Aldrig før har så mange af verdens ledere været en tur forbi Kairo. Med god grund

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Siden Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober 2023 er de altid ulmende gløder i Mellemøsten blusset op igen. Flammerne fra Gazakrigen har siden spredt sig til Iran, Libanon, Yemen, Det Røde Hav og allersenest Syrien.

Udviklingen bekymrer mange, og Egypten er ingen undtagelse. Især fordi Egypten i forvejen er omkranset af konflikter i dets to store nabolande, Libyen og Sudan. Livet i Kairo har ændret sig markant siden den 7. oktober. Ikke på grund af uro, da der er fredeligt og styr på sikkerheden i Egypten, men på grund af den øgede udenrigspolitiske og diplomatiske aktivitet i Kairo, som også er hovedsæde for Den Arabiske Ligas 22 arabiske medlemmer.

Aldrig før er så mange stats- og regeringschefer og ministre fra hele verden flokkedes til Kairo, typisk på vej til eller fra Doha, Jerusalem, Ramallah eller Riyadh. Egypten har nemlig påtaget sig den svære rolle som mægler mellem Israel og Hamas i en grad, at det leder tankerne hen på Schweiz’ rolle under Den Kolde Krig. Hermed har Egypten vist sig som en stabil og troværdig partner, der som få kan det geopolitiske spil.

Det er også bagtæppet for, at EU i marts 2024 indgik et strategisk partnerskab med Egypten. Men hvorfor Egypten? Europa har ud fra en simpel geopolitisk kalkule brug for stabilitet mod syd i Nordafrika og Mellemøsten. For at modvirke terrorisme. For at forhindre flygtningestrømme og migration mod Europa. For at skabe job og vækst gennem investeringer og samhandel. For at skabe håb for den hastigt voksende unge generation på det afrikanske kontinent. For at bekæmpe klimaforandringerne og øge energisikkerheden gennem grøn omstilling, også i denne del af verden. Derfor sætter partnerskabsaftalen nu aktiviteter i gang for 7,4 mia. euro over de kommende år.

Det er en politisk og økonomisk håndsrækning til Egypten. På linje med lignende initiativer fra Den Internationale Monetære Fond (IMF), Verdensbanken og andre internationale aktører. Netop fordi Egypten tilbyder en stabilitet, som vi alle er afhængige af. Alternativet tør vi ikke tænke på. Man siger, at Egypten er ”too big to fail”. Det har aldrig været mere sandt end i dag.

Men i en verden i opbrud og lidt for mange negative overraskelser de seneste par år kan det vise sig at være en helt afgørende investering for Vesten at række hånden ud til Egypten. Et land, som allerede før den 7. oktober var i økonomisk krise. Som siden da er blevet påvirket af faldende israelsk gasimport, færre pengeoverførsler fra udlandsegyptere og mindre turisme. Dertil drastisk faldende indtægter fra Suez-kanalen, som normalt er færdselsåre for 12 pct. af verdenshandlen, men nu er lammet af konflikten i Det Røde Hav.

Alt dette paradoksalt nok samtidig med at Egypten byder på gode investerings- og samhandelsmuligheder inden for bl.a. shipping, vind, sol, fødevarer, sundhed, tekstil, forarbejdning og produktion.

Håbet er, at der allerede i 2025, men også de kommende år vil komme flere udenlandske investeringer til Egypten, som dermed både tjener et økonomisk og politisk-strategisk formål for os i Vesten.

For Danmark er den geopolitiske analyse og relevansen for os danskere præcis den samme som for resten af EU. I 2025, men også længere frem. Terrorisme, klimaforandringer, energisikkerhed og migration kender ingen grænser. Med regeringens nye strategi ”Afrikas århundrede” lægges derfor vægt på proaktivt at øge engagementet i Afrika og her søge dialog og ligeværdige partnerskaber. Det gælder også med Egypten.

Afrika tilbyder muligheder, der svarer til Sydøstasien for 20 år siden. Afrika har 11 af de 20 hurtigst voksende økonomier i verden, og i 2050 vil en fjerdedel af verdens befolkning komme fra denne gigantiske nabo mod syd. Egypten er således ikke bare en strategisk vigtig stabiliserende partner i Mellemøsten, men også med sin placering i det nordlige Afrika en vigtig indgang til hele kontinentet.

Det er i denne kontekst, vi skal forstå det historiske egyptiske statsbesøg i Danmark. Her underskrev statsministeren med præsident Abdel Fattah al-Sisi på sin første rejse til Skandinavien et strategisk partnerskab mellem Egypten og Danmark. Helt i ånd med EU-partnerskabet, Afrika-strategien og ønsket om ligeværdig dialog og et styrket dansk engagement.

Med det danske sikkerhedsrådsmedlemskab i 2025-26 og Egyptens medlemskab af Den Afrikanske Unions freds- og sikkerhedsråd 2024-26 vil der være et godt afsæt for et tæt samarbejde om mange af de regionale konflikter på det afrikanske kontinent, hvor Egypten spiller en afgørende rolle.

Med det strategiske partnerskab vil vi styrke samarbejdet yderligere inden for områder som politisk og diplomatisk dialog, erhvervssamarbejde, migration, vedvarende energi, udveksling af studerende og kultur. Desuden fortsætte en række aktiviteter, der støtter projekter i Egypten inden for jobskabelse, medier, ligestilling og menneskerettigheder.

Op til statsbesøget blev der i øvrigt indgået en samarbejdsaftale mellem vores nationale menneskerettighedsinstitutter, der skal skabe øget dialog, praktisk samarbejde og forhåbentligt konkrete forbedringer på et for Egypten meget følsomt område.

Det er svært at spå om udviklingen i Mellemøsten – den seneste udvikling i Syrien tog f.eks. de fleste på sengen. Men kan man håbe: Forhåbentlig vil vi i 2025 se en våbenhvile i Gaza, fremskridt mod en tostatsløsning til gavn for både Palæstina og Israel, mere stabilitet og mindre islamisme i Libanon og Syrien og et Iran, der frasiger sig sin statsterrorisme. Det arbejder både Egypten, EU og Danmark for.