Hvad skal vi med den amerikanske alliance efter Fogh?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Den 1. oktober går Anders Fogh Rasmussen af som generalsekretær for Nato.

Det er sjældent, at en dansker har kunnet sikre sig en international toppost af den kaliber, og det var da også kun muligt, fordi Danmark og Fogh personligt i 2009 nød historisk stor opbakning fra USA.

Foghs udnævnelse kom derfor til at stå som et meget konkret resultat af Fogh-tidens ekstraordinært gode dansk-amerikanske forhold (det dansk-amerikanske forhold i dag er stadig godt, men ikke på højde med Fogh-Bush-tiden). Et forhold,der i høj grad skyldtes Bushs taknemlighed for Danmarks energiske militære engagement i Afghanistan og Irak.

Ved Foghs fratræden som generalsekretær forsvinder et af symbolerne på 00’ernes tætte dansk-amerikanske alliance. Derfor kan vi i Danmark stille os selv spørgsmålet: Ønsker vi stadig at være med i og støtte op om den relativt ”hårde” vestlige militære aktivisme, som USA har gjort sig selv til bannerfører for siden Den Kolde Krig – med markante gradsforskelle, men ikke desto mindre på tværs af præsidentperioder?

Dvs. tror vi på, at dansk krigsdeltagelse i verdens brændpunkter gør verden til et bedre sted for os selv og for andre? Fogh og ligesindede skal kunne svare ja til det spørgsmål. Ellers går regnskabet nemlig ikke op.

Det er ofte blevet fremført i debatten, at den danske militære aktivisme, forstået som aktiv dansk krigsdeltagelse for proaktivt at fremme danske/vestlige mål og værdier, i virkeligheden bedst kan ses som halehæng til USA snarere end motiveret af indholdet i interventioner som i Irak og Afghanistan. Undertegnede stiller sig tvivlende over for denne tese, men ikke desto mindre rejser halehængstesen to relevante spørgsmål: Først det specifikke om, hvad vi konkret fik ud af Fogh-årenes meget tætte bånd til USA. Dernæst det overordnede, om den militære aktivisme i det hele taget har været prisen værd.

Afghanistan og Irak har kostet Danmark dyrt. 51 danske soldater har mistet livet, og krigene har kostet statskassen adskillige milliarder kroner i ekstra militære udgifter. Afghanistan og Irak har sammen med Muhammed-krisen medvirket til at gøre Danmark til et terrormål.

Gevinsterne er i denne sammenhæng vanskeligere at kvantificere. En DIIS rapport tilbage fra 2011 pegede allerede dengang på selv de konkrete gevinsters lidt diffuse karakter: På allerøverste niveau nød Fogh godt af et varmt personligt forhold til præsident Bush, som Fogh mødtes med ganske ofte, og som ligeledes støttede Foghs kandidatur som generalsekretær.

Danske diplomater og officerer nød godt af forbedrede samarbejdsvilkår med deres amerikanske modstykker. Endelig overvejes det erhvervspolitiske, hvor rapporten kun finder begrænsede gevinster, måske, i form af lidt bedre adgang til tidlig information, når det kommer til udbudsopgaver for den amerikanske regering. Men præcis hvor meget er sådanne gevinster værd?

Det er meget svært at sige, og det hører under alle omstændigheder med til beregningen, at parløbet med USA også var et fravalg af andre udenrigspolitiske muligheder som f.eks. tættere parløb med mange af vores europæiske nabolande.

Dette i særlig grad – når Europa har stået splittet som under optakten til Irak-krigen.

Et andet argument, i en langt tungere vægtklasse, er sikkerhedspolitisk funderet: Handler det i sidste instans om at sikre, at amerikanerne fortsat er villige til at håndhæve Natos musketer-ed (artikel 5) i forhold til at garantere Danmarks suverænitet?

Det gjorde det i høj grad under Den Kolde Krig. Og det gør det da også i yderste instans den dag i dag. Men sagen er ikke desto mindre, at det dansk-amerikanske forhold i dag er langt varmere, end dette hensyn skaber behov for. Danmark har nærmest været mønsterallieret i især Irak og Afghanistan. Til sammenligning har en stat som for eksempel Norge ”sluppet af sted” med et langt mindre bidrag i Irak.

Netop nu er en nordmand, Jens Stoltenberg, sågar ved at gøre sig parat til at overtage posten som generalsekretær efter Fogh. Der er naturligvis stadig lande i Nato, der arbejder ganske hårdt for sikkerhedsgarantien, f.eks. mange af de østeuropæiske Nato-medlemmer. Men det skyldes, at de – grundet beliggenhed tættere på Rusland, russiske mindretal og/eller historiske konflikter med Rusland – har en ”forsikringspræmie”, der er en del højere, end den er for et land som Danmark.

Det er ekstremt vanskeligt at sige, hvornår noget er 51 soldaters liv værd. Men hvis det kun var ovenstående, det handlede om, dvs. at please USA, så er det svært at se fornuften i afvejningen.

Hvad er det så, USA kan tilbyde en småstat som Danmark, der kan være omkostningerne værd?

Svaret ligger i den selv samme militære aktivistiske danske udenrigspolitik, som Danmark netop har gjort sig selv så populær på i Washington. For hverken de europæiske lande eller FN er den dag i dag i stand til større offensive operationer i f.eks. Mellemøsten uden bidrag fra USA. For Fogh-regeringen betød deltagelsen i Irak og Afghanistan derfor muligheden for en form for ”medejerskab” i en amerikansk udenrigspolitik, som regeringen langt hen ad vejen var enig i. Det samme har i øvrigt gjort sig gældende for de socialdemokratisk ledede regeringer siden Den Kolde Krigs afslutning. Socialdemokraternes modstand mod Irak-krigen fra oppositionsbænkene er i denne sammenhæng undtagelsen, der demonstrerer nuanceforskellen i, hvad centrum-højre og centrum-venstre i det danske folketing ønsker ”medejerskab” i.

Set i dette lys er Danmarks situation faktisk ganske privilegeret. Vi behøver kun ”please” amerikanerne med militær udenrigspolitisk aktivisme, så længe vi faktisk er enige i baggrunden for de missioner, vi har mulighed for at deltage i. I dag drejer det sig konkret om bekæmpelsen af IS i Irak, hvor Danmark allerede har tilsluttet sig en voksende international koalition under amerikansk ledelse. Er det en god idé? Dansk deltagelse ligger fint i tråd med den militære aktivisme, der har været en ledetråd i dansk udenrigspolitik siden Den Kolde Krigs afslutning. Så længe vi fortsat tror på det projekt, giver dansk deltagelse mening. At det så også kommer til at gavne vores forhold til USA, er udelukkende en sidegevinst.