Den syriske katastrofe

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

USA kan ikke tillade sig at glemme, at man står over for mere end én krise i Mellemøsten.

Hvor vigtig Egypten end er, spidser situationen i Syrien til og påvirker sikkerheden i Libanon, Tyrkiet, Iran og Irak og giver Iran nye muligheder.

Assad-styret bliver ved med at gøre fremskridt og har mindre og mindre grund til at forhandle. Uanset al snakken om våbenleverancer fra USA har de syriske oprørere problemer med at få våben og forsyninger over grænsen mellem Syrien og hhv. Libanon, Tyrkiet og Irak. Imens sender Libanon og Iran frivillige og våben til Assad-styret. Den manglende støtte udefra svækker de moderate blandt oprørerne, mens uroen i Egypten skaber polarisering blandt sunnimuslimerne i Syrien og bidrager til at styrke de mere ekstreme fraktioner.

Selv “succes”, eller Assad-styrets fald, vil resultere i en ny regering, hvis struktur det er svært at sige noget om, og som vil arve politiske problemer og regionale spændinger. Når det er sagt, er der klare humanitære og egoistiske grunde til, at USA bør gribe ind.

Mindst 93.000 mennesker er blevet dræbt – det sande tal er formentlig tæt på dobbelt så stort – og op mod 400.000 alvorligt såret. Det amerikanske udenrigsministerium vurderede i maj, at 6,8 millioner syrere har behov for hjælp i alvorlig grad, hvoraf 4,2 millioner er internt fordrevne, og 1,4 million opholder sig uden for Syrien. Det er mere end en tredjedel af landets 22,5 millioner indbyggere.

De økonomiske og samfundsmæssige omkostninger vil blive ved med at stige, medmindre den syriske befolkning får en regering, som omverdenen kan acceptere.

Selv om den amerikanske regering ikke kan give nogen garanti for en løsning i Syrien ved at forsyne oprørerne med våben og ved at støtte dem, kan passivitet blive en langt større trussel mod amerikanske interesser og USA’s allierede i regionen.

Det, der begyndte med demonstrationer for mere end to år siden, truer nu med at udvikle sig til en storstilet strid mellem sunnimuslimer og shiamuslimer i hele den muslimske verden. Konflikten splitter Libanon og giver Hizbollah og andre ekstremister større fodfæste dér. Den skaber også problemer i Jordan og Tyrkiet, skubber Irak i retning af en borgerkrig og gør Iraks shiitiske ledelse mere afhængig af Iran.

Hvis det lykkes Assad at knuse oppositionen, eller hvis han på anden vis bevarer kontrollen med det meste af Syrien, vil Iran få betydelig ny indflydelse på Irak, Syrien og Libanon i et polariseret Mellemøsten, der er splittet mellem sunnier og shiiter. Mindretal vil blive presset i landflygtighed. Det vil frembyde en alvorlig risiko for Israel, svække Jordan og Tyrkiet og vigtigst af alt give Iran langt større indflydelse i Den Persiske Golf, der tegner sig for 48 pct. af verdens påviste oliereserver.

Hvis USA bevæbner oprørerne, og de taber alligevel, vil USA i det mindste have udvist vilje til at træffe en beslutning og indfri sine løfter. USA vil have vist, at det vil leve op til sine ord og støtte sine allierede.

Mere avancerede våben, eksempelvis de fjernstyrede panserværnsraketter og jord til luft-raketter, som ifølge oprørslederne kan vende situationen i Syrien, kan også leveres og finansieres af USA’s allierede i Golfområdet. Det behøver ikke at være højteknologiske amerikanske våbensystemer, og oprørerne har i forvejen nogle kinesiske og russiske skulderbårne jord til luft-raketter samt våbensystemer, der kan udgøre en betydelig trussel mod civile mål, hvis de skulle falde i ekstremisters hænder.

USA kan næppe kontrollere den slags leverancer fra venligtsindede stater ved Den Persiske Golf, hvis det ikke bringer forsyninger til oprørerne, og det er langt mere sandsynligt, at USA kan få betydelig indflydelse på, hvilken fraktion der får den slags våben, hvis USA samarbejder med oprørerne – især nu, da Qatar tilsyneladende er mere indstillet på at samarbejde med USA og Saudi-Arabien.

Det dyreste og mest risikable, USA kan foretage sig, er at gribe direkte ind. For at et sådant tiltag kan blive effektivt, må det indebære en flyveforbudszone over hele Syrien. USA kan imidlertid begynde med våbenleverancer, der vil have langt større mulighed for at give resultater, hvis de omfatter skulderbårne jord til luft-raketter og panserværnsraketter.

Repræsentanter for USA kan understrege, at enten får oprørerne held med deres forehavende med den slags våben, hvilket vil føre til forhandling om afsættelse af Assads styre og indsættelse af et nyt styre, eller USA går sammen med allierede og indfører en flyveforbudszone.

Ingen går ind for en storstilet amerikansk kampagne i Syrien, som vil blive dyr og formentlig medføre omfattende tab på amerikansk side. Men USA bør udvise vilje til at handle, hvis USA’s allierede går med og kan bidrage til at mindske udgifterne. Det vil give oprørerne tilstrækkelige fordele til at kunne fremtvinge forsøg på at forhandle – og kan meget vel skræmme Assads styrker til at indstille luftoperationer uden et forudgående massivt angreb på syriske luftbaser.

Det vil vise, at USA tager strategiske partnerskaber alvorligt. Det kunne måske hjælpe USA med at overbevise allierede om, at de skal følge deres ord op med handling. Og det ville måske endog vise den islamiske verden, at der er et alternativ til ekstremisme og strid mellem sunnimuslimer og shiamuslimer.

Anthony H. Cordesman er tilknyttet den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies i Washington.

© The Washington Post