Hvilke moderate skulle forhindre Islamisk Stat?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hillary Clinton gav udtryk for, hvad der er blevet den nye gængse opfattelse i Washington, da hun i et interview med journalisten og kommentatoren Jeffrey Goldberg i det amerikanske nyhedsmagasin The Atlantic antydede, at »moderate« måske kunne have forhindret Islamisk Stats (IS) fremmarch. Faktisk har USA ydet massiv og konstant hjælp til de moderate i regionen.

Man skal huske på, at IS blev dannet i Irak og er et produkt af udviklingen i landet. Den seneste halve snes år har USA bidraget til at organisere ”de moderate” i Irak – det shiadominerede styre – givet disse moderate tocifrede milliardbeløb i bistand og leveret forsyninger til og trænet landets forsvar. Det viste sig imidlertid, at de moderate slet ikke var så moderate endda, og efterhånden som de blev autoritære og sekteriske, voksede den sunnimuslimske modstand, og jihadistiske modstandsgrupper som IS opnåede passiv eller aktiv støtte. Det er et velkendt mønster i regionen.

I årtier er USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten gået ud på at støtte ”moderate”. Problemet er, at der faktisk ikke er ret mange af dem. Den arabiske verden er centrum for en bitter, sekterisk kamp, der »bringer den islamiske verden tilbage til den mørke middelalder«, siger den tyrkiske præsident, Abdullah Gül.

På de betingelser bliver moderate enten ekstremister, eller de bliver hægtet af i dagens brutale magtkamp. Tag blot Irak, Syrien, Egypten, Libyen og de palæstinensiske områder.

Mellemøsten har i årtier været fanget mellem undertrykkende diktaturer og illiberale oppositionsgrupper – mellem Hosni Mubarak og al-Qaeda – og pladsen imellem var trang. Diktatorerne forsøger at afvikle alle oppositionsbevægelser, og de, der overlever, er hævngerrige, religiøse og voldelige.

Moderate havde en chance efter Det Arabiske Forår i 2011 og 2012, men den forduftede hurtigt. I Egypten havde Det Muslimske Broderskab mulighed for at regere ud fra inkluderende principper, men nægtede at gøre det. Uden at vente på at få hævn ved stemmeurnerne rejste Egyptens gamle diktatur sig og forbød og fængslede broderskabet og andre oppositionsgrupper. I Bahrain følger den gamle herskende klasse det egyptiske styres eksempel – mens det saudiarabiske kongedømme støtter tilbagevenden til autoritære principper i hele regionen. Alt dette fører til en undergravende og voldelig opposition.

»På grund af straffrihedskulturen (det, at staten ikke griber ind over for offentligt ansatte, f.eks. politiet, der måtte begå overgreb på civilbefolkningen, red.) er der opstået en ny hævnkultur« blandt folk, forklarer Said Yousif al-Muhafda, der er dokumentationschef på Bahrain Center for Menneskerettigheder, til netavisen Al-Monitor.

I de palæstinensiske områder er Mahmoud Abbas, der er leder af de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) på Vestbredden, faktisk moderat. Læg dog mærke til, at den israelske regering og Vesten uden videre så til, da PA udsatte valget på Vestbredden år efter år – fordi de godt ved, hvem der ville vinde. Moderate står sig ikke godt i en atmosfære, der er præget af fortvivlelse og krig.

Det, der måske forekommer allervanskeligst, er tanken om, at de moderate kunne vinde i Syrien. Et er at tro, at moderate kan organisere sig, fremføre deres sag og afholde valg. Men Bashar al-Assad-styret rettede skytset mod oppositionen fra begyndelsen. På den baggrund vil det være de grupper, der forsvarer sig nidkært og indædt, der kommer til magten. Tag f.eks. den nye leder af den vestligt støttede syriske opposition, Hadi al-Bahra, som nu opfordrer til, at der ydes mere støtte til moderate af hans slags. Al-Bahra, der er en fremgangsrig, ærlig og retskaffen forretningsmand, forlod Syrien i 1983 – dvs. for mere end 30 år siden! Hvor sandsynligt er det lige, at personer af hans slags kan tage over fra de lokale, der kæmper og dør?

Og hvem er de egentlig? Da kampene i Syrien var begyndt, skrev nyhedsbureauet Associated Press, at Assad-styrets modstandere kunne karakteriseres som »fattige, hellige og landlige«. Det hed videre om disse mennesker i Aleppo:

»De sætter krigen ind i en religiøs sammenhæng og taler om martyrium som noget, de ønsker.«

Forskeren Joshua Landis fra University of Oklahoma påpeger, at ikke én af de fire største og mest effektive oprørsgrupper i Syrien forfægter demokrati.

I et fremragende essay i The Washington Post henviser professor Marc Lynch fra George Washington University til nogle omhyggelige historiske undersøgelser, der viser, at i en kaotisk, voldelig borgerkrig som den i Syrien – hvor mange udefrakommende aktører støtter deres foretrukne grupper – ville amerikansk indgriben ikke have ført til ret meget andet end at forlænge og forværre konflikten.

»Hvis planen om at bevæbne Syriens oprørere var blevet vedtaget tilbage i 2012, er det mest sandsynlige scenario, at krigen stadig ville rase og mere eller mindre tage sig ud, som den gør nu, med den undtagelse, at USA ville være langt mere indblandet,« skriver Marc Lynch.

At hævde, at de moderate i Syrien kunne gå af med sejren, er ikke udtryk for kompromisløs udenrigspolitisk snak; det er naivt dagdrømmeri med alvorlige risikomomenter.