Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Atomvåben og klimapolitik

Atomvåbnene fødte verdens bevidsthed om klimaproblemer. Traktaten om begrænsning af prøvesprængninger fylder 50 år i næste uge. Det var den første globale miljøaftale, og den markerede et vendepunkt i Den Kolde Krig.

Artiklens øverste billede
Cuba-krisen i 1962 blev den foreløbige kulmination på atomkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Den 10. oktober er det 50 år siden, at den begrænsede prøvesprængningstraktat blev ratificeret af USA og Sovjetunionen. Traktaten forbød nukleare testsprængninger over havet, i atmosfæren og i rummet. Den runde fødselsdag er en god lejlighed til at markere traktatens historiske betydning, der ikke begrænser sig til våbenkapløbet.

USA og Sovjetunionen gennemførte derfor mere end 200 prøvesprængninger på under fem år. Disse test var nødvendige for at fastholde deres indbyrdes konkurrenceposition

1950’ernes internationale politiske klima var iskoldt. I USA satte Eisenhower dagsordnen i Det Hvide Hus, mens Khrusjtjov i Sovjetunionen netop var kommet til magten efter Stalin. Mellem dem stod den nyopfundne og altødelæggende brintbombe som en trussel og et værn for de to supermagter.

I Vesten pressede fredsbevægelsen på for at begrænse atomprøvesprængninger, men både Khrusjtjov og Eisenhower (og senere Kennedy) måtte også tage hensyn til deres allieredes holdninger, pres fra de militære institutioner og indenrigspolitiske høge. Sidst, men ikke mindst vægrede parterne sig, fordi de frygtede, hvilke konsekvenser et forbud ville få for deres indbyrdes position i våbenkapløbet.

USA og Sovjetunionen gennemførte derfor mere end 200 prøvesprængninger på under fem år. Disse test var nødvendige for at fastholde deres indbyrdes konkurrenceposition, men de gjorde også verden til et laboratorium for atomare eksperimenter, og det var umuligt at forudsige eller kontrollere konsekvenserne af testsprængningerne for menneske- og dyrelivet. Tværtimod blev de negative konsekvenser for både sundhed, miljø og jordens atmosfære systematisk bagatelliseret af de officielle myndigheder i både USA og Sovjetunionen.

Der var dog også kritiske røster. Særligt efter detonationen af den 15 megaton store "Castle Bravo"-bombe på Bikini i 1954 – en bombe, der var 750 gange kraftigere end bomben, der blev kastet over Hiroshima – stod det klart, også for store dele af offentligheden, at radioaktiv stråling og nedfald var ukontrollerbart og livsfarligt for både mennesker og natur.

Cuba-krisen i 1962 blev den foreløbige kulmination på atomkapløbet. I løbet af krisens få, men højspændte dage, blev det klart for beslutningstagere på begge sider af jerntæppet, at det var nødvendigt at træde et skridt tilbage fra afgrunden. Verden havde brug for en fælles prøvesprængningstraktat, før de utilsigtede konsekvenser blev uoverskuelige. Forhandlingerne om et sådant forbud, som allerede havde været længe undervejs, trak i langdrag, fordi de to supermagter ikke kunne enes om antallet og karakteren af de inspektioner, der skulle sikre, at traktaten blev overholdt.

Khrusjtjov nægtede at give udenlandske inspektører adgang til Sovjetunion – delvist af principielle årsager, men også fordi han frygtede, at de ville afsløre, at Sovjetunionen stod relativt svagt, når det gjaldt udviklingen af atomvåben. USA anså derimod inspektionerne for nødvendige, fordi underjordiske prøvesprængninger ikke nødvendigvis kunne registreres af måleinstrumenter.

Da inspektionsspørgsmålet ikke kunne løses, blev forbuddet langt mere begrænset end oprindeligt tiltænkt. Den traktat, der blev forhandlet på plads og ratificeret af Sovjetunionen og USA i 1963, var begrænset, fordi den ikke forbød underjordiske (og økonomisk dyrere) tests – en mulighed, begge supermagter udnyttede til fulde i den efterfølgende periode med flere end 400 underjordiske testforsøg over syv år.

Traktaten var altså ikke en ubetinget succes. Frankrig og senere Kina ignorerede også traktaten med ophøjet ro. Alligevel indvarslede ratificeringen af traktaten en ny periode i forholdet mellem USA og Sovjetunionen. Den symbolske effekt af at opnå enighed kom til at spille en afgørende rolle i de forhandlinger, der førte til senere nedrustningsaftaler, men traktaten havde også en vigtig utilsigtet effekt.

For at pacificere den offentlige opinion udtrykte traktaten nemlig også et ønske om at reducere de negative konsekvenser for miljøet. Selv om det kun var en bisætning i traktaten, blev den et tidligt retligt udtryk for den relation, der er opstået mellem to globale sikkerhedskomplekser, der ved første øjekast ikke har meget med hinanden at gøre, nemlig atomvåben og globale miljøproblemer.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig har miljøproblemer langsomt afløst kernevåben som den afgørende globale trussel, men nyere forskning viser, i hvor høj grad kernevåben har været en afgørende faktor i opbygningen af en global miljøbevidsthed og i selve produktionen af miljøproblemer.

Denne sammenblanding skyldes ikke alene radioaktivt nedfald og risiko for atomvintre. Også mange af de data, modeller og regnemetoder, der har været med til at forme vores forståelse af globale klimaforandringer, voksede ud af de massive videnskabelige satsninger inden for geovidenskab, meteorologi og lignende.

Det blev finansieret af Den Kolde Krigs militærindustrielle komplekser for at kunne kortlægge effekterne af atomvåben. Den udvikling skabte gradvist en række videnskabelige institutioner og laboratorier, der i dag er med til at frembringe den viden, som vores forståelse af klimaet bygger på.

Denne forunderlige kobling mellem klima og atomvåben fik også et visuelt udtryk, da rumkapløbet – ansporet af forskning om våbenkapløbets missilteknologi – producerede fotografier som Earthrise (1968), der blev et ikon for den voksende miljøbevægelse. Nogle forskere argumenterer endda for, at vores forståelse af miljøkatastrofer i dag er dybt præget af de visuelle udtryk, som atomvåbenkulturen producerede. Efter orkanen Katrina sammenlignede daværende præsident Bush f.eks. New Orleans med et landskab efter et atomangreb.

Paradokserne står i kø. Uden atomvåben ville vi i dag ikke have adgang til så omfattende viden om klimaet, og uden klimamodeller ville vi ikke vide, hvilke enorme miljømæssige effekter atomvåben har for livet på jorden. Et andet paradoks er, at prøvesprængningstraktaten var med til at grundlægge to forskellige, konkurrerende syn på sikkerhed.

På den ene side var traktaten et forsøg på at øge national sikkerhed, men den fungerede også utilsigtet som katalysator for en ny bevidsthed om grænseoverskridende miljøproblemer – en bevidsthed der identificerede globale sikkerhedsproblemer og visioner, der udfordrede det ideologiske rationale bag national sikkerhed.

Rens van Munster er seniorforsker og koordinator for forskningsområdet Fred, Risiko og Vold ved DIIS, og Casper Sylvest er lektor ved Institut for Historie, Syddansk Universitet.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen