De trojanske heste

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

2007 var et begivenhedsrigt år i Estland: Rusland engagerede sig i protesterne mod at flytte bronzestatuen af en sovjetisk soldat fra Tallinns bymidte til en militærkirkegård i udkanten, og Estland blev ramt af cyberangreb.

Det var første gang, at Rusland så åbenlyst forsøgte at blande sig i et EU-lands og et Nato-medlems indre anliggender.

Striden om bronzesoldaten og krigen mod Georgien (2008) var generalprøver. Det var prøvesager, som viste, at Vesten reagerede afdæmpet på Ruslands ekspansive fremfærd.

I flere lande blev energisamarbejdet med Rusland øget, fordi de var interesserede i Ruslands ekspertise på kernekraftområdet.

Af 24 højreekstremistiske partier i Europa er de 14 på russisk side, 7 forholder sig neutralt, og kun 3 (bl.a. det finske parti De Sande Finner) er negative over for Ruslands politik.

Det yderste højre i Italien betragter Rusland som et modelsamfund, som værner om kristne værdier over for indvandrere. Ruslands evne til at forsvare familieværdier og skabe en national identitet vækker sympati.

Personer fra Ungarns tredjestørste parti, det højreekstremistiske Jobbik, er i lighed med Marine Le Pen fra Front National i Frankrig og det græske fascistparti Gyldent Daggry altid velkomne i Moskva og får altid omtale i russiske medier.

Lige siden 2008 har Jobbik, som er kendt for sin antisemitisme og fjendtlige holdning til romaer, støttet Rusland, selv om partiet i begyndelsen indtog en diametralt modsat holdning som følge af den sovjetiske fortid. Dets budget svarer til indtægten i et lille familieforetagende, og alligevel holder det et velsmurt maskineri i gang.

Det er vanskeligt at dokumentere økonomisk støtte fra Rusland; det drejer sig jo om et korrupt land, som hvidvasker penge på statsligt niveau. Ifølge pålidelige oplysninger har italienske og spanske politikere og embedsmænd imidlertid været på Ruslands lønningsliste, og der er ydet støtte til ultranationalistiske aktiviteter såvel i som uden for Rusland.

Den aggressive holdning til Estlands historie og spredningen af foreninger, som fører landsmandspolitik (det dækker over russisk hjælp til russisktalende grupper, der bor uden for Rusland, red.), indtraf på et afgørende tidspunkt.

De kulørte revolutioner (fredelige oprør i det tidligere Sovjetunionen, red.) førte efterhånden til, at Rusland frygtede, at lignende oprør i tidligere lydstater endegyldigt ville løsne båndet til Rusland, og at noget lignende kunne ske i Rusland.

På samme tid begyndte de nye energiproduktionsformer at tegne et billede af fremtiden, hvor afhængigheden af energi fra Rusland ikke længere var uomgængelig, og Estland tog et afgørende skridt mod at være selvforsynende på energiområdet.

Snart ville afhængigheden af russisk energi, som blev skabt i sovjettiden, være en saga blot. Vestlige efterretningstjenester havde allerede advaret om Ruslands vilje til at anvende energi som våben.

I de baltiske lande begyndte man at lede aktivt efter samarbejdspartnere, som ikke havde nær forbindelse til Vladimir Putins inderkreds.

Olieselskabet Gunvor, som den nu sanktionsramte russiske oligark Gennadij Timtjenko var med til at stifte, transporterede på det tidspunkt 60 pct. af sin olie gennem Estland. Gunvor er verdens fjerdestørste olieselskab. Selskabet fik fremgang, i takt med at Putins magt voksede, og ifølge lækkede Wikileaks-dokumenter danner Gunvor grundlag for Putins formue, og han er den rigeste person i Europa og Asien.

Rusland ønsker samarbejde med partier i EU-Parlamentet, eftersom de russiske energimarkeder påvirkes af beslutninger, der træffes i EU. I EU er det yderste højre og korrupte politikere mulige partnere. Forudsætningen er et splittet EU.

Der er højreekstremistiske partier i østeuropæiske lande såvel som i Vesten, men baggrunden er en anden.

I begyndelsen af 1990’erne oplevede mange, at en hvilken som helst antisovjetisk holdning var en bedre løsning. Det kan forekomme mærkeligt fra et vestligt synspunkt, men den frie verden har ikke været underlagt en totalitær stat i årtier.

