Den totale krig

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Efterhånden som menneskeheden kommer længere og længere ind i det 21. århundrede, vil fire faktorer tvinge moderne stater tilbage til en form for krigsførelse, der minder om total krig.

De fire faktorer er:

Disse fire faktorer vil imidlertid også kræve en mere moralsk form for krigsførelse. Teori om krigens væsen er både forskerens og soldatens område; det er vigtigt, at de undersøger og forstår krigens dynamiske karakter.

Hvad globalisering angår, vil den indbyrdes afhængighed, som er en konsekvens af det globale marked for handel, gøre det stedse vanskeligere for USA at deltage i en krig med nuværende og potentielle handelspartnere. De geopolitiske problemer, der optog den britiske geograf Halford John Mackinder og de to tyske geografer Friedrich Ratzel og Karl Haushofer, er næsten forsvundet på et tidspunkt, da vi kommer tættere på en tilstand, hvor vi har én verden og ét marked. Moderne handel, rejser og kommunikation muliggør næsten øjeblikkelig interaktion og samhørighed.

Journalisten og forfatteren Thomas L. Friedman, der skriver i The New York Times, hævder, at »verden er flad«, og anfører eksemplet med det svimlende antal leverandører, 45 i alt, der skal til for at fremstille en bærbar Dell-computer. Globale virksomheder, der spænder over mange lande, vil være tilbøjelige til at lægge en dæmper på fjendtligheder og gennemtrumfe mellemstatsligt samarbejde.

Globalisering vil således forhindre de senere års mindre, begrænsede krige. Der skal derfor være en reel krigsårsag, en betydelig forhindring, der skal klares, for at noget land kaster sig ud i krig; disse krige vil imidlertid mest sandsynligt være totale krige. Den clausewitzianske treenighed taler om en rationel logik. »Henhørende til den blotte forstand« (se http://www.krigsvidenskab.dk/om-krig-nyoversat) ville ubetydelige krænkelser måske blive ignoreret, men grove krænkelser, hvis der overhovedet skal reageres på dem, vil måske blive besvaret med total krig.

I sammenhæng med globaliseringen vil informationstidsalderens voksende indflydelse påvirke lande og forhindre krige mellem stater, og den vil måske avle interne krige i diktaturstater.

Det Arabiske Forår i 2011 og teknologiens indflydelse – især Google og Facebook – anskueliggør internettets og sociale mediers politiske massepåvirkning.

Det kan med nogen ret hævdes, at disse redskaber både var den drivkraft og de informationsleverandører, der skulle til, for at de underkuede borgere i Nordafrika kunne rejse sig mod deres undertrykkere.

En sådan samhørighed er en trussel mod diktaturer, men etablerede lande er langt mindre tilbøjelige til at gå i krig med naboer som et resultat heraf. Mange årsager til tidligere tiders konflikter er ved at forsvinde; fejlkommunikation bliver berigtiget i løbet af ingen tid og ikke efter flere måneder, og oplysninger deles.

Information er magt, og informationsdeling, f.eks. i form af læringsprojektet ”One Laptop per Child”, gør det muligt for de mennesker i verden, som tilværelsen ikke har været så gavmild mod, at nyde godt af global viden og forbedre deres forhold. Den slags projekter har til formål at skabe betingelser for gensidig succes og mindske konkurrencen om knappe ressourcer og deraf følgende krig i og blandt udviklingslande.

Den tredje grund til, at krig og især begrænset krig bliver mindre udbredt, har med økonomi at gøre. Det er simpelt hen blevet for dyrt at føre krig, især for USA. I fremtiden vil kun de alvorligste grunde til at føre krig berettige udgiften dertil. Begrænsede krige vil ikke berettige udgiften, og de vil derfor ikke blive udkæmpet.

Endelig er der spørgsmålet om borgerinddragelse. En ganske lille andel af den amerikanske befolkning gør tjeneste i USA’s forsvar. Der er faktisk mange, der kritiserer den voksende kløft mellem forsvaret og befolkningen. Den amerikanske militærstrateg Bernard Brodie noterer, at amerikansk støtte til længere, begrænsede krige er ved at forsvinde, og hvorfor ikke? Når der ikke stilles krav til borgerne, kan man ikke forvente noget.

Hvis der nogen sinde har været en begrundelse for en moderne total krig, bidrog angrebet på USA den 11. september 2001 med den. Al-Qaeda-angrebene og den efterfølgende globale krig mod terror retfærdiggjorde sandsynligvis i højere grad end Pearl Harbor, der var et militært mål, en altomfattende reaktion. Desværre blev der ikke stillet krav til den amerikanske befolkning. Der blev ikke stillet krav om besparelser, der blev ikke stillet krav om nogen krigsskat eller udskrivning til militærtjeneste. I stedet tog amerikanerne på myndighedernes opfordring en tur i storcentret.

Derfor bør et land vælge sine krige med omhu. Total krig lægger beslag på alle landets ressourcer og er derfor den ultimative modvægt mod at kaste sig ud i en konflikt. I fremtiden vil moderne stater som USA undgå sekundære indsatser såsom begrænsede krige. Når en stat kaster sig ud i en total krig, sikrer staten befolkningens engagement ved at kræve noget af den.

De fire nævnte faktorer vil tvinge stater mod total krig igen. Interessant nok vil de samme fire faktorer også tvinge disse totale krige til at blive ført med øget fokus på krigens moralske aspekter. Totale krige finder sted af mere indlysende årsager; normalt står en nations skæbne på spil. Fremtidige krige skal klart afgrænses ud fra perspektivet ”retfærdig krig”.

Dertil kommer, at incitamentet til at udkæmpe retfærdige krige vil vokse, for med globalisering og udbredelse af billig informationsteknologi kan væbnede styrker ikke længere skjule ulovligheder i krigstid. Det er det kritiske aspekt ved en påstået retfærdig krig.

Tag f.eks. mishandlingerne i Abu Ghraib-fængslet, hvor nogle enkeltes umoralske, ulovlige handlinger havde strategiske konsekvenser og skadede USA’s aktiviteter i Irak. Eksemplerne på tortur i Guantanamo, Irak og Afghanistan indgød fjenden mod, besudlede den nationale karakter og virkede som et rekrutteringsværktøj for oppositionen.

Dertil kommer, at umoralske handlinger ikke støttes af et lands befolkning eller globale allierede. Befolkningens støtte og økonomisk velvilje mindskes i takt med hver ny grusomhed, der når pressen. De seneste 10 års historie viser, at krige, der udkæmpes på umoralsk vis, ikke har nogen virkning.