Hvad kan vi lære af Irak og Afghanistan?

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

For 10 år siden indledte præsident George W. Bush USA’s invasion af Irak. Hvis Twitter havde eksisteret dengang, ville ShockandAwe (chok og ærefrygt, betegnelsen for den amerikanske strategi i Irak i 2003, red.) have været på mode. Landoperationerne skred hurtigt frem, og i maj stod præsidenten foran et banner, der proklamerede ”Mission Accomplished”.

Samtidig erklærede forsvarsminister Donald Rumsfeld, at »store kamphandlinger« i Afghanistan var slut. På det tidspunkt var der kun 8.000 amerikanske soldater i Afghanistan. I dag er der flere end otte gange så mange.

Disse to konflikter vil ikke blot definere Amerika i verdens øjne i mange årtier fremover, de vil også være med til at forme holdningerne hos en generation af mænd og kvinder, der skal bestemme, hvordan og hvornår USA vil bruge sine muskler på den internationale scene. Det kan være gavnligt, hvis den rette lære bliver draget, men med et Amerika, der bare ønsker at trække sig ud og ikke se sig tilbage, har fraværet af en metodisk og kritisk analyse af, hvad der gik galt, været slående.

Den pointe understreges af forårets anden store mærkedag, selv om den sandsynligvis i det store og hele vil blive forbigået i tavshed. Den 29. marts 1973 forlod de sidste amerikanske tropper Sydvietnam, som bare to år senere blev overtaget af kommunister.

Vietnam kan ved første øjekast synes langt væk. Det var babyboom-generationens mareridt fjernt fra den nuværende verden med droner og cyberangreb, men prøv at se efter. Spøgelset fra Vietnam har faktisk i årevis været allestedsnærværende, når ledende amerikanske embedsmænd og officerer har skullet lægge planer. Nogle gange har det ført til succesfulde initiativer, andre gange har det placeret et genfærd på statens rorpind og fået politikken til at støde på grund.

De officerer, der førte amerikanske styrker i krig i Irak og Afghanistan, studerede lektionerne fra oprøret i Vietnam, og det formede deres tænkning. General David Petraeus, der gik på det førende West Point militærakademi i Vietnam-krigens sidste år, skrev en doktorafhandling med titlen ”Det amerikanske militær og læren fra Vietnam”.

I sine erindringer fortæller general Stanley McChrystal, Afghanistan-generalen, der blev fyret af præsident Obama, historien om en ”mindeværdig nat i Kabul”, hvor han og diplomaten Richard Holbrooke, der som ung diplomat havde gjort tjeneste i Vietnam, ringede til historikeren Stanley Karnow for at spørge om læren af den katastrofale krig for den aktuelle konflikt i Afghanistan.

Holbrooke talte åbent og lidenskabeligt om nødvendigheden af at undgå den samme skæbne – en uendelig og kostbar krig. men som McChrystal skriver: »Læren var alt andet end uomtvistelig.« Det samme kan siges om læren af Afghanistan- og Irak-krigene, men ikke desto mindre må vi forsøge at identificere dem. Her er nogle stykker.

1 Powell-doktrinen (opkaldt efter Colin Powell, USA’s tidligere forsvarschef) giver stadig genlyd:

”Chok og ærefrygt”-strategien skulle være den ultimative manifestation af ønsket om efter Vietnam ikke at køre fast i en krig endnu en gang. Det var Powell-doktrinen: Formuler et klart mål, afsæt tilstrækkeligt med ressourcer, minimer tabstal og hav en exit-strategi i Las Vegas-stil, hvor man fremfører sine pointer med fyrværkeri og pressemeddelelser.

Men man skal følge den fulde opskrift; ikke blot formulere mål, men de rigtige mål, hvad enten det handler om at knuse fjenden eller genopbygge et samfund. Når målene bliver mudrede, kommer problemerne, og man skal have en egentlig exit-strategi, så man ikke synker dybere ned i sumpen. Den første golfkrig er et eksempel på, at det kan lykkes. I den anden golfkrig gik det galt.

2 Vær opmærksom på fortidens fiaskoer:

Obamas udenrigspolitiske hold har alle været dybt påvirkede af Vietnam. En ambassadør fortalte mig, at han aldrig har haft en diskussion med udenrigsminister John Kerry om Afghanistan, uden at denne har bragt Vietnam op. Obamas tøven med at blive trukket ind i Libyen og Syrien er typisk for dette verdensbillede. Det samme gælder operationer med ”lette fodaftryk” såsom droner, specialstyrker og cyberangreb, der synes at tilbyde en vej ud af Vietnam-syndromet.

Syndromet kan også presse USA til forhastede meddelelser om exit (Irak og Afghanistan), brug af moralsk tvivlsomme metoder (dronekrige) eller tøven med at gribe ind, hvor det kan tjene USA’s nationale interesser eller være til verdens bedste (Syrien, muligvis Iran og måske tilmed et sted som Mali).

3 Kend din fjende:

Tag Afghanistan. Det var et fornuftigt mål at ville besejre fjenden, der stod bag 11. september, men USA kom alligevel i problemer, da man antog, at Taleban med sin støtte til Al Qaida også var en del af fjenden. For at slå dem tumlede man ind i en alliance med pakistanske efterretningstjenester, der sikkert gjorde lige så meget eller mere for at støtte Amerikas fjender, end de gjorde for at hjælpe USA.

I Irak tog det flere år at indse, at de sunnimuslimske oprørere i det mindste kunne bringes væk fra slagmarken, om ikke vindes over på USA’s side. Desværre forstod USA aldrig i Vietnam, at man kæmpede mod et nationalistisk oprør, ikke mod et kommunistisk plot, der blev styret fra Moskva eller Beijing.

4 Kend dine begrænsninger:

USA er nok verdens mest magtfulde land (det er det stadig i stort omfang og vil forblive det i mange årtier), men det betyder ikke, at det har magt til at opnå alt, hvad det ønsker. Landet står over for finansielle begrænsninger, og der er grænser for, hvad dets allierede er villige til at støtte, og der findes kulturelle, historiske, geografiske og demografiske begrænsninger, som USA aldrig kan overvinde. Det betyder, at vi ubarmhjertigt må efterprøve vores teorier og derefter teste dem igen og igen. Uforsonlighed eller gruppetænkning må ikke forveksles med lederskab eller klarsyn. Situationer forandrer sig. Det samme bør den førte politik.

5 Pas på vished:

Afghanistan var for mange – mig selv inkluderet – ”den gode krig”. Det var den krig, USA skulle kæmpe snarere end Irak. Sandsynligheden for at opnå varige positive resultater dér er imidlertid endnu mindre end i Irak. Det siger en del, når man tænker på, hvor omskiftelig og bekymrende situationen er i Irak.

Det er sandsynligt, at USA slutter i Afghanistan med at overdrage betydelig magt eller i hvert fald muligheder til Taleban ved at satse på et korrupt og svagt styre og efterlade befolkningen, især kvinderne, ubeskyttede over for nye rædsler. Det er der intet godt ved.

6 Vær på vagt over for din sidste succes:

Dårlige historiske sammenligninger er udbredte og ikke kun, når det gælder Vietnam. Mellemøsten var ikke Østeuropa og hilste ikke en vestlig ”befrielse” velkommen. Amerikanske soldater blev ikke modtaget med blomster og søde sager langs Bagdads gader, men med vejsidebomber. Troppeforøgelsen i Irak i 2007 var ikke et tegn på, at en lignende tilgang ville virke i Afghanistan. Det opdagede Petraeus for sent til, at han kunne gøre en forskel.

7 Krige vindes ofte af diplomater og forretningsmænd, ikke af soldater:

Hvis historien viser noget, så er det, at vi sjældent har tilstrækkeligt med perspektiv til at vide, hvad der er vores langsigtede interesse.

Ved krigsafslutningen blev Vietnam betragtet som en fiasko. I dag har landet imidlertid noget, der ligner en markedsøkonomi, og det er integreret i Sydøstasien, og Sovjetunionen er væk. Ikke mindst fordi det forblødte økonomisk takket være sin støtte til ideologiske allierede som Nordvietnam.

Sagens kerne er følgende: Det er farligt for USA at ignorere disse lektioner. Irak og Afghanistan er i et vist omfang reaktioner på Vietnam, men de minder os også om, at når man gør det modsatte af en tidligere fiasko, så er det ikke nogen garanti for succes.