Held og lykke med at få Argentina på ret køl, Javier Milei
Den 10. december blev Argentinas nye præsident indsat i embedet. Javier Milei lover sine landsmænd en veritabel chokkur, men der er også brug for drastiske midler, hvis landet skal på fode igen.
Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.
Det er en kvindelig taxichauffør, der tager mig fra lufthavnen ved Río de la Plata-floden ind til hotellet.
»Skal du til Mileis indsættelse?« spørger hun fra forsædet.
Hun havde gættet rigtigt. Jeg var fløjet til Buenos Aires for at repræsentere Danmark ved højtideligheden, der fandt sted søndag den 10. december. Det var en vigtig begivenhed i det 40 år gamle demokrati, og for mig var det samtidig en mulighed for at danne mig et bedre indtryk af den ny administration og styrke netværket til og omkring den.
Der er solskin i hovedstaden, og palisandertræerne med blåviolette blomster står i fuldt flor og pryder boulevardernes hvide palæbygninger i parisisk stil. Byen tager sig smuk ud – lys og elegant. Men vi skal ikke mange sving ind i de smallere gader, før den krise, der har greb om landet og har kastet over 40 pct. af befolkningen ud i fattigdom, bliver synlig. Folk, der leder efter mad i skraldespandene. Butikker med metalgitteret trukket ned og et til salg-skilt udenfor.
Det står ufatteligt dårligt til i Argentina. Den offentlig gæld nærmer sig 90 pct. af bnp. Kombineret med en desperat mangel på dollar-reserver, negativ økonomisk vækst drevet af en fejlslagen høst samt en inflation, der har rundet 160 pct., virker krisen afgrundsdyb.
Valget af økonomiprofessoren Javier Milei kan i den sammenhæng virke logisk. Men med sin vilde hårstil, læderjakke og motorsav (til at »skære i staten«) ligner Milei ingenlunde prototypen på en økonom.
Han er erklæret anarkokapitalist – en form for liberal anarkisme, hvor staten ideelt set afskaffes til fordel for et (helt) frit marked. Det er i den sammenhæng, man skal læse hans valgløfter om at lukke centralbanken og i stedet »dollarisere« økonomien, men også hans udtalelser om at lovliggøre bl.a. organsalg.
Af de 56 pct., der stemte på Milei, er det formentligt kun en mindre vælgergruppe, der abonnerer på hans mest yderliggående økonomiske idéer. Eller på hans bredside mod klimakampen og alt, hvad han finder woke.
Til gengæld er mange med på, at der er behov for en kraftig kur for at få landet på fode igen. At der må skæres i de offentlige udgifter, at det private initiativ skal ud af den spændetrøje, som det uigennemskuelige vekselkurssystem og de mange eksport- og importrestriktioner er blevet.
Den 10. december var læderjakken gemt væk og motorsaven skiftet ud med præsidentbånd og -stok. Milei brugte sin indsættelsestale på at minde om, hvor slemt det står til, og at det kommer til at gøre ondt, før det bliver godt. De bifaldende brøl fra pladsen foran kongressen tydede på, at i hvert fald en del af befolkningen er parat til den annoncerede chokkur.
Det store spørgsmål er, om opbakningen vil fortsætte, når først der tages fat?
Ifølge Milei er der ikke plads til en gradvis tilgang. Plasteret skal af fra start. En del tvivler imidlertid på, hvorvidt det politisk lader sig gøre. Det lykkedes ikke for den liberale Mauricio Macri, da han forsøgte under sit mandat 2015-2019. Ifølge nogle, fordi han ikke havde befolkningen med sig.
Sammen med en af Mileis tidligere modstandere i valgkampen, den konservative Patricia Bullrich, spiller netop Macri en vigtig rolle for regeringens levedygtighed. For Mileis unge parti er spinkelt repræsenteret i kongressen og ude i landets regioner. Han får brug for det bagland, som Macri og Bullrich har. Den afhængighed spås samtidig at moderere den politik, som den nye regering vil føre. Økonomisk såvel som værdimæssigt. Det ser man allerede de første tegn på: Et anerkendt navn er udnævnt som klimasekretær. Dollarisering indgår indtil videre ikke i den økonomiske chokterapi. Og der er rakt ud til den brasilianske venstrefløjsregering, som sammen med Kina fik hård kritik under valgkampen.
I det hele taget forventes den ny regering at søge en bredere dialog end alene med den yderste højrefløj, der støttede Milei under valgkampen, og som også var til stede ved søndagens indsættelse i skikkelse af bl.a. Ungarns Viktor Orbán og Brasiliens ekspræsident Bolsonaro. Den bredere dialog vil være vigtig, for trods sin nuværende krise er Argentina en betydelig økonomi og en demokratisk stemme i de multilaterale fora, herunder bl.a. som medlem af G20.
Geopolitisk orienterer Milei sig mod USA og Europa og bakker op om Ukraine og Zelenskyj, der også deltog under indsættelsen. Den nye regering er positivt stemt over for EU-Mercosur-aftalen, hvilket giver håb for de aktuelle forhandlinger mellem EU-Kommissionen og blokken.
Indsættelsesceremonien bragte os til katedralen i Buenos Aires, hvor Milei modtog velsignelsen fra den katolske kirke og andre trossamfund. Gennem stolerækkerne kunne jeg se den nyslåede præsident siddende foran alteret, mens han lyttede til de religiøse lederes ord. Han var tydeligt berørt af den højstemte ceremoni, og tårerne fik frit løb, da den jødiske rabbiner forsikrede ham om, at: »Gud tror på Dem, hr. præsident.«
En ny præsident er sat ind i Argentina, og fra dansk side kan vi håbe, at det lykkes Javier Milei og hans hold at få bedre tider til det sydamerikanske land.