Eksempelvis kan nævnes, at finske nynazister flyttede til Estland, fordi de der kunne gebærde sig friere end i Finland.

De mangelfulde love i Estland skabte muligheder for nynazister og korruption. Det samme gælder i andre østeuropæiske lande.

I årene bag Jerntæppet deltog østbloklandene ikke i den vestlige historiedebat eller i undersøgelser af fortiden.

Hele generationer voksede op med en historieundervisning (læs: propaganda), som blev dikteret og godkendt af sovjetstaten. De deltog heller ikke i den vestlige debat om menneskerettigheder eller i kampen for seksuelle mindretals rettigheder. Atmosfæren og holdningen til disse spørgsmål mindede om Vesten før 1960’erne. I et sådant miljø passer Ruslands antihomo-propaganda, der nu er ophævet til lov, godt ind, fordi den i højere grad værdimæssigt er repræsentativ for de årtier, som indbyggerne i disse lande fremdeles befinder sig i rent mentalt.

I Vesten bør man heller ikke være nervøs over, at der er mennesker i disse lande, som er mistroiske over for flygtninge. Personer, som talte et fremmed sprog, blev først og fremmest sat i forbindelse med dem, som dukkede op i de baltiske lande i forbindelse med Stalins flytning af befolkningsgrupper; de kaldtes besættere. Års russificering og undertrykkelse lå bag; år, da overmagten koncentrerede sig om at tilintetgøre landets nationale identitet. Selvfølgelig blev højrefløjen, som værnede om den, populær.

Dette essay skulle kun have handlet om det yderste højre i Østeuropa, men i maj 2014 må jeg konstatere, at det er umuligt at gøre rede for det uden at komme ind på Rusland. På statsniveau er Ruslands politik af den slags, man i Vesten definerer som ultranationalistisk: xenofobisk, indvandrerfjendsk, homofobisk, den bygger på totalitær magtanvendelse og fremmer opvigling af etnisk had.

Man kan heller ikke adskille den ultranationalistiske tankegang fra Ruslands øvrige adfærd, eftersom økonomi, udenrigspolitik og krigsførelse, som også omfatter informationskrig og påduttede meninger, hører sammen. Blød magtanvendelse i Vesten, det vil sige forskellige grupperingers aktiviteter og styrkelse af politiske netværk, blev også fremmet, fordi det er en enkel fremgangsmåde sammenlignet med andre redskaber til krigsførelse.

Det er let at finansiere forskellige grupperinger på lovlig vis, hvilket fonden Russkij Mir er et godt eksempel på. Den blev etableret på initiativ af Vladimir Putin i 2007, da han var premierminister. Den skal »styrke den russiske verden som et globalt projekt« og fungere som løftestang i udlandet. Opgaven er at vække patriotisk glød og fjendtlighed over for Vesten, for den russisktalende skal tænke og handle, som Kremls idealrusser forventes at gøre.

Hvis det yderste højres opgave i Vesten er at fremme ustabilitet i EU, følger grupperinger, som udøver landsmandspolitik i det tidligere Sovjetunionen, den samme linje, men den russisktalende befolkning i Europa tilhører målgrupperne. Til alt held længes størsteparten af vor russisksprogede befolkning ikke efter Rusland som en frelser, men hvis vi sammenligner disse aktører med fundamentalistiske muslimer og deres skoler, så forstår man, at der af og til kun skal én radikaliseret person til.

Til at observere den teaterforestilling, som gjorde det ud for den ulovlige folkeafstemning på Krim, hidkaldte Rusland en gruppe, hvoraf flertallet repræsenterede det yderste højre, og andre grupperinger, som støtter den russiske dagsorden. På de fleste i Vesten virker gruppen marginal og derfor af mindre betydning, og det skyldes, at en politikers betydning i Vesten beror på, hvor populær han eller hun er i befolkningen. Disse yderliggående grupper ved derimod, at der kun skal en lille gruppe til at gennemføre en revolution, én lille gruppe, som overtager magten. Sådan har det altid været, også i Rusland.

Sovjetunionen blev til i forbindelse med, at en lille gruppe gennemførte en revolution – den havde ikke folkets opbakning. Derfor valgte revolutionslederne en autoritær model, hvor sikkerhedstjenesten sørgede for, at modstanderne blev tilintetgjort. Rusland befinder sig fremdeles på den vej. Det vækker yderliggående elementers beundring.