Grønlandske dilemmaer

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Det grønlandske landsting, Inatsisartut, har ophævet sin nultolerance over for udvinding af radioaktive stoffer. Spørgsmålet for rigsfællesskabet er nu, hvad der skal træde i stedet.

Grønlandske og danske politikere bliver nødt til at stille sig selv nogle meget afgørende spørgsmål nu, da der er udsigt til, at Grønland på længere sigt kan blive storproducent af uran: Er målet en verden uden kernevåben? En kernevåbenfri zone i det arktiske område? I Mellemøsten? At beholde den nuværende ordning med ikkespredning af kernevåben? Eller er målet at styrke den eksisterende ordning og samtidig arbejde i retning af nogle overordnede begrænsninger på det militære område?

Hvert enkelt af disse politiske mål indebærer forskellige overvejelser, som overlapper hinanden. For alle gælder, at det skal debatteres og aftales, hvilke betingelser rigsfællesskabet skal have for salg af uran.

Det fører så til overvejelser om, hvad det er for lande, Grønland vil sælge sin uran til. Vil Grønland sælge til stater, som ikke har tilsluttet sig aftalen om ikke-spredning af kernevåben (dvs. Indien)? Hvad med stater, der endnu ikke har underskrevet eller ratificeret atomprøvestoptraktaten? Det skal også overvejes, hvilke forholdsregler der skal indføres for at skabe tillid til, at Grønlands uran ikke bliver anvendt til kernevåbenformål, uanset om det måtte være en allieret eller en modstander.

Ligeledes bør der ske overvejelser vedrørende miljøet, katastrofeberedskab, transport og strålingsbeskyttelse i forbindelse med udvinding og produktion af uran. Disse politiske overvejelser er ikke nemme, jf. hvor forskelligt mange producentlande er sluppet fra lignende problemstillinger.

Hvad miljøet angår, er der gennem de seneste 40 år kommet så mange regler til, at uranproduktion og genopretning af miner kan ske på en sikker måde med minimal strålingsfare for både medarbejdere og de mennesker, der bor i nærheden. Et eksempel er den australske by Jabiluka, der ligger syv kilometer fra den åbne mine Ranger, som har produceret over 100.000 tons uran i sit 32 år lange liv. Jabiluka har holdt strålingsniveauet under det tilladte eksponeringsniveau, der ifølge internationale normer er tilladt pr. år.

Succeskriteriet er et godt miljøregelsæt, der konstant følges og håndhæves. Legacy mines, dvs. miner, der blev udviklet, før verden tænkte på de miljømæssige konsekvenser, understreger, at nøje fastsatte regler og håndhævelse af dem er hjørnestenene i sikker udvinding af uran og genopretning af miner. Eksempler på legacy mines findes i Australien, USA, Canada og Tyskland, for nu at nævne nogle stykker.

Hvad sikkerheds- og ikkespredningspolitik angår, baserer et land sine overvejelser på forskellige faktorer. Uanset om uran brydes i undergrunden eller tilvejebringes som et biprodukt, modsvares urans potentiale i henseende til elproduktion af dets potentiale i henseende til at bane vej for det ultimative masseødelæggelsesvåben.

Derfor har denne "strategiske ressource" en række konsekvenser for energisikkerheden samt for international fred og sikkerhed. Opmærksomheden henledes på, at der ikke kan trækkes en parallel mellem urans "strategiske" egenskaber og EU's "kritiske mineraler", der klassificeres som kritiske, når risikoen for forsyningsmangel og økonomiske konsekvenser er højere sammenlignet med andre råstoffer. Sjældne jordarters metaller falder ind under denne kategori; uran – som findes i bjergarter, jord og vand – gør ikke.

Selv om der er masser af uran verden over, og selv om uran kan anvendes i våben, er der meget få internationale regler og retningslinjer for naturligt forekommende uran. De forskellige lande er derfor nødt til omhyggeligt at overveje, hvilke juridiske og tekniske rammer, der kræves, og hvordan man skal tilrettelægge administrative ordninger for at opnå en sikker og fredelig handel med atommateriale. Når der er opnået enighed om en overordnet atompolitik, bliver det den største udfordring for rigsfællesskabet.

Grønlands status som selvstyrende område inden for et land har ført til et komplekst juridisk system, hvor nogle internationale konventioner gælder for Danmark, men ikke for Grønland. Dette system kompliceres yderligere af, at Danmark er medlem af EU, hvorimod Grønland ikke er det. Konsekvenserne for rigsfællesskabets forsvars-, udenrigs- og sikkerhedspolitik er derfor betydelige på et tidspunkt, da Grønland og Danmark forsøger at udarbejde regler, der skal gælde for uranområdet.

Den grønlandsk-danske rapport, som det danske udenrigsministerium offentliggjorde den 7. oktober i år, er et velgennemtænkt udgangspunkt. Den giver et rids over kongeriget Danmarks nuværende juridiske struktur, hvilke love der gælder for Grønland, hvilke der ikke gør, hvilke der er tvetydige, og hvilke der er genstand for diskussion.

Det bliver ikke mindst kompliceret i spørgsmålet om eksportkontrol, hvor Danmark hverken mere eller mindre følger direktiver fra EU; handelen med uran nødvendiggør imidlertid et kontrolsystem, der rækker ud over EU's system. Dette bliver et ukendt område for et rigsfællesskab, der ikke har erfaring med hensyn til det nukleare brændselskredsløb.

Historisk set kan Danmark kritiseres for sin ad hoc-tilgang til sin atompolitik. Uanset statsminister H. C. Hansens erklæring fra 1957 om, at Danmark ikke vil stationere kernevåben på sin jord (i fredstid), og dens forbindelse ikke alene til Thule-ulykken i 1968, men også til kontroversen omkring kernevåbenbestykkede skibes anløb af danske havne i 1988, er der ikke mange skriftlige kilder til den danske atompolitik, om nogen overhovedet.

Oprindelsen til nultolerancepolitikken er også yderst omstridt og mestendels genstand for gisninger. Medierne kan ikke finde ud af, hvornår den blev til.

I mange nylige artikler angives dens oprindelse til dengang, da Grønland fik hjemmestyre i 1979, andre siger 1988 som resultat af en debat i Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland. Nogle siger endog, at det var et indirekte resultat af beslutningen i 1985 om at fjerne atomkraft som en del af den danske energiforsyning, og så er der nylige dokumenter fra det grønlandske hjemmestyre, der antyder, at den havde sin oprindelse i slutningen af 1980'erne.

Overtegnede har ikke kunnet finde en eneste officiel erklæring, et eneste officielt dokument eller mødereferat, der dokumenterer den logiske begrundelse for politikken. Licenser til minedrift, der er udstedt i Grønland, har siden 1991 dækket "al efterforskning efter mineralressourcer undtagen kulbrinter og radioaktive stoffer."

Disse standardvendinger blev tilsyneladende godkendt af det danske energiministerium og det grønlandske hjemmestyre efter debat i "Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland", men der er ikke offentliggjort dokumenter, der kan bekræfte dette.

Fra nu af skal debatten, udviklingen og udformningen af kongeriget Danmarks ikkesprednings- og uraneksportpolitik nødvendigvis være baseret på undersøgelser, åbenhed og best practice. Den skal vedtages, iværksættes og håndhæves i fællesskab af Grønland og Danmark. Uden en sådan politik vil indenrigs- og udenrigspolitikken stadig være forskellig, og det vil ingen kunne forstå. Med en sådan politik bliver rigsfællesskabet måske langt om længe i stand til at bevæge sig fra nul og fremad.