Kampen om Afrikas jord

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Bevæger du dig væk fra strandhotellerne, nationalparkerne og storbyer og ud på landet i Afrika. Helt derud, hvor asfalten hører op, og de endeløse jordveje begynder, så vil du få indtrykket af afgrundsdyb fattigdom. Hytter i stedet for huse. Børn med bare tæer og i lasede klæder. Butikker, der udelukkende sælger plastikspande, nylonskjorter og simpel elektronik. Billigt, ”Made in China” og af tvivlsom kvalitet.

Men du tager fejl. Det er dine velfærdsvante danske øjne, der bedrager dig. Afrikanerne ser noget andet ude på landet. De ser muligheder. De ser udvikling og mulig velstand. Det er jorden, de har blik for.

Det fattige flertal ser muligheden for at få mad på bordet og tjene penge til børnenes skolegang. Den voksende mellemklasse i byerne ser muligheden for at supplere deres indkøb af fødevarer med egen avl, og de ser jorden som en sikkerhed for fødevarer, når pensionsalderen nærmer sig, eller hvis politisk uro bryder ud. Den privilegerede overklasse ser muligheder for at gøre forretning og tjene penge. Mange penge.

Jorden er en afgørende vigtig ressource for de fleste afrikanere. Ret til jord – ejendomsrettigheder – er noget, de fleste har en mening om.

Det er noget, man taler om. Politisk er det et eksplosivt emne. En præsident i Madagaskar blev væltet i 2009, da han havde solgt et stort landområde til sydkoreanske investorer.

I Kenya var jord et stridspunkt under urolighederne i 2007-2008. I Zimbabwe har præsident Mugabe brugt omfordeling af jord til at holde sig ved magten.

Omverdenen har også fået øjnene op for, at Afrikas jord er en værdifuld ressource. Investorer fra hele verden er begyndt at se muligheder i afrikansk landbrug. Vestlige investorer er interesserede i at dyrke afgrøder til biobrændsel, der kan supplere benzinen i transportsektoren. Sydkoreanske investorer er interesserede i at sikre mad til et Sydkorea med en stor befolkning og et meget lille landareal.

Desuden er der investorer, der bare kan se en forretning i at dyrke korn til markedet, hvad enten det er til det lokale marked eller til verdensmarkedet, fordi det kan betale sig.

Udenlandsk ejerskab af jord er kontroversielt i Afrika. Det er der flere grunde til. Historisk brugte befrielsesbevægelserne koloniherrernes tyveri af jord som et argument i frihedskampen. Værst var det i settlerkolonierne i Kenya, Zimbabwe og Sydafrika, hvor de hvide havde taget størstedelen af den frugtbare jord. Derfor er jord stadig et sprængfarligt emne netop i de lande.

I bogen ”The Agrarian Question in the Neoliberal Era” fra 2011 beskriver zimbabweanske Sam Moyo, direktør for the African Institute for Agrarian Studies og forfatter til talrige bøger, de udenlandske investorer som jordtyve på linje med fortidens koloniherrer, men debatten raser overalt i Afrika, særligt i lande med en vis politisk frihed udløser opkøb af jord en betændt debat.

Det gælder også i det fredelige Tanzania. Regeringen mener, at der er masser af ledig jord og vil gerne sælge til interesserede investorer. Alligevel går der næppe en uge, uden at man kan læse i aviserne om voldelige sammenstød over retten til jord.

Ejendomsrettigheder er blevet et vigtigt emne i debatten om landets nye forfatning: Skal småbønders ejendomsret sikres bedre? Skal statens muligheder for at sælge jord begrænses?

Nogle tanzanianske intellektuelle ser de udenlandske investorer som en del af et komplot. De mener, at den nuværende, investorvenlige jordlovgivning blev påvirket af Verdensbanken og den tidligere koloniherre, Storbritannien, for at fremme vestlige interesser. Det skete, da Tanzania var svagt i 1990’erne, og donorerne lukkede for pengekassen og pressede på for reformer. De mener, at vestlige kapitalinteresser nu køber jorden på bekostning af fattige tanzanianere.

Debatten er blevet så betændt, at Tanzanias præsident Kikwete på et pressemøde i slutningen af januar følte sig nødsaget til at erklære, at udenlandske investeringer ikke er et udtryk for nykolonialisme. Investeringer er afgørende for landets fortsatte udvikling, sagde han, ifølge avisen the Guardian:

»Det er ikke sandt, at vestlige lande er kommet tilbage for at herske over Afrika gennem investorer. Vi behøver investorerne. Vi kan ikke skabe udvikling uden investorer. Det er ikke nok at have jord. Vi har behov for kapital fra resten af verden, så vi kan udnytte vores ressourcer.«

Til gengæld kritiserer mange i oppositionen den tanzanianske regering for ukritisk at invitere udenlandske investorer til at opkøbe jord. Da jeg i forbindelse med arbejdet med denne artikel kontaktede den ledende oppositionspolitiker og parlamentsmedlem, Zitto Kabwe, fra Tanzanias største oppositionsparti, Chadema, slog han fast, at lokalt ejerskab til jord er afgørende. Regeringen går i det hele taget fejl af befolkningen, mener han: »Regeringen fokuserer på storskalalandbrug, mens befolkningen tænker som småbønder. Der er ingen mulighed for kompromis – derfor balladen.«

Egentlig kan det virke paradoksalt, at de udenlandske investorer får så stor opmærksomhed. Forskning i jordhandler i Afrika viser, at i de fleste lande bliver de fleste opkøb foretaget af indenlandske investorer. Der er ikke noget, der tyder på, at Tanzania er anderledes. I forbindelse med min forskning er jeg stødt på ministre og parlamentsmedlemmer, bankdirektører og lokale embedsmænd, der har opkøbt store jordarealer eller har forsøgt på det. Når udenlandske investorer får så stor opmærksomhed, skyldes det, at jordejerskab er et vigtigt symbol på et lands suverænitet. Retten til jord giver man ikke til hvem som helst. På sin vis ligner den afrikanske debat den aktuelle dansk-grønlandske debat om kinesiske investeringer i den grønlandske undergrund. Vi er opmærksomme på, hvem der inviteres indenfor. Har kineserne først etableret sig, kan de være svære at komme af med igen.

I afrikanske lande er der en lignende nervøsitet lige nu. De er blevet en del af et verdensmarked i større udstrækning end tidligere. Det skaber nye muligheder, men det skaber også frygt for at blive løbet over ende. Oppositionspolitikeren Zitto Kabwe mener, at det er vigtigt, at folk oplever, at de udenlandske investeringer kommer dem til gavn. Derfor skal de særlige skattebegunstigelser, som udenlandske investorer nyder godt af, begrænses. Desuden skal de udenlandske investorer kun kunne indgå partnerskaber med de lokale om produktion af fødevarer og lade tanzanianere beholde jorden.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om de udenlandske investorer vil være tilfredse med kun at levere kapital og knowhow. Vil det være tilstrækkeligt for at tiltrække attraktive investeringer? For investeringer i Afrikas landbrug er der brug for, det er alle enige om.