Farvel til tegneserie-parlamentet

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

EU-anliggender får stadig større indflydelse på nationale debatter i medlemslandene.

På samme måde som danske roligans i 1992 hånende kaldte Tyskland et tegneseriehold, er Margaret Thatcher kendt for at have betegnet Europa-Parlamentet som et ”Mickey Mouse”-parlament tilbage i begyndelsen af 1980’erne.

Altså en snakkeklub uden reel indflydelse på EU’s politik.

Thatchers beskrivelse vil for alvor blive gjort til fortid med det kommende parlamentsvalg, der går under sloganet: ”This time it’s different”.

Aldrig før har et valg til Europa-Parlamentet haft så stor betydning for EU og dets borgere.

Europa-Parlamentet fik en spæd begyndelse i 1952, da en forsamling på 78 delegerede, der alle var medlem af de nationale parlamenter, mødtes for første gang.

Senere stadfæstede Rom-traktaten i 1957, at en parlamentarisk forsamling skulle være en del af EU’s institutionelle konstruktion.

Denne forløber for Europa-Parlamentet, som vi kender det i dag, havde dog yderst begrænsede magtbeføjelser og fungerede snarere som et høringsorgan. Det havde lov til at kommentere og komme med ændringsforslag til kommissionens udkast til lovgivning, men uden at kommissionen behøvede at rette sig efter parlamentets ønsker.

Siden har Europa-Parlamentet (det navn gav den parlamentariske forsamling sig selv i 1962) skridt for skridt med hver EU-traktat udviklet sig til at være en af de centrale EU-institutioner som medlovgiver på mange af EU’s traktatområder. En af de vigtigste ændringer i parlamentets historie var beslutningen i 1974 om, at medlemmer til parlamentet skal vælges direkte af de europæiske borgere. Det gav parlamentet demokratisk legitimitet.

På trods af parlamentets stigende betydning har valgdeltagelsen været støt faldende, siden det første direkte valg blev afholdt i 1979. Ligeledes har valgene historisk set kun i beskeden grad drejet sig om Europa. De har i stedet handlet om nationale problemstillinger og er blevet set som en slags nationale midtvejsvalg, hvor partierne løjede stemningen forud for ”det rigtige valg” til de nationale parlamenter.

Men europaparlamentsvalgene kan ikke længere ses som alene sekundære nationale valg. De nationale debatter er i højere grad begyndt at dreje sig om europæiske problemstillinger, især efter euro-zone-krisens start i begyndelsen af 2010. Ligeså er parlamentet blevet så betydelig en magtfaktor, at valget ikke længere kan holde sig i skyggen af en udelukkende national agenda.

Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, kort efter det forrige parlamentsvalg, har ført til en yderligere styrkelse af Europa-parlamentets indflydelse på de beslutninger, der vedtages i EU. Flere end 40 nye områder er blevet flyttet ind under den såkaldte ”fælles beslutningsprocedure”, hvor parlamentet har de samme lovmæssige kompetencer som rådet. Disse områder omfatter blandt andet økonomi, landbrug, energisikkerhed, indvandring, retlige og indre anliggender, miljø og sundhed.

Parlamentet har desuden fået en større rolle i forbindelse med fastlæggelsen og godkendelsen af EU-budgettet, også på lige fod med Rådet. Ligeledes skal parlamentet give deres samtykke til en række internationale aftaler indgået af EU, herunder internationale handelsaftaler.

Ud over styrkelsen af parlamentets lovgivende magt har Lissabon-traktaten også indført en ny procedure for, hvordan den magtfulde formand for EU-Kommissionen skal findes, og her spiller Europa-Parlamentet en vigtig rolle. Når det efter valget skal besluttes, hvem der skal bestride posten som kommissionsformand, dikterer Lissabon-traktaten, at der tages hensyn til udfaldet af parlamentsvalget, når kandidaten nomineres, ligesom det i sidste ende er parlamentet, der skal godkende eller afvise den foreslåede kandidat til kommissionsformand.

Selv om det stadig er de europæiske regeringschefer, der har afgørende indflydelse, når kabalen om de nye chefposter skal lægges, ser det ud til at blive svært at ignorere parlamentets ambitioner om at have indflydelse på, hvem der får posten som kommissionsformand.

De europæiske partisammenslutninger, der er repræsenteret i Europa-Parlamentet, har opstillet deres egne kandidater til kommissionsformandsposten, der lige nu fører valgkamp rundt omkring i Europa. Parlamentets håb er, at kommissionsformanden kommer fra det europæiske parti, der får flest stemmer ved valget. Med den nye proces håber parlamentet at sætte europæiske ansigter på valgkampen og være medvirkende til, at borgerne bliver opmærksomme på, at det betyder noget, om flertallet, der former sig efter valget, er rødt eller blåt.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet er nemlig inddelt i politiske grupper, og derfor formes EU’s politik naturligt af de politiske grupper, der formår at mønstre et flertal – ganske som vi ser det i nationale kontekster. Partierne har selvsagt forskellige holdninger til løsning af euro-krisen, fri bevægelighed, social dumping eller landbrugspolitik. Det politiske flertal får derfor stor indflydelse på EU’s retning over de kommende år. Allerede det første år får det nye parlament hænderne fulde, når der skal tages vigtige beslutninger om bl.a. en handelsaftale med USA, ligesom forhandlinger om den nye bankunion skal på plads.

Europa-Parlamentet har gennemgået en dramatisk udvikling fra at være en forsamling uden egentlig indflydelse til efter Lissabon-traktaten at være blevet til et ”rigtigt” parlament, der er lovgivende, udøver kontrol med den udøvende magt (EU-Kommissionen) og vedtager budgettet. Forud for valget har de politiske fløje i parlamentet sørget for, at forskellene står klart ridset op, når de europæiske borgere skal sætte deres kryds: Skal EU bibeholde sit nuværende centrum-højre flertal og fortsætte den kurs, der søger at løse eurozonens udfordringer med vægt på besparelser, eller skal et nyt centrum-venstre flertal stå i spidsen for en ny retning for Europa?

Da den nye EU-kommissionsformand også repræsenterer det vindende flertal, står der meget på spil. For Europa og derfor også for Danmark.