Fortabt ungdom

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Vi har set billederne af frustrerede unge, der er bevæbnet. Pirater, demonstranter med politiske krav, oprørsgrupper og kriminelle bander. Fattigdom, krig og økonomisk krise har efterladt en historisk stor generation af unge uden håb for fremtiden. I disse tider bliver unge set som en trussel. De skaber uro og ustabilitet. De er et problem. Ikke mindst i konfliktramte stater, som ikke kan opfylde befolkningens mest basale behov for sikkerhed og overlevelse, men de unge udgør også en vigtig ressource til fred og udvikling.

Når unge får mulighed for at blive uddannet og tilegne sig færdigheder, kan der skabes håb. Nogle får arbejde eller mere uddannelse. Vold kan afløses af fredelig sameksistens og håbløshed af en tro på fremtiden. Men det, der virker, er dyrt og kræver vedholdenhed.

Siden 2000 har verden i forbindelse med FN’s 2015-mål haft særlig fokus på børn og grundskolen. Det gælder også konfliktramte lande. Ambitionen har været at opfylde målet om universel grunduddannelse. De seneste års problemer med radikalisering og konfliktramte stater har tydeliggjort behovet for at rette opmærksomheden mod de unge.

Det er dem, der skal dyrke jorden, tjene penge, producere, opbygge familier og være med til at skabe et frugtbart socialt og politisk liv. Børn, der kommer i skole, kan forventes at yde et konstruktivt bidrag til deres samfund om en 10-15 år, bliver de morgendagens medborgere. De kan ikke springes over.

I mange af verdens væbnede konflikter er det unge mennesker, der har båret våben. Når konflikterne afsluttes, føler mange af dem sig fortabte og uden fremtid. De mangler uddannelse, indkomst og redskaber til at komme videre med et liv uden våben og kamp. Ofte bliver de set ned på og mødt af mistro. I den situation er de lette ofre for rekruttering af radikale grupper eller kriminelle bander. Det handler om, hvilket alternativ der først tilbydes: oprørsbevægelse, kriminelle grupper eller uddannelse.

Først for nylig er bistandsorganisationer begyndt at indse vigtigheden af at prioritere uddannelse til unge i skrøbelige situationer. Men der er langt fra ord til handling. Unesco og Red Barnet er blandt de mange, der dokumenterer den alvorlige underfinansiering. Der loves kun omkring 10 pct. af, hvad der er behov for, og endnu mindre bliver faktisk givet, og det til trods for at der er flere grunde til at støtte uddannelse af unge.

For det første viser flere studier fra bl.a. Liberia, Sierra Leone og Sydsudan, at selv korte uddannelsestilbud til unge har sænket voldsniveauet markant i lokalsamfundene. Unge, der havde kæmpet mod hinanden under konflikten i Liberia, blev optaget på samme uddannelse. De lærte om konfliktløsning og skulle samarbejde. Det bar frugt. Netop det lavere voldsniveau har været med til grundlæggende at ændre folks syn på de unge. Når de ikke længere ses som en trussel, kan de inddrages.

For det andet har uddannelse givet unge i konfliktsituationer selvtillid og en fornyet tro på fremtiden. Fra at være marginaliseret og udskældt har flere unge oplevet, at de pludselig bliver set som rollemodeller og nogle, der kan spørges til råd. Organisationer, der arbejder i konfliktområder, har erfaret, at der opstår en positiv spiral af gensidig tillid og nytte, når de unge får tro på sig selv, og lokalsamfundene får tro på de unge. De bliver pludselig anset som værdige medborgere.

For det tredje er det gennem uddannelse, at værdier og sociale relationer kan ændres, så den ulighed og uretfærdighed, der lå til grund for konflikten, reduceres. Det gælder især de højere klassetrin i skolen, hvor fag som historie, geografi og samfundsfag ofte har formidlet magthavernes fortælling og støttet herskende gruppers dominans.

I Nepal rev elever de sider ud af en lærebog, der omhandlede monarkiets ensidige historie og selvforherligelse. En højere kastes dominans blev skiftet ud med snak om lighed. Selvom de faktiske relationer stadig er ulige, er de symbolske forandringer uhyre vigtige. De viser, at forandring er mulig. Og de unge ved, at diskrimination er forkert, at alles stemmer er vigtige.

En fjerde grund til at støtte unges uddannelse i konfliktområder er, at især de kortere uddannelsesprogrammer, der giver håndværksmæssige færdigheder, også er med til at sikre de unge et levegrundlag. Der er flere eksempler på, at hvis sådanne programmer er relevante og tager udgangspunkt i de unges liv og det lokale marked og også lærer de unge at samarbejde, køre en forretning og låne penge, er der stor sandsynlighed for, at de unges levegrundlag forbedres.

De lærer bedre landbrugsmetoder i Sydsudan, hvor fødevaresikkerhed har højeste prioritet, eller de bliver tømrere og murere for at kunne genopbygge ødelagte bygninger i Liberia.

Det er selvfølgelig ikke uden omkostninger at prioritere unges uddannelse. Forandring gennem uddannelse kræver vedholdenhed og koster penge. De bedste programmer er dyre, fordi de skal sikre, at de unge får både hårde og bløde færdigheder, lærer et håndværk eller består et komprimeret grundskoleforløb og lærer at tage vare på deres liv, samarbejde og forhandle.

Uddannelse kan ikke blot gives som en standardpakke i konfliktramte områder. Overalt i verden, når konflikter ender, er uddannelse noget af det første, folk efterspørger. Men det skal være uddannelse, der er relevant og tager udgangspunkt i de unge.

En dybt traumatiseret tidligere oprører, der aldrig har gået i skole, og en 9. klasseselev, der har mistet års skolegang, fordi familien måtte flygte, har forskellige behov og ressourcer. Uden fokus på alternativer til den tilværelse, de værdier og sociale relationer, der ofte har ligget til grund for en væbnet konflikt, kan uddannelse i værste fald skabe grobund for mere konflikt.

Mange lande, inklusive Danmark, yder økonomisk støtte til stabilitet og genopbygning i lande plaget af konflikt. De fleste er ved at indse behovet for at støtte de unge. Konflikternes tabte unge kan ledes i en produktiv og konstruktiv retning, men det skal være relevant, inddragende og langsigtet. Spørgsmålet er, om bistandsorganisationerne og Danmark er parat til at yde den langsigtede og dyre støtte, som det kræver. Har vi råd til at lade være?