Nu skal Lula omsætte løfterne fra valgkampen til handling

Når Luiz Inácio Lula da Silva på søndag den 1. januar sværges ind som Brasiliens præsident, er det nøjagtigt 20 år siden, at han modtog det gulgrønne præsidentbånd første gang. Lang tid er gået, og verden og Brasilien står et andet sted. Udfordringerne og mulighederne er andre. Denne gang er der ikke umiddelbart udsigt til et stort commodity-boom, der kan finansiere de velfærdsprogrammer, der i nullerne løftede millioner af brasilianere ud af fattigdommen og ind i middelklassen. Tværtimod. Økonomien er presset. Andelen af fattige i landet er steget markant efter covid-19. Ifølge studier fra 2022 lever 33 mio. af landets ca. 215 mio. indbyggere med risiko for ikke at få tilstrækkeligt at spise. Det er næsten dobbelt så mange som i 2020. Klima- og biodiversitetskrisen udspiller sig i første parket i Amazonas og andre økosystemer, der trænger til akut førstehjælp efter den voldsomme afskovning, der har fundet sted de seneste år. Der er krig i Europa og geopolitiske spændinger, der udfordrer landets udenrigspolitiske balancegang.

Også Lula selv står et andet sted. Det er ikke meget mere end tre år siden, at han blev løsladt fra en korruptionsdom oven på en omdiskuteret højesteretskendelse. Et faktum, som trofaste støtter har jublet over, mens andre har svært ved at forlige sig med det. Når Lula alligevel vandt valget i oktober mod den siddende præsident fra højrefløjen, Jair Bolsonaro, var det ikke mindst på løfterne om at danne en bred front, der skulle samle det politisk og socialt splittede land. Og gøre Brasiliens image grønt igen. 

Nu skal løfterne fra valgkampen veksles til handling. Set fra et dansk og europæisk perspektiv er der særligt tre spørgsmål, der trænger sig på:

Vil det lykkes Lula at reducere splittelsen i landet?

Meget vil formodentligt afhænge af, om Lula formår at servere en politisk menu, der både er spiselig for baglandet i Arbejderpartiet, men også bekommer de mere liberale kræfter, der støttede ham i valgkampen. Afgørende er også relationen til Centrão, den store centrum-højre-koalition i den brasilianske kongres, der bl.a. repræsenterer erhvervslivets og landbrugets interesser. Ved sin side som vicepræsident har Lula valgt den tidligere guvernør i São Paulo Geraldo Alckmin fra midterpartiet PSB. Alckmin er kendt som en moderat stemme med stærke samarbejdsevner på tværs af politiske skel. Han får en vigtig rolle i at sikre regeringens duelighed i forhandlinger med kongressen. 

Et mindre splittet Brasilien afhænger dog ikke alene af Lula og Alckmins politiske håndværk. Den dømmende magt har det seneste årti spillet en stadig mere synlig rolle. Senest har præsidenten for landet øverste valgtribunal, Alexandre de Moraes, med jernhånd bl.a. grebet ind over for fake news i valgkampagnen. Nogle ser sådan en indgriben som et udtryk for et helt nødvendigt forsvar af demokratiet i en ekstraordinær og farlig tid. For andre – herunder Bolsonaros kernevælgere – er det udtryk for det modsatte: en uhensigtsmæssig politisering af dommerstanden og en udvaskning af ytringsfriheden. Opbakningen og tilliden til den dømmende magt vil også være til eksamen de kommende år og er vigtig for at samle landet igen politisk. 

Kan Brasilien klinke klimaskårene og genfødes som grøn frontløber? 

Afskovningen i Amazonas blev en udenrigspolitisk stopklods under Bolsonaro-regeringen. Vejen tilbage på den internationale scene vil derfor i høj grad handle om Lulas vilje og evne til at indfri valgløftet om at stoppe afskovningen i Amazonas og andre skovområder. Men det handler også om at fortsætte de seneste års udbygning af vedvarende energiformer i landet som grønne alternativer til fossile brændsler, når de store vandkraftværker i tørkeperioder kommer til kort. Lula taler om at »grønne« Petrobras, det store nationale energiselskab, og om produktion af grøn hydrogen, som landet kan blive storleverandør af. Mange lande, også store spillere fra Europa, kigger af forsyningsmæssige årsager på strategiske samarbejder med Brasilien om netop dette. 

Lulas første genkomst på den internationale scene var på COP27, hvor han lagde vejen forbi Sharm el-Sheikh og bød sig til som COP30-vært i 2025. En ny klimadiplomatisk afdeling i det brasilianske udenrigsministerium er under oprettelse. Alt tyder således på, at den ny regering tager klimaet – og dets betydning for landets internationale spillerum – ganske alvorligt. 

Når det kommer til klima, har Danmark alle forudsætninger for at spille en helt særlig rolle i Brasiliens arbejde på området, ikke mindst inden for udbygningen af vedvarende energi. Vi har et begyndende, men særdeles positivt strategisk myndighedssamarbejde på området, og danske leverandører og investorer inden for bl.a. vindenergi har for længst indfundet sig i det store land.

Hvor vil Lula placere sig i det geopolitiske landskab?

Traditionelt har Brasilien ført en ikke-aktivistisk udenrigspolitik, uden indblanding i andre landes anliggender. Man undgår helst sanktioner og tiltag møntet på et enkelt land. Interessefællesskaber som Briks og Det Globale Syd tæller ved stemmeafgivelsen i de multilaterale fora. 

Samtidig har man både økonomisk og kulturelt haft et stærkt bånd til USA og Europa. Lula har tidligere klaret den udenrigspolitiske balancegang til topkarakter. »Verdens mest populære præsident,« var Obamas skudsmål af ham i 2009. Geopolitisk står verden imidlertid et helt andet sted i dag. Der er krig i Europa og åbenlyse spændinger mellem Kina og USA. Brasilien vil blive afkrævet stillingtagen. Det udenrigsøkonomiske tyngdepunkt har forskubbet sig mod øst. Kina er i dag Brasiliens største samhandelspartner og en af de vigtigste udenlandske investorer i landet. Samhandlen med Rusland fylder ikke meget i nationalregnskabet, men landet leverer kritisk gødning til den store brasilianske landbrugsproduktion. Samtidig har Lula erklæret at ville arbejde for en global kamp mod misinformation og antidemokratiske strømninger. Dilemmaerne forude er til at få øje på.

Fra dansk og europæisk side kan vi håbe, at demokrati og en progressiv klimapolitik vil vægte, og at Brasilien lykkes som en positiv brobygger i en verden med voksende geopolitiske spændinger og økonomisk rivalisering. At Brasiliens partnerskab med Europa vil blive styrket, både politisk og økonomisk. Lykkes det at få EU’s associeringsaftale med Mercosur-landene på plads, vil det utvivlsomt kunne øge samhandlen og EU’s vægt i samarbejdet med Latinamerikas største økonomi.