nytilførte ressourcer.

Dét har lagt en dæmper på den optimisme, der fulgte i kølvandet på den nye forfatning.

Dels er meget magt og mange ressourcer stadig koncentreret hos den centrale politiske og bureaukratiske elite, og gamle problemstillinger omkring ytringsfrihed og menneskerettigheder er vendt tilbage: For nylig forsøgte regeringen at få gennemført en lov, der skulle sætte loft over NGO’ers muligheder for økonomiske støtte. Forslaget faldt i første omgang, men spøger stadig i kulissen. I mellemtiden har regeringen gennemført en anden lov, som i princippet omhandler presseetik, men som reelt ligner et forsøg på at regulere mediernes frihed.

Samtidig præges Kenya af en række uforløste indenrigspolitiske spændinger, som truer landets overordnede stabilitet. Præsident Uhuru Kenyattas regering hviler bl.a. på en skrøbelig koalition mellem politiske ledere fra hhv. Kikuyu- og Kalenjin-folket. Det var især disse to etniske grupperinger, som tørnede sammen under urolighederne i 2007, og den løse politiske alliance, de sidenhen indgik, knager nu i fugerne. Samtidig forfølger oppositionen en stadigt mere konfrontatorisk kurs og forlanger bl.a. en folkeafstemning om en række centrale politiske spørgsmål.

Tæt sammenvævet med disse politiske stridigheder er konflikter om kontrol over jord, som har været et centralt emne i kenyansk politik siden kolonitiden.

Disse interne politiske konflikter er gammelkendte i Kenya, men næres nu af nyere begivenheder.

Mange vil nok huske terrorangrebet på indkøbscenteret Westgate i Nairobi sidste år. Angrebet blev efter alt at dømme udført af den fundamentalistiske militante bevægelse Al Shaabab, som kontrollerer dele af det sydlige Somalia.

Regeringens svar på dette og en række andre, mindre kendte angreb har været en hårdhændet, men taktisk set noget klodset fremfærd, som blandt andet har ramt de almindelige muslimske kenyanere, der har beboet landets kyst i århundreder. Eksempelvis skød og dræbte sikkerhedspolitiet for nylig en 14-årig muslimsk pige i et privat hus i kystbyen Mombasa. Efterfølgende har politiet forsvaret handlingen som selvforsvar, selvom kun pigen selv og to andre børn var til stede.

Sådanne episoder har vakt harme i landets muslimske befolkning og har fået mange kenyanere til at tvivle på, om landets ledere overhovedet magter at håndtere sikkerhedssituationen.

Der er i tidens løb gjort mange dystre forudsigelser om Kenyas fremtid, og mange af dem har heldigvis været fejlagtige. Da kenyanerne gik til valg sidste år, havde mange frygtet, at det atter ville føre til omfattende blodsudgydelser.

Det gjorde det ikke, og set over et længere perspektiv har Kenya faktisk været mere stabilt end mange andre lande i regionen. Det er desuden vigtigt at undgå de sædvanlige stereotyper om afrikansk politik som et evigt kaos af korruption og vold.

Mange af de udfordringer, der for tiden truer Kenyas politiske stabilitet, kender vi jo også i Europa – eksempelvis terrorisme, sameksistens på tværs af kulturer og fordelingspolitiske konflikter i en stadig mere globaliseret økonomi.

Ikke desto mindre er Kenya et eksempel på, at økonomisk vækst, udenlandske investeringer og rige naturressourcer ikke i sig selv er nok, hvis man vil skabe en fornuftig udviklingsproces. De økonomiske fremskridt skaber ikke i sig selv sammenhængskraft og gensidig tillid mellem borgere og stat.

Det gør derimod måden, de økonomiske ressourcer regeres på, og hvordan de fordeles.