Et angreb på Syrien kræver mere end krydsermissiler

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I 1994 konkluderede jeg på det amerikanske luftvåbens vegne en officiel undersøgelse af Den Første Golfkrig med ordene: »Luftangreb er et usædvanligt forførende militært instrument. Det skyldes delvist, at det som moderne frieri synes at give belønning uden forpligtelse.«

Den iagttagelse holder stadig. Det forklarer Obama-regeringens begejstring for en omfattende kampagne af snigmord med droner mod al-Qaeda-terrorister. Det gælder med særlig vægt i forbindelse med et forestående amerikansk ledet angreb på den syriske regering som reaktion på dets brug af kemiske våben mod civilbefolkningen. Præsident Obama har presset sig selv op i et hjørne. Han kan ikke længere ignorere sin egen påstand om en ”rød linje”. Forsvarschefen har i et brud med den normale relation mellem militæret og det civile offentligt givet udtryk for sin skepsis over for enhver brug af magt i Syrien. Omfanget, afstumpetheden og åbenheden ved den syriske regerings brud på et vigtigt tabu synes nu at få præsident Obama til endnu engang at slippe krigsflyene løs i Mellemøsten, selv om han har været så stolt af sin indsats som krigsafslutter.

Det er fristende at følge Clinton-regeringens kurs, en nytteløs salve af krydsermissiler efterfulgt af en lykønskning af sig selv og derpå forsøg på at skifte emne. Det kommer ikke til at fungere i dette tilfælde. Et mindretalsstyre som Bashar al-Assads, der kæmper for sit liv, kan klare et par dusin store brag.

Nok så vigtigt: Hverken venner, fjender eller de neutrale vil lade sig narre. Hvis vi vælger at reagere med ineffektive midler, vil USA fremstå endnu svagere i lyset af vores svækkede stilling i regionen og i det hele taget. En omgang terapeutisk bombning vil være en endnu mere hjælpeløs kurs end et principielt nej til at reagere overhovedet.

En seriøs bombekampagne bør have væsentlige mål, især det syriske luftvåben, som Assads far engang stod i spidsen for. Det sikrer regimet det meste af dets forspring over for oprørerne, men også dets luftforsvarssystem og landets lufthavne, som bruges til at modtage bistand fra Iran. Beslutter Obama-regeringen sig for at bombe, må det tage stilling til nogle hårde kendsgerninger.

Først må man gøre sig klart, at en luftkrig ikke vil blive klinisk, selv om dens tilhængere håber på det. Ingen seriøs anvendelse af luftangreb er klinisk på trods af Obama-regeringens påstand om dronekampagnen, som vi nu ved har dræbt mange civile. En seriøs bombekampagne betyder civile ofre, og det kan også betyde amerikanske og allierede ofre. Selve forestillingen om en seriøs militærindsats uden risici er tåbelig.

Regeringen har brug for Kongressens godkendelse. Trods sit erklærede løfte om gennemsigtighed og forfatningsmæssig akkuratesse har Obama været tilbageholdende med at sikre Kongressens opbakning til magtanvendelse, mest bemærkelsesværdigt i Libyen i 2011. Selv om en godkendelse gives med tilbagevirkende kraft, så er der brug for den i denne situation, fordi der vil være tale om en omfattende anvendelse af magt; en krigshandling i virkeligheden.

Det ender sandsynligvis ikke entydigt. Da præsidenten proklamerede den forestående afslutning på krigen mod al-Qaeda, ignorerede han kardinalpunktet i strategisk tænkning: Det er et spil med (mindst) to parter. Det er ikke os, men den anden part, der får lov at bestemme, hvornår det ender. I dette tilfælde vil hverken den syriske regering, dens iranske beskyttere eller dens russiske og kinesiske allierede eller Hizbollah nøjes med at trække på skulderen af et angreb.

Skakspillere, der kun tænker et skridt frem taber normalt. Det samme gør præsidenter, der tror, at de kan gennemføre en dag eller to med angreb og derpå trække sig tilbage med en sejr. Virkningerne vil kunne mærkes i nabolandene; de vil måske tilmed kunne mærkes i USA, og der er ingen undskyldning for at ignorere den kendsgerning.

Trods alle disse forhold vil det være uacceptabelt at lade være med at handle på dette tidspunkt og med denne regerings egne standarder.

Blodbadet i Syrien, som man har tolereret i rigtig lang tid, nærmer sig nu samme størrelsesorden som i Rwanda (med et sekscifret antal døde), men på et strategisk vigtigere sted. Det er allerede sent, måske for sent, at forhindre Syrien i at blive et nyt Afghanistan eller Yemen, et hjemsted for fanatiske antivestlige jihadister. Med brugen af kemiske våben i stor skala er et kritisk brandbælte blevet brudt.

Nok så vigtigt er USA's prestige på spil. Hvorfor skulle nogen som helst tage Obamas trusler eller løfter alvorligt, hvis han ikke gør noget her? Ikke at handle er en beslutning med et endnu værre resultat end det, der venter os.

»Krig er et valg spækket med vanskeligheder,« bemærkede en britisk general engang. Spørgsmålet for præsident Obama er, om han vil gøre tingene værre ved at overbevise sig selv om, at han har fundet en minimal løsning på et djævelsk problem. Han vil ikke være i stand til at overbevise andre.